Læsetid: 4 min.

Wagner i særklasse

Lohengrin som pubertetsdrama og anskuelsesundervisning i tabte utopier og Tysklands smerte
16. januar 2007

Når operaopsætninger jævnligt er problematiske i disse år, skyldes det nogle instruktørers distraktion over for værkets idegrundlag og/eller angsten for at kede publikum eller ikke præstere det originale. Når tolkningen sker direkte kontra teksten, og påhitsomheden melder sig hvert andet minut, begås nu og da rene voldshandlinger mod værket. Det kan forekomme grotesk med direkte omskrivninger i den kunstneriske substans, hvor ophavsretten kan krænkes så groft, at man burde omdøbe forestillingen og forlange pengene igen. Den slags kan ikke blot affærdiges med forkølede forklaringer om, at operaen ellers dør. Den dør snarere af dumhed.

At disse indledende betragtninger ikke skal forstås som en bøvet modvilje mod nytolkninger, og at alt skal være som det var, fremgår af følgende:

Den Kongelige Opera har med tyskeren Peter Konwitschnys genistreg af en Lohengrin, som han første gang satte op i Hamburg i 1998, også da med Helmut Brades scenografi, leveret et uafviseligt nybrud, der må sætte alle senere opførelser af denne Wagners mest populære opera på prøve.

Peter Konwitschnys tolkning kommer inde fra værket med rodnet dybt i tysk identitet og historie. Konwitschnys Lohengrin frembærer en konsekvens, en mytisk logik, som man som Wagner-freak normalt ikke gerne tænker for dybt over, men som ikke desto mindre er indlejret i værkets marv. Her skal ikke røbes den yderste ende af denne forestilling, kun så meget skal siges: at den holder.

Spørgsmålet med Lohengrin er jo: hvor han går hen, når han efter tragedien med Elsa går ud? Jo, tilbage til Montsalvat og vogte Gral, men siden? Hos Konwitschny er spørgsmålet snarere: hvor de tilbageblivende, tyskerne, går hen. Hvad har gralsridderens heltegerning betydet, hvorledes har processen ændret dem? Hvis den har.

Gud, Kejser, Vaterland

Scenen er sat i et gym-nasieklasseværelse af slagsen, der kan deprimere selv et lyst sind, et typisk ét fra det borgerlige Tyskland i kejsertiden, som den slags i øvrigt også så ud her i landet. Her er det Tyskland, hvor studenterne, de halv- og helstore drenge, går i uniform og fægter med træsabler og render rundt og forbereder sig på altings mål: krigen; mens pigerne jævnt hen fniser. I dette samfund, hvor voksne i tidens enhed er fraværende, trives gruppepres og mobning, og Elsa von Brabandt i ankelsokker og puf-ærmer må holde for.

I sidste øjeblik vokser et forunderligt væsen op gennem gulvet, der ved en svane kommer fra ingensteder, osv. Konwitschny følger handlingen slavisk, og den skal ikke refereres, blot erindres om det allegoriske fra Wagners hånd: om den guddommelige indgriben og/eller kunstnerens slag i bolledejen, og hvorfor den slags som regel går galt et sted. Hvis det da er en rigtig guddom eller en rigtigt kunstner. Jo, det hænder.

Reaktionen på det sublime er panik samt hobens redebonne tendens til at skifte side, så snart det begynder at blive farligt. Omvendt har det tredjebedste tilsyneladende gode kår. Der er bare det ved det, at mens de store skolebørn skyder med papirkugler og fniser sig gennem den store udfordring, er Lohengrin den skinbarlige alvor. Hans sværd er ikke af træ, viser det sig, men kan trænge gennem menneskeligt kød: både Elsas, hvis det ellers var kommet så vidt, og rivalen (kritikeren) Friedrich von Telramund. Som den småborgerlige ondskab, der bærer oceaner af galde i sin barm og rigeligt til lang tid fremover, forgifter Ortrud alle gode viljer. Det overjordiske får ikke lov at trives og gro i gymnasieklassen, der som antydet kan opfattes som forberedelse til det Untertansamfund, der dannede et af udgangspunkterne for så uendelig megen smerte i verden og en kulturs undergang. Denne skoleklasse er ikke kun spøg og skæmt og madpapir og fællessang, men paramilitant Burschenschaft og mensurar og kæft, trit og retning, Gud, Kejser og Vaterland. Afvigere tåles ikke, heller ikke når ondskaben et øjeblik er det afvigende og mobbes.

Denne Lohengrin bør ses af flere end operaabonnenterne. Var der noget ved DR, købte de forestillingen og skabte en tv-udgave. Er det ikke blandt andet derfor man har public service?

Overbevisende

I det store og hele er selve opsætningen perfekt med Ann Petersen som overbevisende Elsa. Det store parti alterneres af Inga Nielsen, der skulle have sunget til premieren, men er sygemeldt. Susanne Resmark leverer en formidabel, skræmmende ond, men vel forsvaret Ortrud. Kjeld Christoffersens Telramud er velsyngende, kan hænde en anelse for venlig, mens Sten Byriels klasseanfører, kong Heinrich, fremtræder som typen, man kan enes om, som den der arrangerer og herser uden at være den fødte fører. Per Høyer synger effektivt og kraftfuldt som Herold. Titelpartiet er Stig Fogh Andersens - alternerende med Johnny van Hal. Stig Fogh er på sin kunsts højeste, smukt og stort syngende, og som dramatisk spiller gribende i sit knusende nederlag mod denne kvinde, der ikke kan holde sin kæft i det afgørende øjeblik, og mod disse mennesker overfor hvilke, han har så gode intentioner.

Operakoret er kommet på en betydelig opgave i denne forestilling, hvilket gør deres brillans så meget mere funklende i spil og i sang. Kapellet under Friedemann Layer har trods den i store udladninger en anelse svage strygerbesætning (især i bassen) atter demonstreret prægtighed.

*Den Kongelige Opera:

Richard Wagner: Lohengrin.

Instruktion: Peter Konwitschny; scenografi: Helmut Brade. Medv.: Stig Fogh Andersen, Ann Petersen, Kjeld Christoffersen, Susanne Resmark, Sten Byriel, Per Høyer, m.fl. Operakoret. Det Kongelige Kapel. Dir. Friedemann Layer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu