BOSTON - Følgende konstatering kommer næppe som en overraskelse for iagttagere af det amerikanske samfund i vor tid: Landet er håbløst polariseret om snart sagt alt i verden. Det gælder ikke kun krig. Alle stridsemner deler amerikanerne op i to lejre - enten for eller imod.
Der er ikke nogen kultur for at skræve over midten og skabe gyldne kompromisser til gavn for begge sider. Man hænger fast i gamle (ofte ideologiske ) paradigmer. Nogle vil sige, at det er et sikkert vartegn om en dekadence, der vil føre til imperiets snarlige fald. Andre vil mene, at denne ikke-konstruktive polarisering bør tilskrives en manglende tradition i USA for en social pagt mellem samfundsgrupper.
Tidligere arbejdsminister i Clinton-æraen, Robert Reich, var inde på denne tankegang i en kronik i The New York Times for et halvt år siden, hvori den nyligt udnævnte professor i politologi på University of California i Berkeley tog den omstridte megakoncern, Wal-Mart, op til behandling.
Wal-Mart er verdens største varehuskæde med 5.500 varehuse fordelt med 70 pct. i USA og resten i Canada, Latinamerika, Tyskland, Storbritannien og flere mindre europæiske lande. Den årlige omsætning var på 285 mia. dollar (1.765 mia. kr.) i 2004, hvilket gør Wal-Mart til større end General Motors og næsten nummer et i USA. Exxon-Mobil fører med kun 10 mia. dollar og vil utvivlsomt blive overhalet inden længe.
Et af de enestående træk ved Wal-Mart er, at koncernen stort set selv fabrikerer alle de konsumvarer, den sælger. Produktionen lægges ud til fabrikker i lande med billig arbejdskraft som f.eks. Kina. De 1,3 mio. ansatte i selve Wal-Mart er altså udelukkende ekspedienter og managere i varehuse, og deres aflønning er relativ lav. Koncernens ubetingede succes skyldes væsentligt lavere varepriser end hos rivaler som Target, Kmart og Costco.
Har opinionen imod sig
Det lavere prisniveau kan kun opretholdes ved at holde lønudgifter nede i Wal-Marts medarbejderskare såvel som i de fabrikker, koncernen enten driver eller køber fra i Mellemamerika og Østasien.
Konsekvenserne for den lokale økonomi, hvor Wal-Mart vælger at slå sig ned, kan være temmeligt negative.
Studier har vist, at andre varehuse tvinges til at sætte deres aflønning samt vigtige frynsegoder som sygesikring ned. Udhulingen af den personlige indkomst svækker skattegrundlaget i by og opland og rammer den offentlige service, herunder finansiering af skoler og kollektiv transport. Wal-Mart argumenterer derimod, at nye varehuse skaber flere jobs lokalt og faktisk resulterer i økonomisk vækst. Sidste år stod Wal-Mart for 100.000 nye stillinger i USA.
Siden Wal-Marts himmelfart på bare syv år - fra 30 mia. dollar (185 mia. kr.) omsætning i 1997 til 285 mia. i 2004 - har den amerikanske fagbevægelse ført kampagne mod koncernen, fordi det forbyder at lade de ansatte melde sig ind i fagforeninger.
Wal-Marts managere er blevet beskyldt for overtrædelse af en stribe arbejdsmarkedslove - herunder ingen betaling for overarbejde, diskrimination mod kvinder og etniske mindretal i forbindelse med forfremmelser, ansættelse af mindreårige, en lav grad af sygesikringsdækning etc. - og har i takt hermed tabt anseelse i den amerikanske opinion. Investorernes entusiasme for bundlinjen som følge heraf er kølnet i en sådan grad, at aktiekursen tog et dyk sidste år på 17 pct.
Koncernens public relations-afdeling iværksatte derfor en modoffensiv i begyndelsen af 2005, hvor man bl.a. indrykkede en to-siders annonce i det intellektuelle litterære magasin The New York Review of Books. Annoncen var formelt en tilbagevisning på en anmeldelse af to kritiske bøger om Wal-Mart, men var udformet som et personligt brev fra koncerndirektør Lee Scott.
Hans hovedargument var, at de amerikanske forbrugere vinder ved at handle i Wal-Mart, fordi de sparer kolossale summer. I 2004 skal besparelsen ifølge koncernen have været 263 mia. dollar. En anden gevinst: Mange ansatte ejer aktier i koncernen og scorer en højere dividende, hvis folk vælger Wal-Mart frem for varehuse med højere priser
Lave priser er trylleordet
Man ser her ridset af en tilsyneladende uoverstigelig kløft mellem forbrugernes interesser og samfundets i bredere forstand. Tidligere arbejdsminister Robert Reich forklarer problemstillingen på følgende måde: "I vor tids økonomi bliver vi stillet over for en faust-agtig handel. Koncerner som Wal-Mart er i stand til at sælge varer for en slik ved at presse arbejdstagere og lokalsamfund".
Men man kan ikke forlange af Wal-Mart, at koncernen af egen vilje hæver lønnen og forkæler medarbejderne med fuld dækning af sygesikring og bidrag til pensionsopsparing. Det ville nemlig kræve prisforhøjelser og afgivelse af markedsandele til rivaler. Man kan heller ikke forlange af forbrugerne, at de boykotter Wal-Mart og køber dyrere ind i andre varehuse.
"Den eneste måde, vi kan sætte os ud over at være forbrugere, er ved at støtte love og reguleringer, der gør vores shopping til et udslag af et socialt orienteret såvel som personligt valg," forklarer Reich.
En metode er at kræve af alle virksomheder med over 50 medarbejdere, at de betaler hele sygesikringspræmien. Det vil formentlig føre til en kende højere priser, men fordelen er, at alle virksomheder forpligtes. Kongressens forhøjelse af minimumslønnen er en anden måde.
Fair handel med krav om internationale standarder for minimumsløn, arbejdssikkerhed og miljøregler ville også skrue priserne op, men til gengæld kan det skabe mere ligevægt i den internationale økonomi mellem udviklingslande og rige lande.
"Det kan godt være, at nogle forbrugere mener, det ikke er værd at realisere kollektive goder gennem mindre prisforhøjelser," skriver Robert Reich.
Bestikker sig til velvilje
"Men problemet er, at vi som nation ikke engang har påbegyndt denne diskussion. I stedet for finder debatten om økonomisk politik sted mellem to lejre, som konstant bekriger hinanden. På den ene side er der dem, som udelukkende ønsker billige forbrugsvarer. På den anden side er der dem, som kun fokuserer på at bevare job og lokalsamfundene, som de er i dag." Hverken fagforeningerne eller Wal-Mart har i sinde at opgive denne indbyrdes kamp. Koncernen spenderede sidste år 170 mio. dollar på public relation. Pengene gik mestendels til at købe sig til goodwill hos progressive amerikanere - altså dem med tykke tegnebøger og indflydelse i medierne - og til etniske mindretal. En stor del af Wal-Marts personale er farvede.
Interessegrupperne La Raza og Mexican-American Legal Defense Fund (støtter spansk-talende borgeres rettigheder) samt Urban League, United Negro College Fund og National Association for the Advancement of Colored Peoples, NAACP, (støtter sortes borgerettigheder) har modtaget pengebidrag fra Wal-Mart.
"Det er penge, som kunne være brugt til at vælge flere republikanere til Kongressen eller til at berige Wal-Marts topledere yderligere, så man kan ikke bare knipse af det," skriver den venstreorienterede journalist Liza Featherstone i The Nation Magazine.
"Men desværre kan accept af penge fra Wal-Mart kompromittere disse organisationer politisk."
The Nation nævner f.eks., at NAACP's afdelinger i Atlanta og Chicago bakkede Wal-Marts ansøgninger til kommunalrådet om opførelse af et af dets gigantiske varehuse op.
Koncernens lommer er med andre ord så fyldte med milloner, at det er den letteste sag at købe sig til indflydelse. Familien, der i sin tid grundlagde Wal-Mart i Arkansas, råder over en samlet formue på 90 mia. dollar. (650 mia. kr.) Bill Gates' aktiver beløber sig til 46 mia. dollar.
Den amerikanske fagbevægelse har også penge at rutte med. Fornylig løsrev fire store fagforbund sig fra landsorganisationen. Årsagen var primært uenighed om, hvordan man tackler Wal-Marts fagforeningsfjendske linje. Den nye sammenslutning agter at bruge store summer af medlemmernes gebyr på at vinde fodfæste hos Wal-Mart.
Det er al ære værd. Men udsigten til en mindelig løsning til gavn for det amerikanske samfund og den globale økonomi er dårlig. I USA udkæmper man stadig gårsdagens ideologiske kampe.
