Læsetid: 3 min.

Wall Streets Macbeth

Det er galt nok, når en investeringsbanks gamle gyldne fugle flygter ud af døren, men når de unge håbefulde flyver med, er det tid at vågne op
2. juli 2005

"Jeg er nødt til at komme væk fra Morgan Stanley, banken er ved at slå sig selv ihjel," sagde min ven Andy i maj om sin arbejdsplads, den velrenommerede investeringsbank, som sammen med Goldman Sachs er blandt Wall Streets mest guldrandede navne. Det lykkedes for et par uger siden, hvor han fandt et nyt job som analytiker hos en mindre bank, der ikke har nær så smart et navn i højfinansens inderkreds - til gengæld er ledelsen på Andys nye arbejdsplads ikke ved at flå hinanden til blods i gentagne forsøg på at bestige tronen selv eller blot snigmyrde den siddende konge.

Morgan Stanley har således i de seneste fem år været ramme om et ledelses-drama, der ville have tiltalt selv Shakespeare for sine horder af executives med knive i ærmerne og hemmelige blodpagter mellem Wall Streets guldfugle. Otte tidligere executives fra MS har siden 2001 forsøgt at slippe af med direktøren Phil Purcell, fordi de mente, at han dels ikke gjorde nok for at skaffe banken nye, lukrative aktieemissioner, dels ikke magtede at være den allestednærværende selskabspapegøje, som det kræves af en direktør i en investeringsbank. De forlod banken kort efter firmaets præsident John Mack, også kendt som Mack the Knife, tabte en bitter magtkamp til Purcell i 2001 og måtte forlade banken efter 29 år i dens tjeneste. Lige siden har de advaret Morgan Stanleys aktionærer om, at Purcell ikke har det nødvendige greb om banken og slet ikke de nødvendige, personlige bekendtskaber i bankverdenen.

Når store koncerner beslutter, hvilken investeringsbank der skal hjælpe deres firmaer ud på børsen, er der nemlig ikke særlig stor forskel på den service, de forskellige banker tilbyder. De financielle spilleregler er naturligvis de samme, og arrangementerne omkring børsprospekter og koncernledelsernes personlige fortjenester ændrer sig heller ikke meget fra bank til bank.

Så hvad er det, der er afgørende for, hvilken investeringsbank en megakoncern bevilger sin tillid og fortjenester i milliardklassen?

"Det er næsten altid koncernledelsens tillid til bankens øverste ledelse, der afgør, om din bank får aktieemissionen eller den rådgivende rolle i forbindelse med en fusion mellem to store firmaer," siger Andy.

"Et af problemerne med Purcell er, at han bor i Chicago, og hver weekend tager han hjem til sin familie i stedet for at være på golfbanen eller til brunch med sine forbindelser blandt direktørerne i New York. Og de andre direktører kan du øsregne med er derude på golfbanen. De er tilstede for deres kunder altid, hele tiden."

Blandt andet derfor mener de ansatte hos MS, at Purcell ikke magter sit job.

"Alle arbejder på bonus. Selvfølgelig har folk deres løn, men de rigtige penge er i den årlige bonus. En afdelingsleder får måske 350.000 dollar om året, men det er jo småpenge sammenlignet med f.eks. 2,5 millioner dollar i bonus, hvis banken konsekvent scorer branchens største emissioner. Og når folk ser de store aftaler ende hos andre banker, så enten skrider de eller begynder at underminere ledelsen. Mine tidligere chefer er rejst, og nu har en af dem tilbudt mig et job," siger Andy, som starter på sit nye job i næste uge.

Måske skulle han have ventet. Torsdag i denne uge skete det utænkelige. Som Dunsinane-skoven pludselig bevægede sig mod Macbeths slot, fandt Morgan Stanleys aktionærer, at de ikke længere havde is i maven og tålmodighed med Mr. Purcell.

For mange lukrative aftaler var smuttet, bankens aktiepris for lav og udsigterne til fremtidig fortjeneste for beskeden.

Torsdag stemte de således om en ny direktør i banken, og rygterne på Wall Street pegede alle på, at John Mack bliver bedt om at komme tilbage og rette skuden op. Spille golf om weekenden med de andre direktører.

Måske havde en årvagen aktionær holdt øje med præcis hvem, der på det seneste havde forladt banken.

En ting er, når de gamle forgyldte aktiehandlere på afdelingsleder-posterne skrider. De er alligevel så blaserte i deres forventning til millioner om året. Noget helt andet er, når de unge bankdrenge, der går til 75.000 dollar om året, uden bonusordning, skynder sig væk for at sikre fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her