Læsetid: 3 min.

Hvor er Wallraff, når der er brug for ham?

Den totale ignorance over for de ansatte bliver sågar belønnet af samfundet; Schlecker, Lidl og Aldi er blandt de ganske få succes'er på det tyske dagligvaremarked
25. juni 2005

Det mest rystende ved Günter Wallraffs berømte bog om Bild Zeitung (på dansk: Afsløringen - manden, der var Hans Esser på Bild) er, at den er så rystende forældet i dag.

I bogen beskriver Wallraff, hvilke overvejelser, han gør sig, før han kryber ind i sin falske identitet og lader sig ansætte på denne tyske smudsavis fra salig Aksel Springers bladhus, der kun vil dette ene: Fordumme sine læsere.

"Det er ikke længere mig, der ser på mig selv fra spejlet. Sådan et fjæs, indstillet på karriere, som jeg altid har hadet hos unge i ledende stillinger," som han skriver i indledningen.

Under de største sjælekvaler lader han sig ansætte på Bild og beskriver naivt-indigneret redaktionelle processer, som de foregår på enhver avis - naturligvis med den stramning, at chefen på Bild gerne selv digtede med.

Men trods forældelsen er Günter Wallraff stadig Bild Zeitungs ondeste ånd. Ved enhver anledning, ringer mediejournlister ham op for at få en kommentar, og Wallraff forsikrer dem altid om, at Bild ikke har forandret sig en tøddel.

Alle - journalister og læsere af seriøse aviser - er lykkelige over sådan en forsikring, men sandhed er den ikke. Bild hænger f.eks. ikke længere kvindelige billister og arbejdsløse ud - hvorfor skulle avisen dog gøre sig uvenner med halvdelen af sin i forvejen svindende læsergruppe?

Wallraff er også notorisk blind for, at samfundet har ændret sig i de mere end 25 år siden udgivelsen af bogen. I dag står der mindst fire kommercielle tv-stationer klar til at gøre journalistik endnu dummere. Det er på tide, at den gamle journalist finder udklædningskassen frem og påtager sig en anden mere nutidig skandale ... og den kommer her:

De ansatte i 10.000 tyske forretninger kan ikke nå arbejdet på den normerede tid, og derfor må de arbejde over, flere timer, hver dag, gratis.

For eksempel er der en forretning i Berlin, der har åbent 68 timer om ugen, men kun er normeret til 92 personaletimer. Inden for de timer skal der ekspederes og gøres rent, sættes nye varer på hylderne og jages butikstyve.

Hvis noget går i stykker i forretningen, er det bedst, hvis de ansatte - som regel kvinder - ringer til deres mænd, så de kan komme og reparare, for arbejdsgiveren kan ikke fordrage udgifter. Derfor bliver leverandørerne også presset til sidste blodsdråbe.

Men det værste er, at arbejdsgiveren ingen tillid har til sine ansatte. Derfor sender han kontrollører gennem sine forretninger for at afsløre slendrian, overdrevne middagspauser og rapseri. Disse kontrollører optræder som 'testkunder' og forsøger gerne at stjæle, bare for at se om de ansatte har øjnene med sig. Har de ikke det, er det ud.

Fagforeningen kan ikke hjælpe, for arbejdsgiveren hader fagforeninger, og hvis nogen tager initiativ til at vælge en tillidsmand, er det ud.

Mange er i øvrigt ansat på tidsbegrænsede kontrakter og kan slet ikke tillade sig at gøre vrøvl, hvis de vil have kontrakten forlænget.

Sådan blev hverdagen i de tyske Schlecker-sæbebutikker beskrevet i den venstreorienterede avis Taz sidste weekend. En rystende historie - men det mest rystende er, at den slet ikke er ny. Fra tid til anden læser man om forholdene hos Schlecker eller Lidl eller Aldi, der sker bare aldrig mere, for læserne har ingen emotionel oplevelse, ingen identifikationsfigur, ingen Wallraff til at vise udbytningen frem.

Den totale ignorance overfor de ansatte bliver tolereret og sågar belønnet; Schlecker, Lidl og Aldi er blandt de ganske få succes'er på det tyske dagligvaremarked, der i årevis har oplevet stagnation, og deres ejere - Anton Schlecker, Dieter Schwarz samt brødrene Theo og Karl Albrecht - er blandt Europas rigeste mænd.

Måske er den 62-årige Günter Wallraff trods alt blevet gammel til at forklæde sig som en ca. 38-årig, østtysk kvinde og sætte sig bag kasseapparatet, men hvorfor er Wallraff egentlig den eneste forklædte journalist, vi kender? Er der ikke en eller anden journaliststudine, der gerne vil overtage arbejdet? Lønnen er desværre kun 60 kr. i timen, men ryet vil holde i årevis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her