Læsetid: 7 min.

Warhols børn

The Andy Warhol Museum i Pittsburgh viser for tiden 'The Downtown Show' om New Yorks kunstscene 1974-84. Foruden diskret at pege på Warhols indflydelse på de følgende generationer dokumenterer udstillingen en vital æra, hvis energi stadig mærkes i dag.
30. august 2006

The Andy Warhol Museum i Pittsburgh viser for tiden 'The Downtown Show' om New Yorks kunstscene 1974-84. Foruden diskret at pege på Warhols indflydelse på de følgende generationer dokumenterer udstillingen en vital æra, hvis energi stadig mærkes i dag

PITTSBURGH - Med nyheden om at det legendariske New York-spillested CBGB's lukker og slukker den 30. september, står det klart, at de stadig stigende huslejepriser på Manhattan omsider er ved at få bugt med de sidste rester af de kreative og energi-sprudlende miljøer, som gjorde byen til et mekka for avantgarde- og undergrundskunst i 1970'erne og 1980'erne. CBGB's har i mere end 30 år haft adresse på bumsernes hovedstrøg, The Bowery, omtrent midt mellem boheme-kvartererne Greenwich Village, East Village og SoHo - altså i hjertet af det område, der kaldes Downtown. Og det var i denne ret beset ganske ydmyge klub, at navne som Blondie, Patti Smith, Television, Talking Heads og The Ramones i midten af 70'erne debuterede og lagde grunden til det, der i første omgang blev kendt som New Yorks svar på punk og siden fik betegnelsen No Wave.

Bestyreren af CBGB's gennem alle årene, Hilly Kristal, har bebudet, at han vil flytte klubben til Las Vegas, hvor den ifølge planen skal genåbne i 2008. Og han har fortalt pressen, at han agter at medbringe så meget som muligt af inventaret, ikke blot baren og scenen, men også det urinal, som han i sin tid pissede over kors med Joey Ramone i.

Det er meget godt, men det ændrer ikke ved fornemmelsen af, at en æra i New Yorks Downtown nu definitivt synes at være forbi. En æra, hvor arven fra 60'ernes avantgardekunst blev revitaliseret og radikaliseret via attituder og praksisformer, der trak kunsten væk fra både institutionerne og markedet, og som i en stemning af trods og fanden-i-voldskhed skabte små lokale eksplosioner, der ikke alene sendte dønninger ud til resten af verden, men også op gennem de følgende årtier helt til i dag.

En æra, hvor navne som Kathy Acker, Richard Hell, Robert Longo, Nan Goldin, Keith Haring, Jim Jarmusch, Lynne Tillman, Robert Mapplethorpe, Rhys Chatham, John Lurie, Cindy Sherman, John Zorn og mange, mange flere inden for et diminutivt geografisk område - fra Financial District i syd til 14th Street i nord - konstant krydsede spor og i tidens gør-det-selv-ånd inspirerede hinanden til med dødsforagt at kaste sig ud i det ene kommandoraid efter det andet mod kunstens kategorier og grænser.

En æra, der nu - sådan som det altid går - omsider har fanget kronikørerne og museumsfolkenes opmærksomhed og har fået sin egen turnerende udstilling: The Downtown Show.

Frugtbart reservat

Ser man på udstillingens mangfoldighed af udtryk og udsagn, båret frem af en fælles hang til undergravende voldsomhed og rå poesi, fornemmer man omridset af et frugtbart reservat, et selvforsynende økosystem af indbyrdes relaterede subkulturer, en modkulturel oase, hvor social marginalisering og internt sammenhold syntes at være to sider af samme mønt. Som Laurie Anderson har bemærket, bestod publikum stort set af de samme 300 mennesker, der kom til det hele - og alligevel er mange af scenens værker og events gået over i kunsthistorien.

Selv om mange af Downtown-kunstnerne syntes at arbejde videre i de spor, som Andy Warhol og kredsen omkring The Factory havde lagt ud i 60'erne - ikke mindst ophævelsen af skellet mellem kunst og kommercialisme - kan det være svært at sætte fingeren på scenens konkrete forudsætninger. Blot kan man konstatere, at i løbet af kort tid blev Downtown i midten af 70'erne (igen) et kraftcenter for nybrud inden for snart sagt alle kunstarter: billedkunst, teater, dans, musik, litteratur, film - og så de hybridformer, der blev kendetegnende for perioden: performance, installation, multimedier, etc.

Downtown som tilstand

Så kan man spørge, hvad det er, der skaber en kunstscene, et miljø, en æra? Af den teksttunge publikation, der er udgivet parallelt med udstillingen, The Downtown Book, fremgår det, at det - som det er set før - var en kombination af socioøkonomiske omstændigheder, demografi, enkeltindivider og tilfældigheder, der førte til, at Manhattans Downtown lige netop i midten af 70'erne blev mere end bare et geografisk sted, men snarere en tilstand (og en metafor).

En vigtig faktor var noget så banalt som husleje. Forskellige enklaver af Manhattans Downtown havde siden 1800-tallet været tilflugtssted for kunstnere og bohemer, ofte på flugt fra Europa. Det særlige ved tiden op til 1974 var, at den gradvise omdannelse af SoHo fra at være et hendøende industrikvarter til et hjemsted for kunstnere nu var ved at blive lovliggjort og huslejereguleret. Bag indflytningen i SoHos store industrilokaler, der i en årrække havde stået tomme, stod Fluxus-entreprenøren George Maciunas, som i 60'erne selv var flyttet ind i området og efterfølgende var begyndt at advokere for oprettelsen af kunstnercooperativer, såkaldte Fluxhouses.

Det betød, at en stor del af Manhattan i de kriseramte 70'ere - byen New York var på fallittens rand - blev befolket af unge kunstnere, der strømmede til fra kunstskoler rundt om i landet, hvor man takket være baby boom-generationen oplevede de største årgange nogensinde. Overalt i Downtown indrettedes såkaldte lofts og artist spaces, og i skyggen fra periodens påtrængende problemer såsom hjemløshed, racisme og Watergate begyndte kunstnerne at opbygge deres eget mikrokosmos, hvor den overordnede agenda var at sprænge sig fri af de eksisterende magtstrukturer, mens de individuelle dagsordener først og fremmest handlede om bare at gøre det.

For en generation, der på den anden side af Atlanten fostrede sloganet No Future, syntes alt paradoksalt nok at være muligt. Billedkunstnerne skrev, forfatterne lavede performances, dansere og teaterfolk arbejdede med film og video, og alle spillede i et band. Det kan godt være, at man ikke havde en chance - men med en sær blanding af aggression, ubekymrethed og udefinerbar sult greb man den og fik det bedste ud af det. Som kunstneren Ann Magnuson beskriver tiden i New York før mobiltelefoner, internet og MTV: "Few distractions, few ambitions, and even fewer bills to pay".

Graffiti på galleri

På Grand Central Station kunne man i 1981 støde på værker fra Jenny Holzers The Living Series, skilte i industrielt design med tekster som: "It takes awhile before you can step over inert bodies and go ahead with what you were trying to do".

Værkerne var på flere måder typiske for Downtown-scenens anarkistiske og postmoderne attituder. For det første ved at blive udstillet uden for kunstinstitutionerne. For det andet ved at blande kunstarterne (her billedkunst og tekst). Og for det tredje ved udsagnets ironiske tone og utilslørede kritik af de herskende magtstrukturers umenneskeliggørelse af samfundet.

Downtown-kunstnerne søgte netop bort fra traditionelle kategorier som maleri og skulptur og udforskede i stedet mere flygtige former som performance, events og engangsbegivenheder, hvor man samarbejdede på tværs af kunstarterne. Derfor etablerede man sine egne fora og platforme, arrangerede koncerter i private lofts, indrettede kortlivede gallerier i tomme butikslokaler og skabte performances og teaterstykker med henblik på opførelser i industrilokaler, på parkeringspladser eller på taget af bygninger. Af samme grund består den aktuelle udstilling langtfra kun af egentlige værker, men lige så meget af dokumentationer, dagbøger, plakater, fotos, film, video og andre efterladenskaber.

Når året 1984 er valgt som udstillingens slutpunkt, kunne det meget vel være tænkt som en reference til George Orwells visioner om Big Brother. Men hvis det er en grund, er det ikke den eneste. Faktisk var 1984 året, hvor Downtown-kunstnerne for alvor begyndte at mærke omklamringen fra den etablerede kunstverden. Galleristen Mary Boone tog graffitikunstneren Jean-Michel Basquiat ind i varmen og begyndte at sælge hans billeder til tårnhøje priser. Det etablerede kunstmagasin Art in America lavede en stor artikel om East Village-scenen. Aids og narko var - sammen med almindelig metaltræthed - begyndt at tynde mærkbart ud i rækkerne. Og Reagan var blevet genvalgt og fortsatte kursen med kunstcensur, Culture Wars og beskæring af det føderale kunststøttesystem, NEA.

Alt i alt ebbede Downtown-scenens fællesskabsfølelse og energi ud op gennem 80'erne, mens kunstnerne spredtes for alle vinde og enten droppede ud eller fortsatte deres arbejde i eget regi. Alligevel har idéer, strategier og attituder fra perioden overlevet helt op til i dag, hvor man stillet over for udstillingens omfattende fremstilling af scenens kulturproduktion i tiåret fra '74 til '84 kan blive overrasket over, hvor meget af det, der nu forekommer at være en del af vores kulturelle bagage, som rent faktisk kan spores tilbage til Downtown's storhedstid.

Og fra 2008 kan man altså gå på CBGB's i Las Vegas. Hvis man da ikke til den tid har vigtigere ting at tage sig til. Hvad man forhåbentlig har.

n The Downtown Show: The New York Art Scene 1974-1984. The Andy Warhol Museum, Pittsburgh, til 3. sept. Herefter Austin Museum of Art, Texas, 11. nov. 2006 til 28. jan. 2007

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her