Læsetid: 7 min.

Washington - 38 år senere

25. november 2005

Et besøg i den amerikanske hovedstad vækker minder om den fremtid, der forekom sikker i 1967. De mellemliggende år [Extra linie]ville det anderledes: Republikanerne røg ikke på køkkenmøddingen, og demokraterne har endnu ikke fundet sig selv

Når det regner i Washington, er det, som guderne tømmer spande. Den novemberdag, jeg ankommer til byen, er vejret ved at slå om fra Indian summer til bidsk vinter. Og sådan er det på den amerikanske østkyst: Når kuldefronter fra Canadas indland puffer mod fugtige pust fra Florida, vælter vand ud af himlen. Fra vinduesbordet på den mexicanske restaurant, hvor jeg spiser min aftensmad, ser jeg gadens hjemløse klumpe sig sammen under butikkernes baldakiner.

Næste morgen stiger solen over en skyfri horisont. Den varmer de kinder, der ellers er stive i kulden. Jeg er på tidlig vandring ad byens grønne strøg, dét der strækker sig fra Kongressen og de tre kilometer ned til Lincoln-monumentet. I midten står den 169 meter høje obelisk, der er til minde om præsidenten, som byen har navn efter. Fra obeliskens fod kan jeg kigge ned i George W. Bush's have. Han er på rejse i Asien.

Der er andre præsidenter, jeg hellere vil tænke på end Bush junior. Jeg vandrer ned mod Potomac-floden. Her åbnede i 1997 en mindepark for Franklin D. Roosevelt, den store demokratiske sociale reformator, der var præsident fra 1933-45. Han opnåede det uhørte at blive valgt til embedet fire gange. En succes, der fik republikanerne til at lave forfatningen om, så præsidenter kun kan genvælges én gang.

Roosevelts mindepark er formet som fire udendørs gallerier, ét for hver af hans præsidentperioder. Fordi gallerierne er indkranset af granitsøjler, og fordi solen den morgen stadig står lavt, er der noget Stonehenge over oplevelsen. Den er jeg ene om, for ingen andre har endnu indfundet sig.

På murene er mejslet ord af Roosevelt. "Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv," står skrevet ved indgangen til Roosevelts første fire år.

Fra slutningen af 1930'erne bærer væggen en sentens, der nu er ironi. Roosevelt er citeret for at konstatere om årtiets diktatorer, at de vil lade de få bestemme over de mange: "Og de kalder det 'en ny orden'. Men det er ikke nyt. Og det er heller ikke orden."

Hvad ville Roosevelt mon sige om Bush'ernes "nye verdensorden"? Ville han tilføje: "Og det er slet ikke for hele verden."

Roosevelt var den egentlige ophavsmand til FN. Det er en af de mange grunde til, at den republikanske højrefløj stadig bliver apoplektisk ved tanken om ham.

Jeg var i Washington første gang for 38 år siden, i juli 1967. Jeg husker, at jeg tilfældigt så daværende vicepræsident Hubert Humphrey stå på marmortrappen op til Kongressen. Han hud var endnu blegfedere end på billeder.

Dengang var mindet om den levende Roosevelt stadigt stærkt. Præsident Lyndon Johnson havde som ungt kongresmedlem været protegé af Roosevelt, hvad han gerne mindede folk om. Han gjorde nok også sine bånd til Roosevelt tættere, end de egentlig havde været.

Mærkeligt nok er ansigtet på mindeparkens statue af Roosevelt formet, så det snarere ligner Johnson end Roosevelt. Det må glæde Johnson i hans himmel, eller hvor han nu opholder sig. Roosevelt ville være knapt så begejstret. Han forstod sig på mennesker og havde et klart blik for Johnsons Texas-støvede karakter.

Johnsons sammensatte sind havde mine amerikanske gymnasiekammerater og jeg ikke nogen sans for. Vi hadede ham bare. Det var ham, der førte krig i Vietnam. Det var ham, der havde sendt mere 500.000 amerikanske soldater til Sydøstasien, hvor død og ulykke haglede ned.

De år var Det Demokratiske Partis sidste storhedstid. Partikonventet, der i 1964 opstillede Lyndon Johnson, havde bag podiet kæmpe fotos hængende af de tre forudgående demokratiske præsidenter: Franklin Roosevelt, Harry Truman og John Kennedy. Påskriften var: "Lad os fortsætte."

Johnson vandt sit valg ved en jordskredssejr over republikanernes Barry Goldwater, der blev stemplet som "højreekstremist". Retfærdigvis bør det nu bemærkes, at Goldwater i sin senatortid, der rakte helt frem til hans død som 89-årig i 1998, nåede at vise sig som stående til venstre for de republikanere, der nu regerer i USA.

Tilbage i 1967 betød det ikke alverden, hvem der stod hvor i Det Republikanske Parti. Demokraterne havde mere end to tredjedeles flertal i begge kongressens kamre. Guvernørposterne rundt om i USA havde de langt de fleste af, lige som de sad solidt på mere end to tredjedele af enkeltstaternes lovgivende forsamlinger. Jeg husker fra mit amerikanske hjem, at det liberale tidsskrift The Atlantic dumpede ind ad brevsprækken med forsideteksten: "Republikanerne - det tredjestørste parti". Pointen var, at flere vælgere registrerede sig selv som uafhængige end som republikanere.

Det passede meget godt med min egen oplevelse. Alle omkring mig i min amerikanske eksistens var demokrater. Det, der skilte dem, var krigen i Vietnam. Nogle støttede Johnson og ville blive og slås. Andre ville have en 'ærefuld fred'. Andre igen ville bare have de amerikanske soldater hjem hurtigst muligt.

Det var, som om en ond skæbne havde ramt Det Demokratiske Parti, der ellers havde retten til magten - med sit frisind, sin sociale bevidsthed, sin humane retspolitik, sit engagement i global retfærdighed.

Johnson var et grimt uheld, der alene skyldtes mordet på John Kennedy, var jeg og mine kammerater enige om. Vi talte om, hvem der skulle føre partiet tilbage på rette spor. Robert Kennedy var en mulighed. Ganske vist var han en hård hund, og ingen i Kennedy-familien kunne kaldes duer. Ja, det skulle da lige være brødrenes far, Joseph, der som Roosevelts ambassadør i London 1937-40 havde vurderet, at Storbritannien var nødt til at slutte fred på Hitlers betingelser. Det var jo ikke så godt, og i det hele taget var der noget ved Kennedy'erne, der gjorde mange utrygge.

"Vi har allerede haft den af dem, vi kunne bruge," sagde en af mine veninders mor til mig.

Mens min omgangskreds ømmede sig over Det Demokratiske Partis genvordigheder, kunne vi fryde os over, at republikanerne ingen fremtid havde. De var et fortidslevn af velhavernes egoisme, og de havde saboteret alle sociale fremskridt siden Roosevelts New Deal i 1933.

Der var ikke andet at gøre end at vente på, at demokraterne fandt sig selv igen, så demokraterne kunne bruge magten til noget fornuftigt.

Og nu - denne 2005-novembermorgen med den lave sol over Washington - spørger jeg mig selv, hvor mange af mine kammerater fra den gang, der mon stadig venter.

Det er jo ikke gået, som vi forestillede os. Republikanerne er ikke røget på historiens køkkenmødding, og demokraterne har ikke fundet sig selv. Magten er de gledet længere og længere fra.

Fra 1967 og frem blev demokraterne mere og mere splittede på Vietnam-krigen. Republikaneren Nixon gik i 1968 til valg på, at han havde "en hemmelig plan" til afslutning af krigen. Det havde han ikke. Til gengæld havde han hemmeligt lokket sydvietnameserne til at sige nej ved fredsforhandlingerne i Paris, så der ingen fred blev inden valget. Samtidig havde han iværksat det, der blev omtalt som hans "sydstatsstrategi", og som republikanerne flittigt har benyttet sig af lige siden. Strategien går ud på at spille på udsatte hvide gruppers frygt for sortes fremadstræben, men gøre det med snedigere ord end den plumpe racismes.

Nixon vandt i 1968 - og igen i 1972. Dernæst faldt han på Watergate-skandalen. Den åbnede sluser for, at demokraten Jimmy Carter kunne stige til præsidentembedet fra 1976-80. Carter kunne bruge sin sydstatsbaggrund til at dræne hvide grupper ud af den republikanske "strategi" - et trick, Bill Clinton eftergjorde ved valgene i 1992 og 1996. Måske kan demokraterne kun få valgt en præsident, hvis kandidaten er fra Syden. Ellers falder sydblokken til republikanerne, som på forhånd råder over Midtvesten.

USA's udvikling siden 1967 har været i republikanernes favør. Religiøse grupper, der den gang følte sig hævet over politik, har opdaget, at deltagelse er en vej til magt og medlemmer. Med afsky for demokraternes fritænkeri valgte de republikanerne, som til gengæld skuffelagde deres principper om adskillelse mellem stat og kirke.

I samme periode forstærkedes udvandringen fra storbyerne, industristaterne og fagforeningerne - alle demokraternes højborge. Den hvide middelklasse flyttede til syd- og veststaternes forstæder og blev republikanere.

Og så er der det med pengene. Washington dunster af korruption. Eller det, der ligner. Valgkampe afgøres af tv-reklamer, og prisen stiger mod skyerne. Politikere bruger en stor del af deres tid på at rejse penge - og donorerne forventer dem mangfold retur, når offentlige midler deles ud. Som pengemagtens parti formår republikanerne at indsamle nogenlunde tre gange så meget som demokraterne. Til gengæld skylder de så erhvervslivet tre gange så meget. Mindst.

I deres pengerigelighed har republikanerne kunnet bombardere vælgerne med et tv-mix af fromhed, fædrelandskærlighed og familietilbedelse. Samtidig har de hånet demokraterne: "De tre ting er jo ikke noget, I går ind for, vel?"

Hvor ligger enden på alt dette? I at Bush forbløder i sin krig, som Johnson gjorde i sin? I at USA's oppustede økonomi brister, så en ny depression baner vejen for en ny Roosevelt? Eller vil fejlslagen krig og økonomisk sammenbrud tværtom give det galoperende højre nyt smæld i hovene? Det er der historisk fortilfælde for. Unægteligt.

Hvad ville mon Roosevelt sige til alt dette? I sin tiltrædelsestale i 1933 sagde han:

"Målestokken for en genopretning af vort samfund er den udstrækning, hvori vi anvender sociale værdier, der er ædlere end blot gevinst i penge."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu