Læsetid: 6 min.

Web 2.0 og politik på internettet

Web 2.0 er det nye buzzword. Nu bliver internettet et virkeligt fælles projekt, hvor alle kan deltage. Men hvad indebærer dette for den politiske kommunikation på internettet?
18. januar 2007

Fra starten blev internettet udråbt til at være en anarkistisk udfordring mod de eksisterende informationsstrukturer, som kunne muliggøre helt nye former for interaktion mellem mennesker uafhængigt af tid og sted. Men forhåbningerne, eller truslen, blev ikke realiseret. Langt den største del af trafikken på internettet blev centreret omkring tjenester, der ikke afgørende adskiller sig fra tidligere kendte former. Selvom der blev foretaget visse modifikationer i kommunikationsformen, blev der hovedsageligt stadig tale om envejskommunikation fra virksomheder til forbrugere.

Således også for den politiske kommunikation. Ethvert parti har selvfølgelig en hjemmeside og måske endda et debatforum eller et nyhedsbrev. Men grundlæggende er partiernes hjemme-sider blevet brugt til at prædike for de allerede troende, de er hovedsageligt for partiets kernevælgere. Og de fleste politikere har personlige hjemmesider og/eller en blog, hvor de præsenterer et nøje indstuderet og mere personligt billede af sig selv, men uden muligheder for eller ønske om at gå i dialog med læserne.

Internettet har været et nyt medie til at formidle det samme budskab, og det har ikke grundlæggende ændret ved, hvordan den politiske deltagelse og kommunikation foregår. Internettet er derfor ofte blevet afskrevet som mere eller mindre irrelevant for den politiske kommunikation.

Kontrollen hos brugerne

Men Web 2.0 kan måske ændre ved dette, hvis den trend, der kan observeres inden for andre tjenester på internettet, også slår igennem inden for den politiske kommunikation.

Web 2.0 er et slagord, der dækker over en mindre revolution i den måde, som kommunikation og samarbejde på internettet foregår. Som med mange slagord er indholdet uklart. Men kernen i begrebet er, at kontrollen over indholdet i stigende grad er hos brugerne i stedet for hos tjenesteudbyderen. Kendte eksempler på Web 2.0's er Wikipedia, internet-leksikonet, der skrives af brugerne, MySpace, hvor håbefulde musikere kan præsentere deres værker, og You-tube, hvor brugerne kan uploade deres egne videoer. Brugerne af internettet er ikke længere tilfredse med at være passive forbrugere, de vil være aktive producenter.

For at være succesfuld på Web 2.0, er det ikke nok at tilbyde underholdning eller information, det er nødvendigt at give brugerne mulighed for at anvende deres egne talenter og udtrykke deres egne holdninger. Det nye digitale medielandskab er præget af samarbejde mellem mange, samarbejde som kan være alt fra underholdning til udvikling af open source software. Det handler mere om, hvordan det gøres, end hvad der gøres.

Denne udvikling medførte, at det amerikanske magasin Time i dets årlige kåring af årets personlighed valgte læseren. Begrundelsen var, at privatpersoner i langt højere grad havde taget kontrollen over informationsalderen. Internettet blev ifølge Time i 2006 et redskab til at bringe mange små bidrag sammen til en helhed, der kan skabe forandringer.

Potentiale for politikere

Spørgsmålet er, hvad dette indebærer for den politiske aktivitet på internettet, for politikerne og for medborgerne? En del har allerede ændret sig i USA, og som sædvanlig følger vi nok efter.

Ved det seneste præsidentvalg i 2004 var den demokratiske kandidat Howard Dean den, som bedst udnyttede internettets muligheder til at sikre finansiering. Selvom det ikke rakte til at opnå partiets nominering, viste hans aktivering af internet-græsrødderne, at der er potentiale i at anvende internettet, og flere har fulgt i hans fodspor.

Udviklingen giver medborgerne mulighed for aktivt at deltage i den politiske proces. Længst er udviklingen kommet inden for politiske blogs, hvor politikere og privatpersoner kommenterer aktuelle politiske emner. Selvom politiske blogs som nævnt ikke er ukendte herhjemme, er udviklingen i USA nået et skridt videre. Blogosfæren har fået en langt højere status, og nogle af skribenterne er respekterede politiske kommentatorer, som har givet et ekstra input i det politiske landskab.

Den nyudnævnte leder af det demokratiske flertal, Nancy Pelosi, forsøgte at udnytte den nye politiske blogosfære og fik en gratis lektion i, hvad Web 2.0 kræver af politikerne. I foråret 2006 brugte hun den populære blog Daily Kos til at udsprede sine synspunkter. Men hun lærte hurtigt, at brugerne er langt mere krævende end normalt.

Pelosi svarede ikke på indlæg, der blev postet som re-spons til hendes indlæg. Dette ledte til, at brugerne blev fortørnede over, at Pelosi ikke svarede og undrede sig over, hvad de skulle med hendes 'pressemeddelelser'. Brugerne ønskede ikke envejskommunikation i form af information om hendes synspunkter, som politikere er blevet vant til. De ønskede at debattere med hende om, hvilken fremgangsmåde der ville være ønskværdig.

For politikerne betyder udviklingen, at mediespin ikke er en brugbar strategi på Web 2.0. Her er der ingen journalister, som udelukkende holder mikrofonen. I stedet bliver politikerne nødt til at indgå i en dialog med læserne. For at parafrasere et lettere slidt begreb, så logrer hunden med halen og ikke omvendt. Spørgsmålet er, om denne kontrol kan overføres til verden uden for skærmen, så Web 2.0 kan medføre en højere grad af medborgerkontrol over politikken.

Med bukserne nede

I USA er det også i stigende grad de politiske blogs, der tager politikerne med bukserne nede. Dette skete nærmest bogstaveligt talt for republikanske Mark Foley, der blev afsløret i at sende seksuelle tilnærmelser til en tidligere ansat mand, som oven i købet var under 18 år. Historien blev lækket gennem en blog. Dette og andre eksempler viser, at politikerne ikke længere er på sikker grund. Det er meget svært at holde en saftig historie tilbage, mulighederne for lækager er uendelige.

Web 2.0 kan give medborgerne større mulighed for at overvåge politikerne. I fremtiden kan der udvikles netværk, som via nettet samarbejder om bestemte emneområder. Dette findes allerede, men i fremtiden får disse netværk endnu bedre mulighed. Teknologien giver mulighed for at overvåge den politiske proces fra start til slut. Alle ideer, statistikker og beslutningsprocesser kan blive udsat for en kritisk granskning udført af interesserede medborgere med den nødvendige kundskab og vilje til at bore sig ind i problemets kerne.

Herredømmefri dialog

De nye muligheder for kommunikation skaber muligheder for at skabe en helt ny form for dialog og debat mellem medborgerne, hvor deltagerne i mindre grad kan dominere hinanden.

Dermed skabes der tilsyneladende mulighed for at skabe det ideal om den herredømmefri dialog, som Jürgen Habermas har anset for en nødvendig forudsætning for det kommunikative demokrati.

Men udviklingen er endnu ikke i nærheden af at realisere dette ideal. Det teknologiske fremskridt er ikke uden faldgruber. Ofte betyder diskussionsivrigheden også, at et verbalt ragnarok følger efter. Enhver, der regelmæssigt deltager i diskussioner på internetforummer, ved, hvor let diskussionen kammer over i en endeløs strøm af perfide udladninger. Det er ikke let at skabe en gnidningsfri dialog.

Dette bliver ikke lettere af, at kommunikationen er skriftlig, på trods af en lind strøm af smileys og akronymer. Mulighederne for kommunikation via video er endnu ikke til stede i tilstrækkelig høj grad, og spørgsmålet er, om det nogensinde kan erstatte kommunikation, som foregår ansigt til ansigt?

Desværre er medborgerne i cyber-demokratiet langtfra altid så velopfostrede, som en herredømmefri dialog forudsætter. Som alle idealer er det ikke nødvendigvis realiserbart, men det kan alligevel være værd at huske på. Også virkelighedens demokrati kan have behov for at have et spejl, der udstiller alle mangler.

Og selvom blogs står for afsløringerne, er de stadig afhængige af, at de traditionelle medier tager historien op. Blogosfæren er (endnu) ikke stærk nok til at fremtvinge konsekvenser, det er stadig de traditionelle medier, der sætter dagsordenen.

Selvom Web 2.0 giver medborgerne muligheder, er der forudsætninger, der skal opfyldes, før disse muligheder bliver udnyttet. En helt afgørende forudsætning er, at der findes medborgere, der gider at gøre en indsats, og som har evnerne til og mulighederne for at gøre det. Teknologien kan give muligheden, men evnen og lysten skabes stadig IRL (In Real Life).

Henrik Serup Christensen er ph.d.-studerende i statskundskab på Åbo Akademi Universitet og forsker i ukonventionelle former for politisk deltagelse

Kronikken i morgen:

Familien inden for og uden for mafiaen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her