Læsetid: 6 min.

Webergrill med sidevogn

26. juli 2005

Life happens while you’re busy doing other things
John Lennon

Lørdag aften var tænkt som ugens særlige mulighed for at vedligeholde sammenhængskraften i familien, hvorfor vi havde inviteret teenagetøserne på tapas på »Envy« for at tilbringe en aften i hinandens selskab. Betingelsen var: ingen sms’er eller forudgående aftaler måtte afkorte eller forstyrre samværet. Den lille kunne desværre ikke. Havde en aftale med en veninde om at spise ude på »Skoven«. Den store indvilligede efter moden overvejelse, efter at have holdt tilbuddet op imod eventuelle aktivitetsalternativer i netværket. Det blev en hyggelig aften med kaffe og hyldeblomst på Druen & Bønnen inden vi gik hjem ca. kl. 22.30. Kl. 22.45, da fruen og jeg sad på altanen i den lune sommernat og lyttede til genboens havefest, dukkede den store op med en forespørgsel, om hun en halv time kunne tage på engen til nogen venner og sige »hej«. Tre kvarter for resten.
Mit ræsonnement gik på, at formålet med aftenen for de voksnes vedkommende var opnået, og jeg sanktionerede udskejelsen. Fruen ville diskutere, hvilket jeg afslog. tre kvarter senere kom den lille hjem – fra en herlig aften på »Skoven« – som i øvrigt ligger op til Engen – de må næsten have krydset hinanden. Den store kom kl. 11.57. Inden for det akademiske kvarter. Ok da! Søndag bortfører vi dem til Thurø, hvor vi forsøger at dyrke dem uden flugtveje. De gider ikke spille ludo længere.
Er det muligt at skabe sammenhængskraft i nutidens familie? Og hvori består den?
Tidligere var det, ifølge Lars Qvortrup (2001) gud, konge og fædreland. De rige havde familiedynastier, den jævne familie generationers fælles tag over hovedet, som så blev afløst af kernefamilier for at ende i dagens forhandlingsfamilie, hvor opdragelse er afløst af forhandlingsbaserede relationer – og der er behov for opbygge forpligtende relationer

’Den kreative klasse’
Fortidens deocentrisme er afløst af nutidens polycentrisme med krav om »viden, kommunikativ tilgængelighed og netværksdannelser«. Gud, Konge og Fædreland er erstattet af Ego, Netværk og Cyberspace. Familien adskiller sig ikke væsentligt fra, hvad der sker i andre organisationer, hvor der, ifølge Richard Florida (2001) er en udbredt grad af fragmentering. Man skaber værdier og samarbejder i teams, der definerer sig selv, men socialt konstruerer en sammenhæng at virke i. Måske mine to teenagetøser ubevidst orienterer sig mod at blive en del af »den kreative Klasse«.
Men er der grund til at bekymre sig om sammenhængskraften i familien? Det er jo ikke noget nyt, at den unge generation improviserer over adfærdsformer og skaber nye organisationsformer. Sagde Sokrates ikke, at nutidens ungdom ikke er, som den har været, eftersom de ikke hører efter deres forældre og spilder deres tid på tant og fjas?
Beskrivelsen af nutidens familie er meget kompleks og præget af samme grad af kontingens, som præger de moderne samfund generelt. I vores eget lille land har de fleste det godt. At materialismen præger tilværelsen, ser man på reklameblokkene og børneværelserne, garagerne og det fiktive »samtalekøkken« inkl. Vi køber hinanden med mobiltelefoner og retrocykler, charterrejser til eksotiske »øde« strande, udestuer, Webergrill med sidevogn, sommerhus – og tilbringer weekender i oplevelsesuniverser som Fields, Bilka, Bonbonland eller Lalandia.
Mange af os har flere penge, mere tid og uanede muligheder, men bruger dem ofte hver for sig. Vi hænger ikke sammen med hinanden, hverken i familien, samfundet eller verden, ikke med de, der ligner eller de, der er anderledes pigmenteret. Familier og enkeltindivider falder fra hinanden, lider af stress og ordineres eller ordinerer sig selv piller eller terapi med eller uden videnskabelig dokumenteret virkning, for ikke at krakelere helt.
Det materielle og det spirituelle går hånd i hånd. Kirken falder fra gud. Konge og fædreland erstattes med Se & Hør og globalisering. Politik er marketingsstrategisk orkestreret. Familien falder fra hinanden, samtalekøkkenet står tomt, der er ikke nogen, vi kan falde om halsen, fordi far er ved at ringe efter en bringepizza, mor tjekker mail på hjemme-pc, og vi andre står i hver sin krog og tjekker sms.

Tre sfærer
Den tyske socialfilosof Axel Honneth beskriver tre grundlæggende sfærer for anerkendelse, som både kan ses som en udviklingskronologi i det enkelte menneske eller som tre sfærer, som alle underbygger og forudsætter hinanden og sikrer et samfunds sammenhængskraft. Den første sfære er den nære mellemmenneskelige relation, man finder i venskabet, familien eller kærligheden. Den anden sfære er den retslige anerkendelse af et individ eller grupper som besiddende rettigheder, som kan defineres i juridisk henseende, og som er med til at give et individ selvagtelse. Den tredje sfære for anerkendelse er den der foregår i fællesskaber, hvor man i kraft af sine egenskaber og præstationer tilkendes anerkendelse, hvilket er med til at opbygge et værdifuldt selvforhold.
Honneth beskriver den ufuldstændige frihedsforestilling (eller romantiske individualisme,) hvor individet har en bestandig søgen efter frihed i sig selv, som, ifølge Honneth, kun resulterer i tomhed, hvorimod et mere fuldstændigt frihedsbegreb udvikles i mellemmenneskelige forhold. »I solidaritetsforhold viser jeg de andre mere end respekt og tolerance, jeg opfatter mine livsmål som noget, der muliggøres eller beriges af andres evner. Denne gensidige værdsættelse er bundet til forudsætningen om, at man deler en fælles værdihorisont.« Eller en fælles fortælling. En ambition for den moderne polycentriske familie i det kontingensprægede og hyperkomplekse samfund (Qvortrup igen) kunne være i ny og næ at samles om den fælles historie, de fortællinger, der cirkulerer, dvæle i nuet sammen og eventuelt vedligeholde og justere den fælles overordnede vision om familien, og hvad den kan bruges til.
Familien er stadig stedet, hvor relationer har optimale udviklingsbetingelser, der er dybe rødder (måske nogle er overfladiske, men så er de ofte vidt forgrenede). Det er her, der er rum og plads til at give udtryk, til at finde ud af, hvem man er, eksperimentere, ytre tanker, dumme sig, skabe sig og få anerkendelse, overbærenhed og tilgivelse. Mine teenagedøtre falder med mellemrum over fotokasser og -album og kan tilbringe en hel søndag eftermiddag med at rekapitulere og rekonstruere deres livshistorie – fortabt for verden og i mindernes vold. Det sker at de husker ting, som aldrig er sket (ligesom Benny Andersen). De genopdager deres egen, forældrenes, familiens, Fyns og landets fortællinger i samspil og sammenhæng med deres liv. Selv om Emilie Durkheim brugte begrebet »organisk solidaritet« i en anden sammenhæng, mener jeg dog godt, det kan anvendes i denne sammenhæng: Den enkelte er en bestanddel af en større og mere omfattende helhed og får i kraft heraf sit tilhørsforhold.
Maden og samværet omkring tilberedelse og indtagelse kan i min optik være en træningsarena og katalysator for det, Per Schultz Jørgensen definerer som udtryk for sammenhængskraft: »Samhørighed, fællesskab, social gensidighed, stabilitet – og solidaritet.«

Familiekrøniken
Når vi voksne inviterer (og insisterer) på middags- eller morgenmad sammen. Når far fortæller om roquefortens tilblivelse. Hvordan hyrdedrengen glemte sin ost i hulen af lutter forgabelse i vinbondens datter på svampetur, og tre uger senere var der skabt et gastronomisk mirakel. Så snakkes forelskelse og kærlighed – om hvordan far mødte mor og var så forgabt i hendes fødder, at han måtte bide i hendes storetå. Så opstår magiske øjeblikke, hvor der fortælles og deles historier og skabes nye fortællinger, der kobles til det fælles gods, der udgør familiekrøniken.
Ingen nærgående interview om ugens udskejelser og de blå mærker på arm (og hals – gud bedre det!)
Med lidt empati og tålmodighed opstår en atmosfære. Vi snakker sammen (samtaler), vi lytter smiler og griner sammen i en tidslomme et sted i verden – på anden sal i byens centrum, midt i verden – bare en familie – bygger en spinkel bro mellem generationerne. Uden at fordømme vurdere, moralisere, men lytter, udforsker, er nysgerrige, deler tanker, oplevelser, følelser og opdager hinanden på ny, opdager, at vi ikke er så forskellige.
Familien er måske nok en banegård, og nok stritter vi i ugens løb i alle retninger, men blot vi morgen og aften mødes på banegården og løser billetter og i transitten giver os tid til at dele oplevelserne fra dagens rejse og beskrive de næste destinationer. Skaber sammenhæng!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her