Læsetid: 5 min.

West Hams pagt med djævlen

12. september 2006

Den sidste dag i sommerens transfervindue - den 31. august - er altid en af de mest dramatiske i fodboldåret. Mange menneskeskæbner er i spil i døgnets sidste timer frem mod midnat, hvor fodboldagenter forsøger at få detaljerne på plads i komplicerede handler, fodboldstjerner skibes frem og tilbage over grænserne i sidste-øjebliks transaktioner, hundredevis af millioner skifter hænder og klubpræsidenter ruger over beslutninger, der vil afgøre klubbens - og deres egen - fremtid.

Sådan er det hvert år den 31. august. Nogle bliver købt, og andre bliver solgt, og bag hver transaktion ligger der en god historie.

Det hører dog til sjældenhederne, at en handel kan fremprovokere et så lammende chok af tavshed som det, der lagde sig over den internationale fodboldverden, da den engelske Premier League klub West Ham klokken 17.00 på sidste handelsdag kunne offentliggøre, at de havde skrevet kontrakt med to af de mest efterstræbte unge fodboldstjerner i verden, argentinerne Carlos Tévez og Javier Mascherano.

Begge spillere havde i løbet af sommeren været sat i forbindelse med storklubber som Chelsea, Manchester United, Bayern München og Milan, og det virkede ubegribeligt, at holdet fra Nordlondons arbejderdistrikt havde været i stand til at opsnappe de to eftertragtede navne.

Både Tévez - der er angriber - og den defensive midtbanemand Mascherano er faste elementer i den argentinske landsholdstrup og vurderes til at være omkring 300 millioner kroner værd - hver.

Under normale omstændigheder ville en klub som West Ham aldrig være i nærheden af at kunne få fat i spillere af den kaliber. Og det er da heller ikke normale omstændigheder, der ligger bag argentinernes ankomst til Upton Park. Tværtimod.

Fodboldens skyggesider

En efterforskning af forløbet bag den bemærkelsesværdige transaktion er en rejse ind i professionel fodbolds skyggesider, hvor anonyme rigmænd og mystiske mellemhandlere skjuler sig - og hvor prisen for et par fantastiske fodboldspillere kan være selve klubbens sjæl.

Den centrale figur i historien om West Hams køb af Tévez og Mascherano - en iransk-født forretningsmand - er så omgærdet af mystik, at man ikke engang kender hans nøjagtige fødselsdato, navn eller nationalitet. Han hedder enten Kia Joorabchian, blev født den 14. juli 1971 og er britisk statsborger, eller også er han canadisk statsborger, blev født den 25. juli og bærer navnet Kia Kavash. Disse forskellige oplysninger er angivet på stiftelsesdokumenterne på nogle af de virksomheder, han kontrollerer.

Hvad man ved med sikkerhed om ham er, at han blev født i Iran, og da han var ganske ung, flyttede han med sine forældre til England, hvor hans far drev en Mercedes-forretning i Kent. Han blev uddannet på University of London, hvor han også mødte den kirgisiske forretningsmand Roy Azim, der introducerede ham for en række betydningsfulde russere, herunder oligarken og milliardæren Boris Berezovsky.

Kia Joorabchian - som de fleste kalder ham - gjorde sin entré på den internationale fodboldscene i november 2004, da han som chef for firmaet Media Sports Investments (MSI) investerede i den brasilianske storklub Corinthians, der på det tidspunkt sloges med en gæld på over hundrede millioner kroner. MSI og Corinthians indgik en aftale, der indebar, at MSI i praksis leasede klubben i ti år. MSI dækkede Corinthians gæld mod at få to repræsentanter i klubbens fire mand store bestyrelse og en regel, der fastslog, at i tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen skulle den afgørende stemme kastes af Joorabchian.

Desuden hentede selskabet en række storspillere til klubben, blandt andet Carlos Tévez, Mascherano, Carlos Alberto og Hugo. MSI solgte dog ikke spillerne til Corinthians, men bevarede selv ejerskabet over dem.

Det betød i praksis, at MSI overtog kontrollen med den brasilianske klub, hvilket senere kom Corinthians' dyrt at stå.

I starten varslede MSI's engagement dog lysere tider for klubben, og i i 2005 kunne Corinthians lade sig kåre som brasilianske mestre. Den sportslige succes var imidlertid baseret på et skrøbeligt fundament: Klubben var kontrolleret af fremmede kræfter, og mesterskabet var skaffet af spillere, som Corinthians ikke selv ejede. Og året efter smuldrede det. Konstante konflikter mellem MSI's folk og repræsentanterne fra Corinthians resulterede i, at MSI trak en række af sine spillere ud af klubben igen - herunder Tévez og Mascherano, og efterlod Corinthians med et ribbet hold, der i den netop forgange sæson befandt sig i bunden af ligaen.

Brugt som brækjern

Imens er Tévez og Mascherano altså ankommet til London. Hvordan West Ham har erhvervet de to spillere er uvist, for både klubben og MSI nægter at afsløre noget om de to spilleres kontrakter.

Det ligger dog fast, at West Ham ikke har haft råd til at købe Tévez og Mascherano til markedsprisen, så klubben har sandsynligvis overtaget de to spillere for et ganske lille beløb - eller måske helt gratis - og skal kun betale deres lønninger. Til gengæld er spillerne ikke ejet af West Ham, men af MSI.

Dette rejser spørgsmålet, hvorfor et firma som MSI vælger at parkere et par af sine væsentligste aktiver i en lille klub som West Ham i stedet for at sælge dem til nogle af de langt rigere klubber, der efter sigende bød på dem? Svaret kom måske få dage efter transfervinduets lukning. Da oplyste West Ham nemlig til Londons Stock Exchange, at en anonym tredjepart havde afgivet et bud på opkøb af hele klubben.

Kilder tæt på West Hams ledelse afslørede kort efter, at byderen var - Kia Joorabchian.

Dermed tegner der sig et billede af, at MSI har brugt Tévez og Mascherano som brækjern til at få fodfæste på det engelske marked, og at formålet hele tiden har været at erhverve Premier League klubben. Og i engelske fodboldkredse er der frygt for, at West Ham har indgået en pagt med djævlen i form af et selskab, der - præcis som det var tilfældet i sagen med Corinthians - vil overtage kontrollen med klubben og samtidig bevare ejerskabet af de bedste spillere, således at West Ham fremover vil eksistere på MSI's nåde.

Situationen bliver endnu mere kompliceret, når man forsøger at finde ud af, hvem der står bag Kia Joorabchian. Den 35-årige iransk-fødte forretningsmand lægger nemlig ikke skjul på, at han har stærke finansfolk i ryggen; han vil blot ikke oplyse hvem. Direkte adspurgt har han svaret: "Jeg bliver bakket op en af gruppe af magtfulde mænd med investeringer i olie, medier og underholdning."

Oligarker

Kilder med kendskab til Joorabchian og MSI oplyser dog, at han er tæt knyttet til nogle af de oligarker, der byggede deres formue på Sovjetunionens sammenbrud, blandt andet den 60-årige milliardær Boris Berezovsky, Chelseas ejer Roman Abramovich og den georgiske milliardær Badri Patarkatsishvili.

Endnu er det imidertid uklart, hvem der finansierer Joorabchians aktiviteter, ligesom det også er uvist, om West Hams formand Terence Brown og klubbens øvrige storaktionærer accepterer at blive købt ud. Men én ting er sikker: Spillet om West Ham er først lige begyndt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu