Læsetid: 2 min.

WFP's omgang med sandheden

10. juli 2006

Den 20. juni bragte Information mit indlæg,"Den underholdende fattigdom", om mediernes valg af nyheder fra Afrika. Herunder kom jeg sporadisk ind på World Food Programme (WFP), som jeg hævder misinformerer offentligheden om forholdene i Zambia. Mit indlæg affødte den 27. juni et læserbrev fra WFP's Nordiske direktør, Mikael Bjerrum. Han undrer sig over, at jeg bringer dette op igen, idet jeg jo allerede er blevet præsenteret for dokumentation for WFP's informationer. Men denne såkaldte dokumentation er yderst mangelfuld, hvilket jeg vil redegøre for i det følgende.

Baggrunden for min påstand er blandt andet, at man den 2. november 2005 på FN's hjemmeside UN Daily News kunne læse følgende: "Næsten hver dag kan man i aviserne læse om familier, der er døde, fordi de ikke har tilberedt deres magre måltider af vilde frugter behørigt, rapporterer Jo Woods, World Food Programme-s informationsmedarbejder fra Zambia."

Mellemn

Den kliniske dødsårsag skulle angiveligt være forgiftning, men i de zambiske mediearkiver var der ikke forlydender, der berettigede en sådan pressemeddelse, og et besøg hos de lokale myndigheder i Livingstone kastede heller ikke noget lys over sagen. Ingen på det lokale distriktssygehus kendte umiddelbart til familier, der var blevet forgiftede, og heller ikke politimesteren for Livingstone Distrikt, Mr. Chewe Bowa, kunne huske at have hørt om sådanne hændelser. Ifølge ham spiser landbefolkningen ofte rødder, vilde frugter og bær, og selvom befolkningen godt ved, hvilke rødder de ikke skal spise, dukker der af og til forgiftningstilfælde op med dødelig udgang.

Men her var altså tale om hele familier, og dét næsten dagligt. Et virkelighedsbillede, som Mr. Bowa hverken var stødt på i sin daglige gang gennem avisern eller i sit virke som øverste politimyndighed i Zambias sydlige provins, og som han derfor stillede sig yderst skeptisk overfor.

En henvendelse til WFP's pressemedarbejder i Zambia, Jo Woods, øgede forvirringen, idet hun tilsyneladende ikke var klar over, hvem i organisationen der egentlig havde forfattet denne pressemeddelse. Hun mente at meddelelsen formodentlig var forfattet hos WFP's regionskontor i Johannesburg, Sydafrika, og at det godt kunne være på foranledning af noget, hun havde sagt.

WFP's nordiske direktør Mikael Bjerrum blev nu konfronteret med det faktum, at deres forlydender fra Zambia ikke kunne verificeres. Han sendte derefter to sider med udklip fra zambiske medier. Dét, som Mikael Bjerrum kalder dokumentation for "næsten daglige forlydender om familier, som dør af at spise giftige rødder" beløb sig tilsyneladende til ialt fire episoder, hvor mennesker er døde, i 2005 op til november, hvor WFP udsendte pressemeddelsen.

På grundlag af dels det udleverede materiale fra Mikael Bjerrum samt WFP i Zambia, dels mange timers søgning i nyhedsarkiver er der ikke belæg for en pressemeddelse som den nævnte.

Mikael Bjerrum anfører i sit indlæg, at der ingen som helst grund er til at overdrive virkeligheden. På basis af det foreliggende materiale er det netop, hvad WFP gør. Og jeg må igen spørge, om ikke både Zambia og de mennesker, der forsøger at holde sig orienteret om udvikling i Afrika ved hjælp af blandt andre World Food Programme, i sidste ende er bedst tjent med at billedet der formidles, afspejler virkeligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu