Læsetid: 3 min.

Whist, poker, e-Bay og Madden

Internettet er en røver. I første omgang en tidsrøver - men i længden også en pengerøver. Og det er både kvinder og mænd, der bliver berøvet, hvis de har en svag karakter - og det har de
17. marts 2006

På TV 2's hjemmeside kan man spille whist, men jeg gør det ikke mere. Det har jeg lovet mig selv. Jeg elsker at spille whist, og derfor lavede jeg en profil for et par år siden. Bum, så spillede jeg whist hele tiden. For whist på internettet er en tidsrøver. En hel søndag kunne jeg sidde og spille. Men også i hverdagen. Jeg skrev speciale på det tidspunkt, og der er virkelig ikke langt fra sådan et blankt word-dokument til TV 2's hjemmeside. Jeg spillede også tit whist om aftenen - eksempelvis kan man sagtens nå en runde - fire spil - på det kvarter, det tager fra man sætter ris over, til de er færdige. Og mens en af de andre spillere melder, kan man så lige smutte ud i køkkenet og tjekke, at det ikke koger over.

Som det fremgår, tog det overhånd, så jeg sagde til mig selv, at nu måtte det være nok. Og det sagde min kæreste i øvrigt også. Desuden begyndte de at tage penge for det, de røvere - det var stadig gratis, hed det, men man kunne købe et VIP-medlemskab. Det betød blandt andet, at der aldrig var plads i rummene, fordi de var reserveret til VIP-medlemmerne, og det irriterede mig. Lidt ligesom dankortet. Først vænner man folk til noget, og så tager man pludselig penge for det. Folkekravet imod VIP-medlemskab på TV 2's hjemmeside er dog ikke helt så massivt, så der koster det stadig penge.

Man kan ikke vinde penge i whist - det kan man derimod i poker.

Så det begyndte jeg på. Først spillede jeg om fiktive penge, men udbyderne er så venlige, at de også tilbyder spil med rigtige penge. Poker på internettet er en tidsrøver - og en pengerøver. Det nåede aldrig at tage overhånd, men det kunne være blevet dyrt. For det løber ikke rundt - heller ikke selv om man selvfølgelig er skidegod til at spille. Det kunne jeg se på min konto.

Til gengæld løber det helt sikkert rundt for udbyderne. Der sidder tusindvis af spillere døgnet rundt, og de lægger alle en lille slat penge i gebyr for at spille. Nogle røvere, er de. Det påpegede min kæreste også, men hun skulle nødigt snakke, for hun var på eBay på det tidspunkt. Internetrøverne går nemlig ikke kun efter drengene - selvfølgelig ikke. eBay er en tidsrøver. Det er en kæmpe online-butik, som man surfer rundt på. Så byder man på noget og skal hele tiden følge med i, om andre byder over. Det er også en pengerøver: "Jeg har vundet en auktion," sagde min kæreste tit.

"Du har ikke vundet en skid. Du har købt et par sko," svarede jeg gerne. Eller en trøje. Eller en nederdel, som man alligevel ikke kan passe, selvom man har brugt en halv dag på at email-udveksle mål med sælgeren, og derfor må sælge igen, hvilket formentlig passer eBay strålende - de tager jo også gebyrer.

"Kan man ikke bare lade være?" spørger dem fra mine forældres generation Jo, men det er pokkers svært, hvis man bare har antydningen af en svag karakter, og hvem har ikke det? "Men det er da for galt," fortsætter dem fra mine forældres generation - hvis de da ellers kan løsrive opmærksomheden fra det fjernsyn, som de bevidstløst sætter sig foran fem timer hver aften.

Men der findes løsninger. De er ikke gratis - det skal man ikke tro. Min kæreste købte et par sko til 1.600 kroner - dem havde hun længe ønsket sig - som en slags afslutning på sit eBay-bekendtskab. Nu er hun ikke på eBay mere. Det har hun lovet sig selv.

Jeg har meldt mig til Drømmeholdet, og i konkurrence med nogle venner skal jeg i de næste måneder bruge min tid på noget så væsentligt som at sælge og købe halvtriste superligaspillere, som jeg så håber ikke får for mange advarsler. Det koster 59 kroner. Jeg har også købt et computerspil, der hedder Madden. Det koster 200 kroner, hvilket i længden er meget billigere end whist og i særdeleshed poker. Men Madden er en tidsrøver. Det er Amerikansk Fodbold, og det er møgsjovt.

Der er også noget, der hedder Madden Online. Her kan man spille Madden imod folk fra hele verden og få alvorlige tæsk, selvom man selvfølgelig er skidegod til det. Og EA-Sports, som laver spillet, har lovet, at det i hvert fald indtil august måned er gratis at spille Madden online. De er sådan nogle flinke mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu