Læsetid: 4 min.

Who the fuck was Allis?

Nogle vil sige at Allis Helleland var kvinden, der reddede Statens Museum for Kunst, andre vil sige at hun leflede for en folkelighed. Men på bundlinjen fik hun som museumsdirektør åbnet en lukket institution mod samfundet omkring. Og det er der respekt for. Nu skal hun gentage sin bedrift I Oslo
17. februar 2007

Allis Helleland, direktør for Statens Museum for Kunst, tiltræder som ny direktør for Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo til august. Og den afsked er der helt sikkert blandede meninger om på den danske kunstscene. Hun har om nogen været kritiseret for at være populistisk i sin profil, udtalt hovedsageligt blandt kunstnerne og den mere elitære del af kunstscenen. Hun er til gengæld blevet rost til skyerne for sin styrke i modvind, og hendes bedrift med at få styr på et museum, som var isoleret for samfundet og bag murene var ramt af kaotiske tilstande i økonomien og administrationen. Hun forlader under alle omstændigheder et museum, som har fornyet sig og taget det danske publikum til sig.

Det har været et langt sejt træk. At komme til museet i 1994 og møde de udfordringer, der var dengang, forklarer hun, med en organisation, der ikke fungerede, medarbejdere, der var kede af det og et museum, der var meget lukket for omverdenen, men med en plan om en ny tilbygning.

"Det var jo en fantastisk udfordring for mig dengang, og da vidste jeg, at det kunne lade sig gøre sig gøre at få vendt den gamle skude. Også selv om mine kolleger advarede mig og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre," forklarer Allis Helleland ovenpå hendes beslutning om at forlade den danske kunstscene.

Oslo og mand lokkede

Nu er der et andet nationalgalleri, som trænger til den samme behandling. Og det er ikke så underligt, at det blev i Norge, da Allis Helleland er gift med Norge - hendes mand er norsk, og hun har fulgt med på den norske kunstscene ad den vej.

"Jeg søgte ikke stillingen, men blev til sidst lokket med et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Det er en kæmpe udfordring at skulle gennem den proces igen. Jeg synes, jeg med min erfaring her fra og mit danske og internationale netværk er godt rustet til opgaven."

Allis Helleland har unægteligt vist, at hun har viljen til jobbet. Det kræver dog visioner og en dygtig stab, hvilket hun har haft på Statens Museum for Kunst

"Der var så mange skjulte ressourcer i huset, og medarbejderne ville det samme som mig. Vi kiggede fremad - ikke tilbage. Vi har forsøgt at tænke nyt og utraditionelt hele vejen.

Jeg kan efterlade et hus - verdens bedste museum, synes jeg, hvor tingene nu hænger sammen, både rammerne og kunsten. Der er tjek på det hele nu - også økonomien.

En leflen for folket

Ifølge Allis Helleland var den mere folkelige profil for museet en helt nødvendig udvikling. En linje, som trods sin åbenhed, har mødt kritik.

"Jeg vil sige, at hun har været med til at gøre Statens Museum for Kunst til en mere udadvendt institution. Det kan man sige uden at skulle forholde sig til hendes kunstpolitik. Det gode ved det er, at museet ikke længere er en uigennemtrængelig højborg med kunstneriske kæpheste, som det var tidligere. Det er blevet et mere folkeligt museum," siger Jacob Wamberg, professor ved Kunsthistorie i Århus.

Risikoen ved det er i hans øjne, at det til tider går hen og bliver decideret populistisk.

"Og det har da også været tilfældet. Jeg synes, der har været indslag, som har været problematiske i den sammenhæng. For eksempel Bille Augusts iscenesættelse af Georg Jensens sølv, Tage Andersens blomsterudstilling og Erik Mortensens kjoler har været indslag, som i mine øjne har lidt haft et populistisk anslag. Kendisser, der viser rundt, alene fordi de er kendte, var en plat folkelig idé."

Generelt har Jacob Wamberg en blandet fornemmelse af hendes tid på museet, og i hans øjne er der mange, der synes, hun har gjort for kraftigt knæfald for den folkelige smag.

"Hun har ment, at hun vidste, hvad folket ville have, som dengang hun afviste René Blocks samling. Det mener jeg er problematisk."

Jacob Wamberg mener dog ikke, at hun har kørt museet ned. Tværtimod, synes han, at museet er blevet et langt mere spændende sted at komme.

"I det hele taget vil jeg sige, at museet har udviklet sig i en heldig retning. Det er utvivlsomt et mere spændende museum end det, jeg mødte i 80'erne. Men jeg synes, at der har været en form for over-ivrighed for at komme publikum i møde."

Men Helleland vidste fra starten, at den folkelige profil ville blive nødvendig.

"Det var en lille gruppes privilegier, som man tog fra dem. Nu skulle museet være allemandseje, og det var svært. Men ikke længere, tror jeg. Det har vi også kunnet mærke på opbakningen både fra befolkningen og regeringen," forklarer hun.

"Jeg synes ikke, der er noget, som skal ændres. Man skal blive ved med at tænke nyt og følge med tiden og publikummet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her