Læsetid: 2 min.

Wienervals

5. oktober 2005

DET ER EN SEJR af historiske dimensioner, at EU mandag aften overvandt den dybe strid og fjendtlige offentlige holdning og tog hul på optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Kort efter midnat, blot med nogle timers forsinkelse, åbnede den britiske udenrigsminister Jack Straw i en mere symbolsk ceremoni forhandlinger med sin tyrkiske kollega Abdullah Gül, der først satte sig i flyet til Luxembourg i det øjeblik, han fik fuldstændig vished for, at EU kunne nå til enighed.

Selv om vejen er brolagt med forhindringer og skærpede krav fra EU, er optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet dermed omsider igang.

At EU overvandt sine egen dybe splittelse er mere end bare en klog sikkerhedspolitisk og kulturel beslutning. Det er helt afgørende for EU's egen fremtid. Og det er en sejr over en religiøs dagsorden i europæisk storpolitik, hvor det ikke lykkedes for det katolske Europa at få sat en bremseklods for tyrkisk medlemskab.

Tyrkiet er ikke en islamisk, men en sekulær stat, hvor der tilfældigvis er et muslimsk flertal, som Jack Straw også udtrykte det. At optage en nation, hvor muslimerne er i flertal, er mere end bare en symbolsk håndrækning til de millioner af muslimer, der allerede lever i EU. Det er en klog beslutning i forhold til at bløde op på civilisationernes sammenstød. Tillige er optagelsen af Tyrkiet en sejr for det rummelige og sekulære Europa. Og det er indirekte en bekræftelse af den pluralisme og de værdier, der kendetegner den europæiske civilisation. For EU er jo først og fremmest en retsorden, der sikrer indbyrdes tolerance og respekt for religiøse overbevisninger.

BEKYMRINGER OM, hvorvidt EU kunne fortsætte med at udvide i bredden, uden at udvide i dybden, er blevet fremført med stigende styrke. Og noget er der om snakken, men samtidig har det aldrig klædt EU at kigge indad og være defensiv. Fællesskabet har altid fungeret bedst, når det havde et mål at stræbe efter - ligesom man hele tiden skal cykle, for ikke at falde af cyklen.

Det bliver helt sikkert en stor mundfuld at optage Tyrkiet, og forhindringerne vil vise sig ved alle tænkelige lejligheder undervejs. Og sådan skal det være. Det gode er, at arbejdet nu er lagt i hænderne på EU-bureaukraterne og ikke på de politikere, der hele tiden skal tage hensyn til nationale afstemninger. Det er lidt som Wienerkongressen i 1814-15, hvor Europas magtfulde fyrster og diplomater mødtes til forhandlinger om Europas nyordning efter Revolutions- og Napoleonskrigene. De prominente deltagere blev holdt hen med baller, mens det hårdtarbejdende diplomatiske korps klarede forhandlingerne. Og sådan vil det nok også være i Bruxelles. Iagttagere har peget på, at det nu kan komme til at gå hurtigt med optagelsen af Tyrkiet, også selv om 80.000 siders EU-lovgivning tager sin tid at implementere.

Man troede i lang tid - med henvisning til at tyrkerne allerede to gange var nået til Wiens mure, men blevet slået tilbage - at østrigerne for tredje gang i historien holdt tyrkerne tilbage. I stedet viste det sig at være et strategisk træk i forhold til at få Kroatien med ind i fælleskabet. I sandhed: EU er i bevægelse!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu