MARKUS WOLF betragter sig selv som "en symbolfigur for store dele af DDR", har han forklaret i tysk presse.
Her tager den snart 74-årige, tidligere leder af DDR's udlandsspionage, munden lidt vel fuld. I hvert fald hvis udtalelsen skal forstås sådan, at store dele af de tidligere DDR-borgere ser op til ham. Dertil har han sat sig for meget mellem to stole ved dels i mange år at være generaloberst i Ministeriet for Statssikkerhed, dels i 1989 at kritisere Erich Honecker og - umiddelbart inden lukketid - kræve reformer af den forstenede DDR-socialisme.
I 1993 blev Wolf idømt seks års fængsel for landsforræderi. Men både den tyske forfatningsdomstol og den tyske højesteret nåede i 1995 - meget rimeligt - frem til, at Markus Wolf ikke kan dømmes for forræderi mod Forbundsrepublikken, når han i årene som spionchef var statsborger i DDR uden at kunne ane, at han mod sin vilje ville blive det i Forbundsrepublikken i oktober 1990.
Den øverste anklager Kay Nehm og hans medarbejdere gik derefter i gang med at finde stof til alligevel at få ram på Markus Wolf.
En spionchef med hans ry må jo være ansvarlig for både drab, bortførelse, bestikkelse, tyveri og andet strafbart, skulle man tro.
MEN DET HAR ikke været muligt at hænge Markus Wolf op på nogen våde jobs, som det vist hedder i branchejargonen, når blodet flyder. Faktisk er anklageskriftet til den retssag, der tirsdag startede i Düsseldorf i hjertet af det Wirtschaftswunder-Tyskland, der aldrig har været Markus Wolfs, "forbløffende sølle", konstaterede Der Spiegel i mandags.
Tre meget gamle forhold har anklagemyndigheden gravet frem:
Kidnapningen af tolken og engelsklæreren Christa Trapp, der i marts 1955 blev inviteret på middag og bortført af en DDR-agent. Christa Trapp tilbragte et par timer i Østberlin, mens Stasi prøvede at få hende til at spionere for sig. Hun gik på skrømt ind på forslaget, men fortalte alt til amerikanerne, så snart hun var tilbage i Vestberlin.
Stasi-premierløjtnant Walter Thräne flygtede i 1962 med sin kæreste til Vesten, men DDR-agenter lokkede parret til et øde stenbrud i Østrig, hvor de blev overfaldet og i bevidstløs tilstand ført hjem til Østberlin. Dér ventede der Thräne en dom på 15 års fængsel.
Markus Wolf siger, at han kendte til operationen - uden at bære ansvaret. Og hvis han kan gøres ansvarlig, beviser historien først og fremmest, mener han, "at vi ikke havde professionelle dødspatruljer". "De havde næppe ulejliget sig med at føre parret tilbage til Berlin i live."
Et konkret bevis mod Markus Wolf er en arrestordre mod typografen Georg Angerer. Den bærer Wolfs underskrift, hvilket han også selv erkender. Den tyske flygtning Georg Angerer omgikkes med-emigranten Willy Brandt i 1930'ernes Oslo, gik siden i tysk tjeneste i det besatte Norge og havnede efter krigen i DDR. Det livsløb fik Markus Wolf til at tro, at Angerer kunne bruges til at kompromittere Willy Brandt, der dengang - set fra Østberlin - var en vesttysk koldkriger. Men trods presset var det kun almindeligheder Angerer bragte til papir i Stasi-fængslet - han blev løsladt.
MARKUS WOLF KUNNE - hvis han havde ment sin modstand mod Honecker alvorligt nok - være flygtet til Vestberlin eller Forbundsrepublikken i 1989. Så kunne han ikke være blevet tiltalt for sagerne Trapp, Thräne eller Angerer. (Trapp-sagen forældedes allerede i 1961!) Men for at omgå de forlængst udløbne forældelsesfrister suspenderer de tyske domstole forældelsen i alle de år, DDR eksisterede, og stiller Markus Wolf for retten efter DDR's lovgivning. På den måde bliver meget gamle lovovertrædelser pludselig friske og anvendelige.
Når juraen skal bøjes så voldsomt for at få Markus Wolf for retten, kan man ikke lade være med at se ham som "symbolfigur".
Nok ikke så meget i østtyskernes bevidsthed som inde i hovederne på de vesttyskere, der sætter sig til doms over ham.
Hvis retssagen mod dette DDR-symbol ender med en forkølet, betinget dom for nogle 35-40 år gamle bortførelser, der ikke har kostet menneskeliv, vil dét så være en passende dom over DDR's uretsstyre? Det vil dets ofre næppe synes.
Markus Wolf var en professionel, dreven og formentlig iskold spionchef, der i lighed med sine vestlige modparter brugte alle kneb i den kolde krigs varmeste fase i 1950'erne og 1960'erne.
Han er ingen helt, men derfor kan han godt have ret, når han påpeger, at "den kolde krigs sejrherrer optræder som dårlige tabere" ved ikke at lade sagen Markus Wolf ligge efter de klare retsafgørelser fra 1995.
ni. (Niels Rohleder)
