Læsetid: 3 min.

Woody-økonomien

1. september 1999

SOM DET MODERNE menneske, der med en permanent uro i kroppen styrter afsted i livet og spænder mavemusklerne hårdt af angst for den allestedstruende bulimi og anoreksi, så foregiver den globale økonomi ved udgangen af det 20. århundrede, at den er så tjekket, velklædt, æstetisk smuk og kapitalistisk som aldrig før. Her et år efter, at den russiske økonomi blev erklæret konkurs og verdens finansmarkeder frygtede det værste - et sammenbrud, en depression eller et stort systemkrak - føler mange, at vi befinder os i en ny æra: 'en ny økonomi', hvor kampen mod inflationen definitivt er vundet, den økonomiske vækst er stabil, arbejdsløsheden er på vej ned og hvor investeringerne i ny informationsteknologi og Internettet overalt i den vestlige verden giver løfter om en ny gylden vækstperiode.
Mulighedernes land, Amerika, der er dominerende indenfor alle nye informationsteknologier, har i halvfemserne surfet på ryggen af en historisk lang højkonjunktur med imponerende vækst på tre-fire procent om året. Og aktierne har oplevet spektakulære kursstigninger. XXL-generationen har aldrig levet i en federe tid. Selvom kurserne på Wall Street aktiemarkedet er sivet en smule på det seneste, så er det ledende Dow Jones indeks alligevel steget med mere end 20 procent indenfor det sidste år.

MED MICROSOFTS nørdede chef Bill Gates i spidsen har de rigeste mangedoblet deres velstand i løbet af halvfemserne. De rigeste 200 personer i verden har nu en formue på 1.000 milliarder dollars, påpeger den seneste årsrapport fra FN's udviklingsprogram UNDP. Imens er de fattigste - i Afrikas krigszoner, i Sydøstasiens finansramte autokratier og i Østeuropas mafiaøkonomier - blevet fattigere. Forskellen i indkomster mellem den rigeste femtedel og den fattigste femtedel af verdens befolkning var i 1960 tredive gange; i dag er den 74 gange, og det er, som den tidligere chef for USA's bistandsprogram, Brian Atwood, har sagt, "et giftigt mix", der vil "skabe kriser i fremtiden".
Siden sidste års finanskrise og kamikazekurs er de østasiatiske økonomier så småt ved igen at få luft under vingerne - i alt fald hvis man skal tro statistikkerne for bruttonationalproduktet. Regionens regeringer har kickstartet økonomierne ved at pumpe lånepenge ud til forbrug og investeringer. Selvom hundrede millioner af fattige stadig lider og sulter, så buldrer industriens produktion og aktierne atter frem med tocifrede vækstrater i flere asiatiske lande. Devaluerede valutaer overfor dollar og euro sætter kul på Asiens eksport - men det øger USA's i forvejen gigantiske underskud på handels- og betalingsbalancen.

ALT SÅ LÆNGE USA surfer højt på den rigdom, som de oppustede aktiekurser sender ud i forbrugsivrige amerikanske husstande, så er det godt for verdensøkonomien, at Østasien, Japan og EU kører med et stort handelsoverskud overfor USA. Japan og Euroland er - i kraft af ikke mindst historisk lave rentesatser - ved at komme op i omdrejninger igen, og det kunne give anledning til en vis optimisme på vegne af fremtiden. De største japanske og europæiske selskaber fusionerer på livet løs for at nå den samme kritiske masse som de amerikanske giganter. Det kan give profitterne et nyt løft, men efterfølgende slankekure i antallet af medarbejdere kan true med at forværre de i forvejen høje arbejdsløshedstal, der med god grund giver anledning til social og politisk bekymring.

TIDEN ER altid knap og fyldt af uro for det moderne selv, og således også for den globale økonomi. For en uge siden trådte verdens mest magtfulde centralbankchef, USA's Alan Greenspan, en smule på bremsepedalen ved at hæve renten med et kvart procentpoint. Det er muligt, at denne bebrillede bankmand - der til forveksling ligner en kloning af den neurotiske Woody Allen og Walt Disney-dværgen, Gnavpot - kan skabe en blød landing for de sygeligt høje, næsten bulimiske, amerikanske aktiekurser. Det vil være sundt, for Greenspan havde ret, da han i fredags advarede om, at de voksende priser på aktier og ejendomme i USA gør landets økonomi mere skrøbelig og risikerer at føre til et pludseligt styrtdyk i priserne.
Det er en velgørende replik til tidens inflationære snak om, at vi befinder os i en "ide-baseret økonomi". Man må f.eks. betvivle Wall Streets dømmekraft, når markedet på manisk vis banker kursen på nystartede internet-virksomheder op som var de nye babelstårne - uden at kigge ned på det usikre realøkonomiske fundament. I halvfemserne har finansmarkedets narcissister og selvforelskede mikrofonpolitikere sat tidsåndens grandiose selv i tale, men økonomiens sårbarhed er mangedoblet, fordi den aldrig før har været så oppustet, underholdningsbegærlig og global i sit omfang. Man må håbe Woody Gnavpot Greenspan kan punktere den værste galskab, og at der findes realpolitikere til at håndtere forandringen.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her