Læsetid: 4 min.

Wounded knæ

18. marts 1997

NU GÆLDER det om at mobilisere alle psykiske reserver og skue fremad efter den tragedie, der søndag ramte dansk presse ved aflysningen af Clintons marts-besøg i Danmark. Opstandelsen har ikke været tilsvarende stor omkring en enkelt begivenhed siden Jesu genopstandelse. Det gjorde ondt, rigtig ondt, og et stort, møjsommeligt sorgarbejde forestår for alle os, som har været involveret i foromtalerne. Men som psykologerne plejer at sige, når folk er stedt i krise: Sig til dig selv, at dette er den første dag i dit nye liv.
Det gør vi så, og det eneste spørgsmål, det med det in mente vil være relevant at stille, er: Hvad kan vi bruge det præsidentielle knæfald til?
Endnu er alle enkeltheder omkring uheldet ikke oplyst. Officielt var der tale om et uheldigt fejltrin på en mørk trætrappe i Florida, hvor Clinton befandt sig for at spille golf, men hvem tror på den forklaring? Skulle en så habil spiller som Clinton virkelig have slået golfbolden fra tee-stedet helt ind i huset og op på en trappeafsats? Der er snarere tale om et af de mange røgslør, CIA er kendt for at lægge ud for at dække over præsidenters privatliv. Men hvadenten Clinton har forberedt sig til at møde repræsentanter for Det konservative Folkeparti i øjenhøjde, dvs. knæhøjde, eller blot har foretaget et sine sædvanlige sidespring, er resultatet det samme: Wounded knæ.

EN ANDEN nærliggende mulighed: Der kan være tale om et veltilrettelagt reklamefremstød. Blot svært at sige for hvad. I Danmark huskes endnu, hvorledes Rebildfesten ved flere lejligheder har været benyttet som platform for en bredvid international medieomtale. Den kom, da teatergruppen Solvognen i en fjern fortid optrådte som uanmeldte indianere med fjer og blod og hyl, og det skete da dronning Daisy faldt så lang, hun var foran kameraerne på en 4.juli i det nordjyske. Billederne gik verdenspressen rundt. Den hedengangne SF-politiker, Aksel Larsen, hentede vælgernes sympati og mange stemmer hjem på et brækket ben umiddelbart før et valg. Men den amerikanske præsident er jo for nogen tid siden blevet genvalgt og kan ikke direkte opnå andet en massiv goodwill, hvad der selvfølgelig altid kan stive personligheden af.
At hændelsen for dansk presse var en slem streg i regningen, ses bl.a af de vældige ressourcer, der var sat ind på at dække præsidentbesøget, og som i stedet og i første omgang blev omdirigeret til at beskrive det, som Michael Meyerheim i morgen-tv kaldte for Dagens fugl, nemlig knæskaden. Jyllands-Posten havde sat hele tre medarbejdere til at skrive en enkelt artikel om skaden og blev kun overgået af Politiken, der med vanlig sans for proportioner og fuglestof havde sat ialt fire journalister til at skrive forsideartiklen. Vigtigt, knageme.
På Billed-Bladet havde man planlagt ti siders reportage i næste nummer, men måtte søndag hasteindkalde mandskabet for at lave sig om. Skuffelsen var enorm og ikke blot hos pressen, men også på slottet, i hotelbranchen og hos politiet, der nu må se frem til at få sommerferien inddraget. De toneangivende danske politikere i Folketinget og københavnsk kommunalpolitik havde i forvejen måtte drukne sorgen på konservativ maner, da de af præsidentens folk var blevet tvunget til at hente de pinde ind, som de så gerne ville have stået på. Turistbranchen viste for første gang sine ægte følelser. Den græd.

PRÆSIDENTENS fald vil til gengæld få en uvurderlig betydning for andre, som er i samme situation, alle, som er faldet. Lidelserne vil være lettere at bære i tiden fremover. Der vil komme en ny interesse for knæ, som længe har været en alt for overset legemsdel. Man skal helt tilbage til 1970, hvor den franske filminstruktør, Eric Rohmer, instruerede Claires knæ og med den film genindsatte knæet på sin rette plads som erotisk tiltrækkende legemsdel. Den handlede om en mand, som var besat af netop Claires knæ. Der mumles allerede i filmkredse om betimeligheden af en follow-up, en film med titlen Clintons knæ, som hvis den bliver en succes, kan resultere i en hel serie af knæfilm: Kohls knæ, Jeltsins knæ, Madeleine Albrights knæ. Og hvorfor skulle Erik Balling ikke få sit come-back med filmprojektet Uffes ben?

MEST REALISTISK er det dog at forestille sig, at det er den magtfulde, amerikanske knæ-, kryk- og kørestolsindustri, som står bag uheldet. En gang imellem kan en amerikanske præsident, specielt når han er demokrat, have brug for et lille, diskret skub for at blive mindet om erhvervslivets interesser. Dette er gisninger, men i USA er der penge bag det meste, og enhver er sig selv nærmest.
Nogle aviser har en passant nævnt, at aflysningen var en smule ærgerlig, fordi besøget kunne have fået en vis realpolitisk betydning for de baltiske landes nærmere tilknytning til den vestlige verden, men det er naturligvis en detalje ved siden af det egentlige: Skuffelsen over at Clinton ikke får lejlighed til at opleve det danske forår, som er unikt i verden. Og at vi ikke får lejlighed til at demonstrere vores gæstfrihed ved at åbne Tivoli specielt for ham, fordi haven, når han kommer i begyndelsen af juli, i forvejen vil være åben.
Men med ægte dansk ukuelighed og optimisme, og da den første skuffelse var inkasseret og fordøjet, opholdt de danske aviser og Clinton-modtagere sig ved det, som altså nu er håbet og fremtiden: Juli er i virkeligheden et langt bedre tidspunkt at få besøg af præsidenten på. På grund af vejret.
Og til den tid vil Daisy og Bill, de to omtumlede mennesker, stadig kunne få sig en rigtig cosy knæsnak i Amalienborgs dertil gearede gemakker. Det manglede bare.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her