Læsetid: 4 min.

WTO ved skæbnevej

24. november 2003

SNAK og luftige løfter skortede det ikke på i torsdags, da 34 amerikanske lande aftalte i Miami, at de vil danne en regional frihandelszone. Men aftalen er uden indhold. Den er som et stort tag-selv-bord, hvor man ikke er enige om ret meget andet end at forhandle videre. USA vil ikke åbne sit landbrugsmarked, og en række sydamerikanske lande som Brasilien lukker af for aftaler om intellektuel ejendomsret.
Miami-mødet illustrerer glimrende de dilemmaer, som også har lammet verdens handelsorganisation, WTO. I september måtte de 148 medlemslande af WTO rejse tomhændede hjem fra Cancun-topmødet, fordi der var en afgrundsdyb politisk uenighed mellem de rige lande i Nord – USA, EU og Japan – og en gruppe store u-lande i Syd, anført af Brasilien, Kina, Indien og Sydafrika.

LANDBRUGSPROTEKTIONISME i de rige lande stødte frontalt sammen med u-landenes uvilje til at give indrømmelser på nye felter som investeringer, offentlige udbud og konkurrenceret. Fra Cancun til Miami er debatten om nye liberaliseringer af verdenshandelen stivnet. USA har under præsident Bush ikke vist et globalt lederskab, og ingen andre fylder tomrummet ud. I stedet for at arbejde for et mere åbent verdensmarked igennem WTO, har USA sagt, at det i stigende grad vil satse på bilaterale aftaler med villige nationer. Det er ikke vejen til visdom, men til et spil baseret på blind egoisme.
Bush øget statsstøtten til landbruget i stedet for begrænse den. Og han har indført en høj beskyttelsestold for stål og tekstiler. Den amerikanske ’stålmur’ skal fjernes, fastslår WTO’s domstol, men intet tyder på, at Bush bøjer sig. EU truer på sin side med at lægge straftold på en række amerikanske importvarer. Det er alt andet end lykkeligt. Striden kan skabe en transatlantisk handelskrig og en negativ kædereaktion i verdensøkonomien. I denne sag krænker USA de multilaterale handelsaftaler i WTO. Det samme er tilfældet, når USA truer med at lave en stram kvoteordning for kinesiske tekstiler. USA slæber rundt med en underskud på handelsbalancen på over 500 mia. dollar, men det er uacceptabelt, at Bush-regeringen forsøger at gøre Kina til syndebuk.
USA’s beslutning »strider imod WTO’s principper om fri handel, åbenhed og ikke diskrimination«, udtalte den kinesiske handelsminister. Ha, historikere vil sikkert en dag finde det ironisk, at det kapitalistiske USA – der kalder sig en frihandelsnation – med rette må tage imod lektioner fra Kinas kommunistiske regering. Efter globalt at have missioneret for mere åben verdenshandel, der kan give velstandsgevinster på over tusind milliarder dollar i nord og syd, er USA ved at blive angst for sin egen skygge. Den store rige imperiale magt tør ikke tage konsekvensen af sin egen ideologi. Tværtimod er USA forfaldet til handelsprotektionisme af den værste slags, og det virker som en torpedo imod det multilaterale handelssystem.

USA er ikke eneansvarlig. Den Europæiske Union har også et stort medansvar. De politiske ledere i EU har ikke turdet gøre op med den hormonfede landbrugsprotektionisme, der koster skatteyderne dyrt og ødelægger livs- og eksportgrundlaget for fattige landmænd i u-landene. EU kan skam ikke prale af rene hænder. Desuden har EU gjort det endnu sværere at skabe en aftale i WTO, fordi man siden Singapore-topmødet i 1996 har stillet maksimale krav om liberalisering af offentlige udbud, grænseoverskridende investeringer og grønne handelskrav, som det har været politisk umuligt for de fattige u-lande at imødekomme.
Fronterne mellem Nord og Syd er frosset mere og mere fast, og det er på høje tid, at EU’s handelskommissær Pascal Lamy opdager, at EU er nødt til at udvise større flexibilitet i forhandlingerne. Den 15. december mødes WTO-landene i Geneve for at genstarte de forliste Cancun-forhandlinger, men det kan ende i et nyt sammenbrud. Multilateralismen står desværre ikke stærkt for tiden – hverken økonomisk eller politisk. Nationalegoismen og handelsprotektionismen er i fremmarch i det rige nord. Folk lukker sig om sig selv, i stedet for at åbne sig for samtale og samhandel med andre. Fortsætter den udvikling vil det blive sværere for de fattige u-lande at eksportere sig ud af fattigdommen, fabrikere sig ud af den sociale vrede og få et solidt fodfæste på det globale verdensmarked. Verden kan i værste fald blive kastet ud i en negativ spiral, der som i 1930’ernes protektionistiske periode vil føre til øget politisk og økonomisk ustabilitet. Og desværre nok også flere krige.

TOTALT SET er det vores fælles sikkerhed, der står på spil. WTO må reddes og reformeres, inden USA og andre nationer fordømmer den multilaterale model til irrelevans.
Der må skabes en ny global pagt. Vi rige i nord må gøre op med den skadelige protektionisme og åbne op for friere handel med fødevarer og tekstiler over landegrænserne. Hvis ikke, vil alle blive fattigere og mere udsatte. Og WTO risikerer at miste sin legitimitet som en institution, der arbejder til alles fælles bedste.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her