Læsetid: 3 min.

Yankee, bliv her

7. november 2000

ET FREDSOMMELIGT præsidentvalg i USA. Ingen af de førende kandidater er ideologisk skinger og truer med at styrte sit land, og verden med, i afgrunden. Amerikansk politik er gået den danske vej: Rykket til tilsyneladende sammenstuvning på midten; de to, der kan vinde, præsenterer sig begge tilforladeligt.
Vi på den anden side af Atlanten kan altså bare kigge på med interesse: Måtte den bedste mand vinde – og måtte det ved lejlighed også blive en kvinde! Og vore egne spindoktorer kan tænkeligt aflure en fidus fra kampagnernes effektmageri. Alt sammen god underholdning.

NIXEN. SÅ FJERNT er det ikke fra vores europæiske liv, ej heller vort danske. Det betyder noget for os, hvem der bliver valgt i USA.
Netop i forholdet til omverdenen har en tydelig forskel vist sig mellem George Bush’s og Al Gores valgkampe. Bush har signaleret vilje til amerikansk tilbagetrækning. Ikke økonomisk, men politisk og militært. Hans udenrigspolitiske rådgiver Condoleezza Rice har ligefrem udtalt, at de amerikanske soldater på Balkan skal hjem, og at der i NATO er behov for en ny fordeling af byrder mellem USA og Vesteuropa.
Al Gore, derimod, ønsker et fortsat stærkt amerikansk politisk og militært engagement i verden. Gore tilhører den ’internationalistiske’ fløj i Det Demokratiske Parti, i langt højere grad end Bill Clinton. I Clinton-regeringens årelange nølen over for den katastrofale udvikling i eks-Jugoslavien var vicepræsident Al Gore én af dem, der pressede på, for at USA skulle sætte styrke bag de fromme formaninger til krigsforbryderne og folkemorderne.

SOM EUROPÆER kan man mene, at USA i alt for høj grad dominerer verden. Den holdning er ledetråd for fransk udenrigspolitik. Motivet er åbenbart: Mindre rolle for USA giver større rolle for et EU, hvor Frankrig har ambition om at være ledende kraft.
Det er ikke nødvendigvis interessen for andre lande i Europa. Ej heller for Danmark. Almindelig lillestatsstrategi tilsiger at knytte sig tættest muligt til den fjernestliggende venligtsindede stormagt. Danmark har ikke ønsker om EU som en militær supermagt. Hidtidige erfaringer viser EU’s vanskelighed ved – bare politisk – at stå samlet – i Mellemøsten, på Balkan.
En jævnbyrdighed skal ikke desto mindre findes mellem USA og EU. Det kan ikke gøres uden en større europæisk harmoni, men den kan formentlig kun opnås ved, at kontinentets stormagtsrivalisering holdes i ave af en fortsat amerikansk tilstedeværelse. En svær balance, der til begge sider af Atlanten stiller krav om taktfuld indlevelse. For Europa skal jo heller ikke bøje nakken under USA’s åg. Der er åbenbare handelspolitiske modsætninger – og gennem det seneste årti synlige forskellige vægtninger af miljø og sociale hensyn i verdenshandelen. Og der er forhåbentlig en europæisk kultur, der er kraftfuld nok til at yde amerikaniseringen modspil.
USA vil fortsat være en økonomisk gigant, som landet allerede blev det ved afslutningen af Første Verdenskrig. Og netop i årene derefter – med et republikansk kongresflertals afvisning af at tilslutte sig det globale Folkeforbund – blev farerne åbenbare ved, at USA ikke har politiske forpligtelser, der svarer til dets finansielle vægt. Så sent som i 1938 kunne Anden Verdenskrig være undgået ved magtfuld amerikansk optræden i Europa – hvis ikke den demokratiske præsident Roosevelt havde haft hænderne bundet af en isolationistisk kongres.
Det var ud fra den bitre erfaring, at begge USA’s partier efter 1945 stod bag det amerikanske engagement i FN, NATO og siden andre former for forpligtende samarbejde.

DEN INDENRIGS side af det amerikanske valg spiller også en rolle for os. Forenklet sagt står George Bush for den velvillige ligegyldighed over for USA’s dybe sociale skel, mens Gore bærer Roosevelt-Truman-Johnson traditionen for reform og ligestilling.
Bush ligner på det punkt sin far, der som præsident intet ønskede ændret i den gældende orden. »Country Club-republikanismen« kaldes indstillingen. De udvalgte, der lever det gode liv, overser så vidt muligt de uheldiges vilkår, men håber dem held med at tage sig sammen. Er de helt uforbederlige, er der jo altid kachotten – eller dødsgangen.
En ny præsident Bush betyder alt ved det gamle – og tænkeligt værre endda, såfremt republikanerne også holder kongresflertallet, hvor deres ledende kræfter er utilsløret reaktionære.
Et USA med øgede sociale spændinger vil på blot det halvlange sigt skulle bruge så mange kræfter på med magt at fastholde sin indre sammenhæng, at dets energi til politisk at engagere sig i omverdenen vil være sparsom.
For slet ikke at tale om, hvilket skræmmebillede på en kapitalistisk-demokratisk samfundsorden USA kan ende med at blive.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu