Læsetid: 4 min.

Yankee Stay Home

Det vakte udbredt harme, da »The Deer Hunter« i 1978 blev hædret med fem Oscars. Hverken harme eller hæder er svær at forstå. Det er en i ordets værste forstand naiv og navlepillende film, som er så mesterligt spillet og instrueret, at man elsker den mod bedre vidende
2. februar 2007

Allerede Stanley Myers elegiske kendingsmelodi lader os vide, at dette her ikke ender godt. Det samme gør filmens første scene, som viser en lastbil med fuld fart mod lillebyen Clairton i Pennsylvania. I mørket ligner dens cylinderformede anhænger en rambuk. Michael Ciminos episke fortælling om et lokalsamfund, som nær slås i stykker, da det i slut-60’erne sender tre af sine sønner i krig i Vietnam, kan begynde.
Krigen kostede 58.000 amerikanske liv og endte som bekendt i et nederlag, ingen havde troet muligt. Et vidnesbyrd om traumets størrelse er, at amerikanske filmmagere i stedet for at anskue krigen som en unik begivenhed har taget gammelkendte beretninger til hjælp: Året efter The Deer Hunter kom Francis Ford Coppolas Dommedag nu, som omplantede Joseph Conrads da 75 år gamle roman Heart of Darkness om den belgiske kolonimagt i Congo til Vietnam.

Vietnam som myte

I midt-80’erne kom så det andet kuld Vietnam-film, anført af Oliver Stones Platoon, som kombinerede en realistisk skildring af junglekrigens prøvelser med den tvivlsomme tese, at USA i virkeligheden »bekrigede sig selv«, illustreret ved en magtkamp mellem to sergenter, den ene en Kristus-skikkelse, den anden djævlen selv.
The Deer Hunter har en rem af samme problematiske hud, da Cimino væver autentiske nyhedsoptagelser ind i sin mytiske og stærkt subjektive fortælling om Clairtons tre hybrisramte patrioter, Nietzsche-mennesket Michael (Robert de Niro), hans nære ven Nick (Christopher Walken) og den umodne Steve (John Savage), som bliver gift dagen inden afrejsen. Med i kliken er yderligere tre jævnaldrende mænd, og alle seks holder af at tage på hjortejagt i bjergene. Men kun for Michael, som prædiker, at byttet skal nedlægges med ’ét skud’ er jagten et højere kald.
I Vietnam får hans ’ét skud’-diktum en ny og grusom betydning, da de tre venner tages til fange og tvinges til at spille russisk roulette mod hinanden. Skønt Michaels stålsatte selvbeherskelse og matematiske koldsindighed redder deres liv, er skaden sket, og mødet med fjenden (som Cimino skildrer som småtbegavede sadister) bliver fatalt.

Jomfruelige hjemstavn

The Deer Hunter bedyrer nok, at amerikanerne aldrig skulle have blandet sig, men den fremstiller samtidig USA som offer, ikke overgrebsmand. Ciminos Clairton – og by-ekstension Amerika – er ikke uskyldsrent, men næsten og netop derfor sårbart over for omverdenens ondskab (symboliseret ved, at Steves udkårne spilder rødvinsdråber på sin snehvide brudekjole).
Med sit mareridtsagtige menneskemylder er Saigon den diametrale modsætning til bjergområdet uden for Clairton; i dette neonoplyste undergangsrige fristes Nick til at spille russisk roulette for penge af en franskmand (de var jo trods alt i Vietnam før amerikanerne), som ikke giver indtryk af at have kendt uskyld nogensinde. Med syg ironi bliver hans livs traume altså hans nye levevej.
Livet i Clairton er dog ikke ganske uden torne. Barnet i brudens bug er ikke Steves, og med Nick som markant undtagelse føler Michael sig højt hævet over de storskrydende skvat, som udgør resten af mandegruppen – og ikke skal til Vietnam.
Flokkens sørgeligste eksistens, Stanley, spilles af splejsede John Cazale, som også i Godfather II og En skæv eftermiddag viste et unikt talent for den pressede eller forsmåede mandslings psykologi. Cazale var dødsmærket af kræft, da optagelserne til The Deer Hunter stod på, men tegner sig sammen med de Niro for min personlige favoritscene. På vennernes sidste jagttur inden krigen kalder, har rodehovedet Stan glemt sine støvler. Kontrolmennesket Michael har naturligvis et ekstra sæt med, men for at vise sin foragt for Stans sjuskeri nægter han at låne ham dem.
Den tone af forceret overstadighed, som de seks mænds sammenhold er gjort af, er intet værd i denne tilspidsede situation. Det er til gengæld Nick, som får striden løst og Stan, bestøvlet blot med et bebrejdende blik og et undrende »what’s the matter with you«, til Michael.

Dødsdømt kærlighed

De, der kun kender Christopher Walken som ildevarslende munter psykopat, vil få et chok, når de oplever ham i The Deer Hunter. Som ung var han et yndefuldt væsen med sarte ansigtstræk og en androgyn sexappeal af næsten Bowie’sk kaliber. Og Michael og Nicks dybe venskab er bestemt ikke uden erotiske undertoner.
Clairton ligger i læ for forandringens vinde i en sådan grad, at kvindfolk stadig er forment adgang til byens bar. Og Michaels mod rækker ikke til at gøre oprør mod byens strenge katolske (seksual) normer i form af andet end uforpligtende drengestreger. På sær vis skyder han sig ind på begærets mål ved at give efter for Nicks ferske kærestes (Meryl Streep) tilnærmelser. Læst med disse briller skyldes Nicks dødsdrift i Saigon måske ikke så meget torturtraumer som Michaels afvisninger af hans kodede kærlighedserklæringer.
The Deer Hunter er med andre ord ikke så reaktionær en film, som den på overfladen giver sig ud for.
Ciminos næste udspil var den ikke mindre ambitiøse Heaven’s Gate (der havde dansk repremiere forrige år), som skulle få status af filmhistoriens mest famøse, finansielle flop. Herefter fusede karrieren ud, og i 1996 skiftede Cimino som 57-årig filmgerningen ud med forfattertilværelsen. Men hans hovedværk fra 1978 gør et uudsletteligt indtryk. På godt og ondt.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu