Læsetid: 2 min.

Yderfløjene har fremgang

De politiske yderfløje mobiliserer, mens antallet af racistiske anmeldelser stiger
22. august 2006

Dansk Front, den radikale højrefløjsbevægelse, som Dansk Folkeparti i øjeblikket sætter alle sejl til for at distancere sig fra, melder om kraftig medvind.

"Muhammedkrisen gav os et gevaldigt boost, ligesom Ekstra Bladets hetz mod os for nyligt gav 300 brugere på vores internetforum. Men vi har også fået flere aktive - mere end en ny aktiv om dagen siden Muhammedkrisen," siger Dansk Fronts nye talsmand, Kenneth Andersen.

De aktive er clearet af Dansk Fronts ledelse og deltager i fester, demonstrationer og uddeling af politiske løbesedler. Dem har Dansk Front ifølge egne oplysninger nu 3-400 af. De mere løst tilknyttede medlemmer på hjemmesidens debatforum tæller et par tusind.

Jonas Jensen fra Researchkollektivet Redox, som har til formål at overvåge højrefløjen, mener, at medlemstallet er noget lavere. Han påpeger dog, at en demonstration i Svendborg i forsommeren, reelt arrangeret af Dansk Front, samlede 100 højreekstremister, det højeste antal til den type demonstration i Danmark siden Anden Verdenskrig. Og det var vel at mærke uden deltagelse af Nazisterne fra DNSB.

"Dansk Front har formået at samle en dybt splittet højrefløj," siger Jonas Jensen.

Som paraplyorganisation favner Dansk Front både nazister og hooligans som White Pride, en gruppe racistiske fans af fodboldklubben AGF.

Politiets Efterretningstjeneste har tidligere meldt om stigende aktivitet på den yderste højrefløj målt på aktive og interesserede. Samtidig er antallet af indberetninger af racistisk kriminalitet steget - fra 37 sager i 2004 til 81 i 2005. Og stigningen ser ud til at have bidt sig fast - frem til 1. juli i år har der i år været 39 anmeldelser.

Højrefløjsfortælling

René Karpantschof forsker i politiske bevægelser og konflikter ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet. Han mener, at efter en opblomstring i firserne og afblomstring i sluthalvfemserne er de radikale yderfløje igen på vej på banen.

"I forhold til for en to-tre år siden er der sket noget," siger han.

Radikaliseringen skyldes i høj grad en generel polarisering af samfundsdebatten i forhold til udlændinge, mener han.

"Der er opstået den her højrefløjsfortælling om, at Danmark og det danske folk er truet af udslettelse, fordi der er kommet et fremmed-element ind, som ikke kan og ikke vil blive en del af vores kultur. Når den fortælling bliver en del af debatten, åbner det for andre grupper på højrefløjen, som kan radikalisere den dagsorden," siger René Karpantschof.

Strafbare handlinger

Enkelte Dansk Front-sympatisører går så radikalt til værks, at det er strafbart - flere af de mænd, som overfaldt en afghansk mand i Holte i starten af august, bar således Dansk Front-trøjer.

Dansk Front-talsmand Kenneth Andersen beklager de tilfælde af vold, hvor Dansk Front-sympatisører har været indblandet, og "har det ikke godt" med tilfælde af overfald, hvor gerningsmændene bærer Dansk Front-trøjer.

"Men der er 3.200 medlemmer på vores internetforum - det er svært at holde øje med dem alle sammen," siger han.

Også på den yderste venstrefløj rekrutteres der nye medlemmer i øjeblikket. Socialistisk Ungdoms Front (SUF) er den hurtigst voksende politiske ungdomsorganisation, og medlemstallet er det seneste år noget nær fordoblet, så SUF nu tæller næsten 800 betalende medlemmer. Organisationen er tilknyttet Enhedslisten, men favner både marxister, socialister og meget aktive antiracister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her