Læsetid: 4 min.

Den yderste dag

Tømt for politik er 'World Trade Center' katarsis for en traumatiseret nation
22. september 2006

Sad Osama bin Laden og hans kammesjukker i en bjerghytte i Afghanistan og studerede amerikanske katastrofefilm, mens de planlagde terrorangrebet i 2001?

Tanken kan ikke udelukkes, for de rædselsscener, vi blev vidne til 11. september, lignede til forveksling en storslået Hollywood-film. I dagene efter var eksperter da også enige om, at det i mange år frem ville være umuligt at lave katastrofefilm. Virkeligheden havde overgået fiktionen, og befolkningens behov for spektakulære rædsler måtte vel siges at være dækket for et stykke tid.

Triumferende løft

Men dér tog eksperterne grueligt fejl, og her blot fem år senere begynder ringe at blive sluttet. Først kom briten Paul Greengrass' United 93, en semi-dokumentarisk die-hard-version af begivenhederne i det fjerde fly, der styrtede ned på en mark Pennsylvania. Og nu følger amerikanske Oliver Stone trop med sin mere traditionelle og gammeldags melodramatisering med fokus på den virkelige historie om to mirakuløst overlevende betjente i World Trade Center, som er filmens titel.

Hvor Greengrass' rekonstruktion var for barsk og nøgtern for publikum, er Oliver Stone mand for at levere varen.

Han fortæller "a true story of courage and survival", han sænker os ned i mørket, lader os gennemleve rædslen - afmagten, vreden, sorgen - for så triumferende at løfte os op i lyset igen, sammen med vores to helte.

World Trade Center er katarsis for en traumatiseret nation og god, om end lidt vammel underholdning for os, der - af en eller anden grund - har behov for at tude og blive trøstet.

At det netop er Oliver Stone, som orkestrerer sorgarbejdet, kommer ikke som nogen overraskelse.

Han har gjort sig til en slags krønikeskriver af nyere amerikansk historie og skildret nationale tragedier som Kennedy-mordet (JFK), Vietnam-krigen (Platoon, Født den 4. juli og Himmel og jord) og præsident Nixons fald (Nixon). Han er også en sucker for alt, hvad der er stort og spektakulært, så verdenshistoriens største terrorhandling er i den grad right up his alley. Overraskelsen ligger et andet sted, nemlig at Oliver Stone, som tilhængerne kalder USA's samvittighed - og modstanderne Mr. Conspiracy Theory - har begået en komplet apolitisk, ja lad os bare sige tandløs film om en så sprængfarligt politisk og myteomspunden begivenhed. Det lykkes Stone at holde fingrene fra de mange konspirationsteorier, der florerer, ligesom han helt afstår fra at tage politisk stilling, sætte begivenheden ind i en større sammenhæng og kommentere præsidentens hovedløse War against Terror. Det siger noget om amerikanernes sakrale forhold til 11. september og måske også noget om instruktørens behov for at do the right thing efter verdensklassefloppet Alexander fra 2004.

De vidste ingenting

Bedst er filmens første 20 minutter. New York sover stadig, da overbetjent John McLoughlin (Nicolas Cage) står ud af sengen for at gå på arbejde. Vi møder også den yngre betjent Will Jimeno (Michael Pena), der overvejer at pjække fra jobbet i Port Authority Police Department, men beslutter at tage på arbejde.

Om morgenen indløber en melding om en ulykke ved World Trade Center. John og Will er begge på udrykningsholdet, og da de når ulykkesstedet, er alt kaos. Luften er fyldt med papirer, kontorarbejdere forlader bygningen, nogle er sårede, andre chokerede, men ingen ved, hvad der er sket. Det gør politiet heller ikke. De ved ikke, at det er et terrorangreb, de ved ikke engang, at der er tale om to passagerfly, og de har ingen anelse om, at det kun er et spørgsmål om minutter, før tårnene braser sammen.

John og Will overlever, fordi de lige akkurat når at søge tilflugt i en elevatorskakt, den stærkeste del af bygningen. Lærredet går i sort, og resten af filmen ligger John og Will i stærk smerte i mørket under stål, beton og murbrokker. De kan ikke se hinanden, kun snakke sammen.

Det gør de til gengæld uafbrudt, for det gælder om at modet oppe og den dødsensfarlige søvn på afstand. De snakker om deres hustruer og børn, om livets små glæder og store udfordringer, de nynner titelsangen fra deres barndoms tv-helte Starsky & Hutch, og Will citerer tørt humoristisk fra filmen G.I Jane: "Pain is your friend. If you can feel pain, you know you're alive."

Imponerende levende

Fra det intime kammerspil klipper Stone jævnligt til den store episke skala. New yorkere kigger paralyseret af skræk på de samme tv-klip, myndighederne kæmper for at finde de få overlevende, George W. Bush holder tale til nationen, mens John og Wills hustruer forsøger at bevare roen og troen på, at deres mænd vil overleve mareridtet.

Oliver Stone er ikke nogen raffineret fortæller. Han maler med den brede pensel, men det er egentlig imponerende, at han kan gøre et så statisk og ufysisk drama levende og spændende. Kamera- og lydarbejde er fremragende: Vi mærker hovedpersonernes klaustrofobi helt fysisk.

Filmen er dog især båret af overbevisende skuespil, selv om Nicolas Cage og Michael Pena bogstavelig talt kun har ansigtet at spille med - Cage som den ansvarstyngede leder, der lukker op for følelserne, og Pena som den muntre, lidt barnlige mand, der viser stort mod.

Budskab i pap

Også Maggie Gyllanhaal og Maria Bello leverer nuanceret spil i de noget utaknemmelige roller som heltenes hustruer. Kun den religiøse ex-mariner, John Karnes (Michael Shannon), som trækker i sin gamle uniform og drager af sted til Ground Zero, fremstår som en kliche. Det er også ham, som har The Speech, et fast indslag i enhver Oliver Stone-film, hvor instruktører føler trang til at skære budskabet ud i pap.

Vi kan ærgre os over, at 11. september ironisk nok er endt som en spektakulær Hollywood-film. Men vi kan også tage de positive briller på: World Trade Center kunne have været langt værre i hænderne på en mere patriotisk instruktør end Oliver Stone!

World Trade Center. Instruktion: Oliver Stone. Manuskript: Andrea Berloff. Amerikansk (En lang række biografer landet over)

var id = window.location.search.substring(1);var player1 = new FlashObject("http://filmtrailer.com/trailers/flashplayer/player2_vers01/mediaplayer2.swf?" + "nocache=" + new Date().getTime() + "", "Mediaplayer", "403", "401", "7", "#ffffff", true);player1.addParam("scale","noscale");player1.addParam("salign","TL");player1.addVariable("direct_id", id);player1.addVariable("customer_id", '8385');player1.addVariable("film_id", '000325');player1.addVariable("color", 0xDDDDDD);player1.addVariable("tekstColor", 0x666666);
player1.addVariable("autoStart", false);player1.write("filmtrailer");

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her