Læsetid: 2 min.

Ydre og indre bjerge

At lancere en film om cykelsport i Danmark kan virke lidt som at forsøge at sælge sand i Sahara. Men Pepe Danquarts to timer lange epos om Tour de France 2003 står distancen
12. januar 2007

Som institution ynder Tour de France at hylde sig selv som den ultimative sportsbegivenhed. Og ikke uden grund. Selv hvis man ikke hører til dem, der sommer efter sommer tilbringer tre uger klistret til skærmen, kommer man ikke uden om, at det mere end 3.000 kilometer lange cykelløb overgår alt andet inden for idrættens verden, hvad angår dimensioner, fascinationskraft samt fysiske udfordringer for den enkelte deltager.

I 2003 - da Touren fejrede sin 100-års fødselsdag - fulgte dokumentaristen Pepe Danquart det tyske Telecom-hold, med veteranerne Erik Zabel og Rolf Aldag i spidsen. Danquart er en erfaren filmmand, og resultatet er blevet et stykke sobert og bundsolidt filmhåndværk.

Fra en dansk vinkel er det dog nærmest umuligt ikke at betragte enhver ny cykelfilm i lyset fra først og fremmest Jørgen Leths klassiske værker fra 70'erne og dernæst Tómas Gislasons enorme satsning med Overcoming om Touren i 2004. Og hér er det påfaldende, at Danquart, i modsætning til sine to danske kolleger, slet ikke i samme grad presser mytologier og fortolkninger ned over stoffet. Snarere tilstræber han at være i øjenhøjde med Touren og dens aktører og at skildre begivenheden, som den er - uden hverken at lægge til eller trække fra.

Indsigt og overblik

Hos Danquart får man kort sagt lidt af det hele: Stjerner og vandbærere, sportslige højdepunkter og grumme styrt, kammeratskab og rivalisering, storslåede tableauer og stille stunder, mediernes cirkus og farverige fans, sammenholdets dynamik og den enkeltes evige kamp mod egne grænser.

Men alligevel er det, som om der mangler noget. Selv om indtil flere scener kan give svedige håndflader, og selv om filmen i det store og hele virker veldisponeret, indsniger der sig hen imod slutningen af de to timers spilletid en fornemmelse af, at fortællingen savner en kerne, et overordnet projekt eller et greb, der kunne have hævet den det sidste stykke op i de luftlag, hvor den - trods sin jordnære tilgang - gerne vil placere sit emne.

Dét sagt er HelvedesTouren naturligvis et must for fans. Og for alle andre er den en solid dokumentarisk oplevelse, præget af filmmagernes evne til, om ikke at være alle steder på samme tid, så tilsyneladende hele tiden at være de rigtige steder. Cykelfilmenes Gule Trøje overtager den ikke - den bæres fortsat af Jørgen Leth - men hører man til dem, der fandt Gislasons Overcoming for flimrende, er her et alternativ, som på sin vis satser lidt mindre rent filmisk, men som til gengæld giver både indsigt og overblik, bag kulisserne såvel som på landevejene, historisk såvel som omkring det aktuelle løb.

* HelvedesTouren. Instr: Pepe Danquart. Tysk (Husets Biograf, København, Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her