Læsetid: 4 min.

Yeah, yeah, yeah

29. april 2003

HOV, HØR. Der er noget, der lyder anderledes. Sådan studsede radiolyttere for 40 år siden. En britisk kvartet – hvad var det mærkelige navn, Beatles? – gjaldede ud i æteren. Tonen var pågående, rå. På billeder så de da også underlige ud: Hår som svøbt butterdej hele hovedet rundt.
Forældre og andre med pædagogisk ansvar fornemmede, at her var noget, der kunne lokke den opvoksende ungdom på vildveje. Den opvoksende ungdom fornemmede det på samme måde og lyttede derfor med stigende begejstring. Noget var i gang, som ikke var autoriteternes. Noget, som man kunne gøre sig selv til en del af ved at lytte, synge med og få påfaldende hår og påklædning.
Tiårene, som de huskes, falder sjældent sammen med kalenderen. 1950’erne, med deres maske af pænhed over koldkrigsangsten, blev først afløst af 1960’erne i 1963 – det år, hvor The Beatles brød igennem, og præ-sident Kennedy blev myrdet. Begge begivenheder, den lyse og den mørke, blev til identitet for en generation.

MAGISK-MYSTISK tur – Magical Mystery Tour – var titlen på en 1967-Beatles tv-film og på dobbelt-ep’en derfra. Og en sådan tur var det, gruppen tog sit slægtled på. Fra rock’en og over de bløde ballader ud i vildsomt terræn, hvor sanseindtryk flød sammen med hallucinationer. De fire beatler signalerede, at de søgte inspiration i bevidsthedsudvidende stoffer. Det var med til at gøre stofferne til et oprør mod det be-stående, ikke bare et nydelses- og rusmiddel, men et politisk udtryk.
Koblingen var ikke heldig. Den kom til at trække lange spor gennem generationen og videre, med tabte og ødelagte liv til følge.
For den henførte samtid tog det sig ud, som om stofferne vitterligt løftede Beatles til nye højder. I sommeren 1967 udsendte de lp’en Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band – med et psykedelisk omslag og tekster så ejendommelige, at de kunne granskes og tolkes som hellig tungetale. Kort efter fulgte single’n All You Need Is Love, som bevægede en hel verdens unge ved sin optimistiske elskovshyldest. Det var frigørelsens sommer, og Beatles var dens forkyndere.
Men kærligheden sejrede alligevel ikke. USA ramtes i 1968 af en ny bølge af snigmord, Robert Kennedy og Martin Luther King. Den udspekulerede Nixon blev valgt som præsident, og Vietnam-krigen fortsatte udsigtsløst. Ungdomsoprøret tog en langt mere politisk drejning og førte nogle ind i tankegange langt mere autoritære end dem, de ønskede at vælte. Og Beatles begyndte at knirke.

BEATLESFANS, der endnu kan blafre af lidenskab, vil let gå i svingninger over årsagen til gruppens endelige opløsning i 1970. Mange ser den japansk-amerikanske koncept- og performancekunstner Yoko Ono som slangen, der forlokkede John Lennon og satte ondt blod mellem ham og de andre tre fyre.
Som Lennon selv forklarede det, reddede hun ham fra kunstnerisk tomgang. Og selv om hans efterfølgende solokarriere, garneret med Ono, svang lige så meget i kvalitet som i rytme, bragte den dog numre af åbenbaringens skønhed, som den stilfærdigt pacifistiske bekendelse Imagine fra 1971, og hvad der blev hans (og Onos) sidste lp, Double Fantasy fra 1980, hvor han så veloplagt som nogensinde smak (Just Like) Starting Over.
Der blev ikke nogen genstart. Forhåbninger og rygter om en Beatles-forsoning løb i ti år, men ingen fælles fremtræden kom ud af det. I december 1980 myrdede en berømmelsessyg galning John Lennon foran hans lejlighed i New York.
Smukt besang beatlen George Harrison i All Those Years Ago mindet om Lennon og hans ofte miskendte fremsyn.

OG HERREGUD, jo, mange år er det siden, at Beatles-lyden første gang skraldrede kloden over. Når man nu hører dem synge deres sange, kan man gribes af undren over, at de stadig går til den så ungt, så frisk. Som om det var, nå ja, første gang.
Men det var det jo for pokker dengang. Før de blev spillet igen, igen og igen, iblandet de hundreder af andres efterligning, ekko og retro. Og lytter man nøje til de rigtige Beatles, kan man pludselig høre friskheden, som var det – nu – første gang. En glæde, som vore dages opvoksende ikke behøver at have et indviklet forhold til. De kan bare lytte.
Eller se. Et gensyn med Beatles-filmene A Hard Day’s Night og Help! kan rive unge og gamle med ved den bristefærdighed af talent og vigør, gruppen bobler. Den kan også opleves på den retrospektive samling på fem dvd’er, som Torben Bille anmelder inde i dagens avis.
En glans af herligheden kan tilmed indfanges fra en nulevende. Paul McCartney giver koncert i København på fredag. På det seneste har han rykket Beatles-numre til en fremtrædende del af sit repertoire.
Også han véd, hvem der var de bedste. Og stadig er det.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu