Læsetid: 3 min.

Yggehvafornogen?

4. januar 2000

STATSMINISTEREN HENVISTE i sin nytårstale til tidligere indvandrere og flygtninge, som det alt andet lige er gået godt for i Danmark, folk som klarede integrationen og alt andet fornødent og sidenhen anerkendtes - uden misforstået tolerance - af deres fordringsfulde nye landsmænd. Denne succes opnåede ifølge statsministeren så vidt forskellige etniske
minoriteter som de polske roepiger på Lolland, kartoffeltyskerne i hedeegnene, bygmestrene sydfra, der byggede landsbykirkerne, hollænderne der senere dyrkede grøntsager på Amager, og hvis lige så indvandrede landsmandinde, Dyveke, dyrkede Christian den Anden. Og handelsfolkene, pebersvendene blandt andet, der fra Hanse-stæderne fik sving i den lokale vareomsætning til egen og dansk fornøjelse og gav stedbetegnelse til for eksempel Bremerholm i København. Dertil kom ifølge statsministeren huguenotterne, disse mere fremmedartede folk fra det franske, flygtninge der kom hertil efter ophævelsen af Nantes-ediktet, og som med sære navne som La Cour, Bonfils og
Lefèvre slog sig ned i fristaden Fredericia og lidt efter lidt gled ind på kirkebænkene ved siden af deres nordeuropæiske, protestantiske trosfæller. Reformerte var de godt nok, disse huguenotter, og i mangt og meget anderledes end den nordiske udgave, men trods alt folk af samme religiøse surdej med Abrahams Gud i himlen og Kristus på korset. Dette var statsministerens paralleller til nutiden, selvsagt ment som et skvæt olie på vandene, inden hans socialdemokratiske, historisk hukommelsessvækkede borgmestre i de københavnske omegnskommuner helt mister besindelse og proportionssans vedrørende de såkaldt fremmede i fædrelandet.

Pudsigt at statsministeren gjorde holdt ved huguenotterne, hvis efterkommeres navne de fleste, som Nyrup også selv anførte, sikkert har glemt oprindelsen af. Måske var Nyrups eksempler udtryk for den allerede antydede historieløshed, der synes forbundet med den nuværende meget, meget bøvede debat om etniske og religiøse mindretal i kongeriget. Måske var det blot udtryk for takt. Måske ville Nyrup ikke risikere at vække den anti-semitisme, der, hvem ved, ligger under overfladen hos alle de nette personer, der ofte og gerne udtrykker hån og foragt over andres såkaldte korrekte holdninger til et anstændigere menneskesyn. Et synspunkt er det unægtelig, at en mere slående parallel til vore dages muslimske medborger, for ikke at sige vulgære anskuelse af dem og deres forhold, i langt højere grad minder om de national- og religionshysteriske kredses holdning til jødernes ankomst, ophold og virke i forskellige perioder - flygtninge såvel som handels- eller bekvemmelighedsindvandrere. De samme kategorier går i dag igen fra dengang, hvor i sandhedens navn også arbejderbevægelsens folk i dagspressen udtrykte diskriminerende afstandtagen fra det fremmede. Fremmede var de, og fremmede er de, fordi de ikke i ét og det meste deler vore værdier og menneskesyn. Som statsministeren jo sagde og mente, må man gå ud fra. Dengang som nu et bizart kriterium for nationalt fællesskab her i sognet.

Netop indvandrerdiskussionen viser jo med al ønskelig tydelighed, at vi danskere ikke i alt for påfaldende grad deler menneskesyn og værdier. Lykkeligvis, vil modparterne givetvis sige. Læsere af Ekstra Bladet med historisk indsigt, såfremt disse kategorier kan forenes, vil vide, at terminologien i dette blads spalter efterhånden ligner en efterligning af antisemitismens værste smørerier fra omkring århundredeskiftet. Alt hvad behøves er råt for usødet at udskifte gloserne: andengenerationsindvandrere eller etniske mindretal med ordet jøder. Det hele udtrykt som panderynkende bekymring for hvordan det dog skal gå det danske og danskheden under truslen fra disse ikke fælles værdier. Og med klar, utvetydig, generaliserende adresse til modtagerne: en udpeget befolkningsgruppe med vagt identificerede enkeltindivider. Disse lider under den fejl og mangel, rent bortset fra at de pågældende og deres adfærd ofte også er produkt af et flere generationer langt samhørighedsforhold med det danske, at de er - anderledes. Den mere ægte historiske parallel, hvis man da overhovedet kan tale om en sådan, ligger således, hvad angår de moderne indvandrere af mere eksotisk baggrund end 'de hvide', snarere nær jøderne end disse glemte yggehvafornogen. Det ville altsammen have været mere oplysende, om statsministeren havde valgt den jødiske parallel. Som bekendt er det jo utroligt, hvad jøderne, når man betænker nedbrydningen af den danske kultur, har afstedkommet her i landet, Disse fremmedartede folk i kaftan og krøller, der nok havde Abrahams Gud i himlen, men så heller ikke mere, stak - og stikker - uskyldige køer ned med lange knive, mænd og kvinder sidder hver for sig ved gudstjenesterne og giver en bogstavelig hatfuld i danske værdier, ad lib. Og måden de taler dansk på! Tænk blot på Arne Melchior!
Ned med den misforståede tolerance.
mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her