Læsetid: 7 min.

Der er et yndigt land

Vælgerne var slumret ind med den fornemmelse, at deres stemmer nu ikke kunne bruges til andet end at bevare. Bevare retten til- at bevare. Bevares, demokratiet levede i bedste velgående, men der var behov for fornyelse. Et nyt parti måtte til, leve Sinkernes Parti!
14. maj 2005

Den grødisagtige udtale i radioen fik ham til at tro, at der nu skulle dannes et parti for sinkerne. De var med tiden blevet op mod en million i landet. Forretningslivet og underholdningsbranchen havde forlængst opdaget dem. Der var rejser til sinker, sinkeportioner i supermarkedet, tv til sinker, sinkeklasser og sinkeballer - men der manglede sinkeboliger, især i hovedstaden. Det nye partis program lå netop der. Genial idé, en million stemmer lige ned i foret. Var det ikke sådan, Bush var blevet valgt? Der hed sinkerne bare evangelister, men metoden var den samme.

Det forældede sludder om almenvellet fængede ikke længere. Folk skulle overbevises om, at de eksisterende partier havde glemt dem og derefter om, at Sinkernes Parti (SP) var deres parti, det, som de havde gået og ventet på uden at vide det. Det var i grunden slet ikke politik, dette her, men samfundspleje. Flere boliger til sinkerne! Sinkepartiet til magten!

Blandt de folkevalgte selv var der en del sinker, så en partidannelse af den art ville falde i god jord hos mange der. De traditionelle partier, men også fagforeningerne og de kulturelle institutioner var gået i stå. Klassekampen led af åndenød, immigranterne havde man fået krammet på, skolebørn og gamle kunne man nøjes med at tale om, kulturen var vristet ud af hænderne på de intellektuelle, og udenrigspolitikken lå fast, lidt nødhjælp her og lidt krigsdeltagelse der og ellers de gamle alliancer og et fuldtonende ja til Europa.

Den sidste valgkamp havde udspillet sig i et ideologisk tomrum. Havde været omtrent så ophidsende som en tur i supermarkedet efter det sædvanlige foruden en buket tulipaner for en 20'er og lidt kontanter til pølsevognen på vej hjem. Man kom til at tænke på Piet Heins:

"Det er utroligt, hvad man ikke kan, hvis man af bedste vilje ikke prøver på det." Præcis sådan lå landet. Rejsedrømmene spirede, de nyrige styrtede endnu rundt på ski i Alperne, folkeafstemningen om den europæiske forfatningstraktat var først til efteråret, og de unge mødre på 30 mødtes til lækre frokoster på byens modecafeer med deres spædbørn, landets fremtid, plantet rundt om bordet i Ferrari-klapvogne.

Vælgerne var slumret ind med den fornemmelse, at deres stemmer nu ikke kunne bruges til andet end at bevare. Bevare det vundne, bevare fremgangen, bevare det sociale system og fordelingen af goderne... bevare magten, bevare retten til at bevare. Bevares, demokratiet levede i bedste velgående, men der var behov for fornyelse. Et nyt parti måtte til, leve Sinkernes Parti!

Først her hørte han ordet sinke udtalt tydeligt. De talte om singler. Aha, ja men... alligevel. De enlige (forbudt ord) burde da også have det bedre, det var dem, det nye parti ville tage sig af, tænk bare, næsten en million enlige, undskyld singler, med eller uden børn - det var da på tide at få skaffet nydelige, små lejligheder til alle dem, der hidtil bare skulle være glade for at leje et klubværelse eller måtte slå sig sammen en, to, tre stykker om at købe en stor, dyr bolig, hvad der stred mod deres status, ja, ligefrem var krænkende for dem. For de var naturligvis i deres bedste ret til at leve muttersalene, zappe sig igennem, kom ikke her. SP var stadig løsningen.

Den udflagede

Det er værre at have boet i landet for længe siden og tale sproget end at være en rigtig fremmed. Man misforstår alting. Som udflaget forstår man kun det halve og dermed i virkeligheden ingenting. Man har accenten, men ikke de nye ord. Man ved ikke en gang, hvor man nu om dage køber en sporvognsbillet og aner ikke, at alt hvad der er grønt er positivt og ikke bare en farve, et håb, en uerfaren knægt eller en øl. Ligesom man heller ikke begriber, hvorfor landets statsministre altid hedder Rasmussen.

Hvis udlandsdanskeren er nødt til at spørge om noget på gaden, for eksempel, hvor den nærmeste metrostation ligger, gør han det på lokalengelsk, ellers tror folk, han er patentidiot eller gør nar ad dem. Han vandrer omkring i sit ukendte hjemland og undres. Når han snubler på gaden, er det fordi han ser til højre og venstre, forbløffet over alt det nye, og kun en gang i mellem fordi fortovsfliserne ligger så satans ujævnt.

En dag var han kommet op på en vindebro med et lille irgrønt tårn og gik og drejede på hovedet for at se en kæmpestor paddehat med en klodset, kubeformet overbygning til den ene side og til den anden en besynderligt skrånende, sort bygning. Det var pokkers, tænkte han, lige inden hans ene fod stødte mod en særligt høj flisekant. Hvad mon de har puttet i de bygninger? Den ene lignede kun halvvejs en ny tørdok, måske var det Dronningens helikopterhavn - og den sorte bygning var nok et lighus. Der havde jo engang ligget en pragtfuld barokkirke lige overfor. Hvis kirken lå der endnu, var den fuldstændigt forsvundet bag en række triste, firkantede blokke af noget mørkt materiale, måske røgfarvet glas. Det nationale vejr var jo nærmest overbelyst året rundt, arkitekterne måtte tone bybilledet ned, så det ikke skar folk i øjnene. Den dag var han på vej ud til en folkelig café ved en kanal, hvor de engang serverede sildemadder, gammel Ole med sky og løg på rugbrød med fedt, ledsaget af en ikke alt for udvandet fadøl. Han havde læst i morgenavisen, at befolkningen som et led i den nationale vækkelse nu var på vej tilbage til kartofler og rugbrød efter en længere periode med fremmed modemad. Ekspertundersøgelser viste, at folkesundheden var bedre tjent med produkterne fra det hjemlige landbrug, som for eksempel det gennemvaccinerede svinekød. Den tyggede han på til fiberwasa'en og det var sådan, han var blevet opsat på at genfinde sin kære café.

De serverede stadig tre slags sildemadder og gamle Ole, lokalet lignede sig selv, tjeneren og stamkunderne delte stadig håndbajere henne ved (øl)kassen. Selv de forvildede svenske turister til bagbords var der. På den sorte tavle stod der endnu skipperlabskovs med rødbeder, og dørvagten lige indenfor var uforandret den ældre gipsneger med bowler og bløde øjne bag brilleglassene, bærende på en bakke til at lægge visitkort på, hvis det da ikke var til drikkepengene. Alt ville have været ved det gamle, hvis ikke to forretningsmænd ovre i nichen ud mod kanalen havde siddet og råbt i hver sin mobiltelefon under hele måltidet. Havde de endda ringet til hinanden!

Et par ældre mænd til højre for ham rystede på hovedet og gik om bord i deres tredje snaps, mens tre embedsmænd fra Miljøministeriet, der holdt af at blande sig med kanaljerne ved frokosttid, måtte tale højere og højere for at vedligeholde deres samtale.

Da han var et godt stykke henne i sin gamle Ole, der stank henrivende af frisk gylle, gik den ene af de to snapsemænd amok. Nu kunne det f.g.m. være nok, om d'hrr troede cafeen var en telefoncentral, må vi andre også være her, hva' Karl, er det ikke rigtigt, sådan nogle! Miljøembedsmændene tilsluttede sig, kun deres gode opdragelse afholdt dem fra at bryde ud i jubelråb. De nøjedes med modigt at smile og nikke. Miraklet var, at de to i nichen klappede telefonerne i og med hængende hundeører gav sig til at tygge lydløst på deres halvkolde labskovs.

Cafeen var på ny den gamle oase, hvor man alligevel tog en lille smule hensyn til hinanden. Tjeneren sank tilbage i en avis, der lignede formiddagsbladene, men var de kloges, bare i nyt format, og så var kaffen klar.

Dansk vin, hva'beha'r!

Meget var nyt og anderledes, men på bunden forekom befolkningen ham den samme som altid. De gamle drømmere, fantasterne som en af deres forfattere havde kaldt dem. De ville det umulige - og pokkerme om ikke drømmene sommetider blev til virkelighed! Det der simpelthen ikke kunne lade sig gøre, skete alligevel.

Nu for eksempel dansk vin! Det stod i vinbogen, rigtig vin på druesaft fra vinstokke, der groede i jorden, ikke kirsebærvin. Han tog straks Mellembystoget (Inter-City, skulle man sige) og stod få timer senere på et ægte, jysk vinbrug. Hans veninde tog et billede af den tilsneede, dybfrosne vinmark, så var der beviser, når de kom tilbage til Frankrig. Nu ville de højrøvede franskmænd, der allerede havde set barbarer som californiere og australiere hugge ind på deres hjemlige marked, også få konkurrence fra gudløse protestanter i det høje Nord!

Dagen inden sin afrejse sad han på et lånt loftskammer og hyggede sig ved tanken om at være tilbage i sit nye, gamle land. Hvor jagten på fortiden, på rødderne, den bevidste dyrkelse af nationens sande værdier, det uforfalskede fantasteri, som ingen fremmed nogensinde ville kunne fatte, folkets kerneidentitet, var ved at skabe enhed på ny i en på bunden godsindet og tilpas deprimeret befolkning.

Jacques Berg er forfatter, bosiddende i Frankrig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her