Læsetid: 13 min.

You loot, we shoot - New Orleans Syndromet

14. oktober 2005

Hvad er det, USA eksporterer i disse år: demokrati eller dets egen interne krise? New Orleans-syndromet kunne denne tilstand passende kaldes: Hjælpeløshed skjult bag en facade af overdreven magtanvendelse, spørger forfatteren Carsten Jensen

Fem dage efter at orkanen Katrina ramte New Orleans, rapporterede DR1s korrespondent Steffen Gram, at hjælpen nu omsider var på vej. "Soldaterne kommer," sagde han, idet han således satte lighedstegn mellem bevæbnede mænd og hjælp.

To dage senere meddelte en reporter fra BBC World, som stod i vand til lårene midt i den oversvømmede by, at 60.000 soldater var ankommet til kastrofeområdet. "Men indtil nu har jeg kun set én læge."

Sukkersyge-patienter med kun et skud insulin tilbage i sprøjten vadede gennem vandmasserne i desperat søgen efter hjælp, blot for at blive holdt op af en bevæbnet nationalgardist, hver gang de nærmede sig et hospital eller et apotek. Redningsaktionen handlede ikke om humanitære behov. Den handlede om sikkerhed og sikring af ejendom.

Veteranerne fra krigen i Irak, der som bekendt ikke lige netop er eksperter i genopretning af vand- og elektricitetsforsyning, blev sendt til New Orleans, og de var, som Louisianas guvernør Kathrine Blanco truende meddelte på tv, "mere end villige til at dræbe". Man kunne kun håbe for resterne af New Orleans, at drengene fra Falluja ikke kom for at gentage successen fra november sidste år, da de på så fantastisk vis befriede de 1.000 minareters by fra terroristerne ved at forvandle den til en ubeboelig ruinhob.

Det var ikke så meget ærefrygt over naturens kræfter, synet af den druknede by fremkaldte, som rædsel ved tanken på katastrofens menneskeskabte konsekvenser.

Dette var en supermagt og ifølge dens egen præsident verdens eneste tilbageværende håb for orden og velstand i en stadig mere kaotisk og voldelig verden. Nu udstillede supermagten sin egen hjælpeløshed og inkompetence, et syn, hvis ironi ikke var spildt på Amerikas fjender. Iran, et fremtrædende medlem af ondskabens akse, tilbød øjeblikkeligt at sende humanitær hjælp.

Fidel Castro, verdens ældste overlevende kommunist, beordrede 1.100 cubanske læger til at gøre sig klar til at hjælpe deres kapitalistiske brødre og søstre i nød. Latinamerikas løse kanon, Venezuelas venstreorienterede præsident Hugo Chavez, som længe har været på amerikanernes uofficielle dødsliste, erklærede sig villig til at give billig olie til Katrinas ofre. Kun Nordkorea manglede fra denne nye humanitære coalition of the willing, sandsynligvis fordi landets diktator Kim Il Jong havde for travlt med at se Hollywood-film i sit luksuriøse private biografteater til overhovedet at være klar over, at katastrofen havde fundet sted.

Men Kina var der også. Og Bangladesh, et af verdens fattigste lande, selv et offer for hyppige oversvømmelser, inklusive den hurtigt glemte i 1991, som tog 135.000 liv. Nu donerede landet ud af sit muslimske hjertes renhed en million dollar til dets kristne lidelsesfæller.

Da et jordskælv ramte byen Bam i det østlige Iran og dræbte 40.000 af byens indbyggere, var alle enige om, at dette var et jordskælv med ikke kun seismiske, men også politiske årsager. Hvis et jordskælv af samme skala havde ramt San Francisco var ikke en eneste bygning kollapset. Amerikanske arkitekter og entreprenører er selvfølgelig klar over, at San Francisco befinder sig i en jordskælvszone og tager derfor deres forholdsregler. Også Bam ligger i en jordskælvszone, men Teherans inkompetente mullaher sætter deres lid til Allah i stedet for menneskers opfindsomhed.

På samme måde er Katrina et politisk væsen, en hybrid, hvis ene halvdel skal udlægges af metereologerne, mens den anden må overlades til politologer og sociologer.

You loot, we shoot, stod der på hjemmelavede skilte overalt i det oversvømmede New Orleans: Hvis I plyndrer, skyder vi. I første omgang var det en beslutsom advarsel fra mennesker, der var parat til at sætte handling bag deres ord, men bag ordene gemte der sig et råb på hjælp fra de glemte, som lider under fraværet af en stat, der er villig til at beskytte og hjælpe dem.

Er dette ikke, hvad alle politiske manife-stoer, som udgår fra Washington, planetens strategiske tænketank, handler om: You loot, we shoot? Du bygger uautoriserede atomreaktorer, du har masseødelæggelsesvåben, du driver oliepriserne i vejret, du er ikke en demokrat efter vores hoved, eller vi bryder os bare ikke om dig? Overlevelsesstrategien for en trængt planet, skrevet på et papskilt i en oversvømmet forhave: We shoot.

Hvad er det, USA eksporterer i disse år: demokrati eller dets egen interne krise? New Orleans-syndromet kunne denne tilstand passende kaldes: Hjælpeløshed skjult bag en facade af overdreven magtanvendelse.

I Europa tales der meget om nationalstatens krise. Men er det et lokalt europæisk fænomen? Giver det også mening i Indiens og Kinas tilfælde, de to kommende økonomiske verdensmagter? Er USA en nationalstat i krise, der blot eksporterer sine egne indre modsætninger, idet landet tragisk forveksler sin egen snævertsynede nationalisme med en global mission?

Det er en misforståelse at tro, at den voksende nationalisme i Europa repræsenterer en tilbagevenden til 1930'ernes højredrejning med dens besættelse af race og jord, Blut und Boden. Det er, som de skandinaviske lande er det bedste eksempel på, ikke historie og racemyter, der står i centrum, men velfærdsstaten og forsøget på at sikre den. Hvis velfærdsstaten er Europas enestående bidrag til historien i det 20. århundredes anden halvdel, så er den voksende nationalisme i det nye årtusindes begyndelse et nyt fænomen, en ikke blot sekulær, men ligefrem socialdemokratisk inspireret nationalisme. Det er ikke en trussel mod vores halvt glemte kristne Gud, indvandrerne repræsenterer. Det er de verdslige testamenter skrevet af John Maynard Keynes, velfærdsstatens teoretiske grundlægger, vi frygter for.

Den tyske sociolog Ulrich Beck hævder i sin seneste bog Der kosmopolitische Blick, at ordet Heimatlosigkeit - hjemstavnsløshed, et ord, som kun kan udtales på tysk, hvis man vil virkelig vil høre dets mørke undertoner, har mistet sin dystre klang. Vi er alle blevet borgere i det globale på den ene eller anden måde. Men Beck har kun ret, hvis man ved hjemstavn forstår en uberørt landsby-idyl komplet med køer og grønne marker. Den virkelige hjemstavn for nutidens europæere er velfærdsstaten, og ordet Heimatlosigkeit genvinder med det samme sin advarende klang af apokalyptisk forvarsel, hvis man erstatter landsbyidyllen med velfærdsstaten. Et liv uden velfærdsstaten er europæernes sande mareridt. Derfor har europæisk politik forvandlet sig til en defekt tidsmaskine, som ikke længere kan rejse i fremtiden. Dens eneste funktion er at få tiden til at stå stille og fastfryse nutiden.

Den amerikanske politolog Robert Kagan hævdede for et par år siden, at amerikanerne er fra Mars, men europæerne kommer fra Venus. En heltenation af ramt lugtende maskulinitet med skudklare våben, parat til at sætte handling bag ord, står over for et kontinent af feminiserede tøsedrenge, der tror, at det onde kan bekæmpes med diplomati og handelsaftaler. Timothy Garton Ash korrigerede Kagan i bogen Free World, hvori han påpegede, at kun Amerikas republikanere er fra Mars, mens demokraterne med deres traditionelle omsorg for de fattige og underpriviligerede akkurat som europæerne kommer fra Venus. Men en ting er sikker: I år 2000 landede marsmændene i Washington, og de har været der lige siden i færd med at gøre deres egen version af H. G. Wells' Klodernes Kamp til virkelighed.

Det er livet på Mars: Når Katrina rammer, bryder digerne sammen, og du må klare dig selv med et gevær i hånden i en ny menneskeskabt vildmark.

Det er livet på Venus: Når Katrina rammer, holder digerne. Du har ikke brug for noget gevær, og hvis du alligevel føler dig lidt utryg, vil en hær af krisepsykologer blive indkaldt, så der altid er en skulder at græde ud ved.

Men her er paradokset: På Venus føler de sig også hjælpeløse.

I en anden og større betydning holder Europas diger alligevel ikke, når den orkan, der hedder globaliseringen, rammer. Grænserne bryder sammen, og bølger af fremmede oversvømmer lande, der indtil for nylig lå hen i etnisk uberørthed.

I Der kosmopolitische Blick beder Ulrick Bech læseren om at deltage i et tanke-eksperiment: Hvad ville der være sket, hvis de fly, der hamrede ind i New Yorks tvillingetårne, i stedet havde ramt Eiffeltårnet, Kreml eller det britiske parlament? Ville tragedien have haft den samme globale effekt? Becks svar er nej. Terrorangrebene ville være blevet betragtet som lokale begivenheder.

Det er der en grund til. USA er en supermagt, og ligegyldigt, hvad der hænder landet, har det global betydning og konsekvens. Hverken Frankrig, Storbritannien eller Rusland er stormagter med afgørende indflydelse på den globale magtbalance, og hvad der end overgår dem, har det derfor heller ikke tilsvarende globale konsekvenser. Europa har ingen stærk eller forenet udenrigspolitik, og det er derfor, kontintentet må underkaste sig globaliseringens konsekvenser uden at kunne øve indflydelse på den.

I en globaliseret verden giver det ikke længere mening at skelne mellem en nations indenrigspolitik og dens udenrigspolitik. Globalisering betyder, at nationerne mister muligheden for at styre deres egen indenrigspolitik, men hvis de samtidig gemmer sig bag isolationens mure, mister de den sidste rest af kontrol over deres egen skæbne. Udenrigspolitik er indenrigspolitik og omvendt.

Da vælgerne i Frankrig og Holland stemte nej til den nye europæiske forfatning, som varslede Tyrkiets fremtidige indtræden i EU, stemte de ikke blot nej til et europæisk engagement i Mellemøsten og en dialog med den muslimske verden. De stemte også nej til muligheden af en fælles europæisk udenrigspolitik. Nej'et var et ja til isolation og fremtidig magtesløshed, en drøm om genfundet jomfruelighed i en promiskuøs verden. Men isolation er et redskab, der på forhånd er nederlagsviet, når det gælder om at forsvare værdier under pres fra en globaliseret verden. Derfor var nej'et til den europæiske forfatning også et nej til et Europa med global indflydelse.

Et andet dystert tegn i tiden er terrorbombningen af Londons undergrundsbane i begyndelsen af juli måned. Til trods for premierminister Tony Blairs paniske benægtelser af enhver sammenhæng mellem terroren i London og krigen i Irak, er der kun få begivenheder i nyere tid, der mere klart demonstrerer den tætte sammenhæng mellem udenrigspolitik og indenrigspolitik i en globaliseret verden.

Hvor er slagmarken i kampen mod terrorismen? Er Irak en slagmark, hvor vigtige sejre kan vindes i kampen mod islamiske ekstremisme? Akkurat som Afghanistan var en træningslejr for den første generation af al Qaeda-terrorister, så er Irak blevet et kæmpemæssigt rekrutteringscenter for den næste - og hvis tingene går rigtigt galt - også tredje og fjerde generation af terrorister. Kampen mod terrorismen kan ikke vindes i Irak. Den er allerede tabt. Al-Qaeda og oprørske sunnimuslimer har forvandlet Bagdad til et nyt Beirut, hvor kun de, der barrikaderer sig bag låste døre, overlever. Basra er blevet en forstad til Teheran, misregeret af shiamuslimske militser, mens et afmægtigt politi er reduceret til tilskuere.

Den nye forfatning med dens føderale planer for autonomi til både det kurdiske nord og det shia-muslimske syd skaber ikke noget grundlag for demokrati, men det modsatte. Det er en ikke-forfatning, en nekrolog over alle de håb for et demokratisk Irak, som selv de mest ihærdige kritikere af invasionen ikke har kunnet undgå at nære. Forfatningen er ikke andet end en flugtplan, en nødudgang for kurderne i nord, en brandtrappe for shiamuslimerne i syd, alle på vej ud af det brændende hus, som engang var nationen Irak, kurderne og shiamuslimerne med hver sin olietønde i armen, mens sunnimuslimerne kan få lov til at beholde sandet, ørkenen og bilbomberne. Forfatningen udtrykker en eneste ting: En komplet mangel på tillid til, at Irak som samlet stat har nogen som helst fremtid. Den er ikke et manifest for en ny begyndelse, men en gravsten over en allerede dødsdømt stat.

Hvordan vinder vi kampen mod terrorismen? Og hvor er slagmarken? Hvordan fører vi krig mod de fire fyre fra Leeds, som bombede Londons undergrundsbane? Med Tomahawk- og Cruiser-missiler? Med de sidste nye modeller i skudsikre veste og infrarøde natkikkerter, med drengene fra Falluja, der endnu en gang demonstrerer deres talent for bysanering ved at jævne Leeds forstæder med jorden? Med Tony Blairs forbløffende villighed til at afvikle fundamentale menneskerettigheder i den indre sikkerheds navn?

Overvågningskameraer placeret på hvert eneste gadehjørne og i hver eneste offentlige bygning vil hjælpe os med at identificere terroristerne, når først de har ført deres onde planer ud i livet. Vil kameraerne også hjælpe os med at bestemme det skæbnesvangre øjeblik, da den psykologiske barriere mellem et normalt liv og et aktivt dødsønske i Allahs navn forsvinder?

Mohammed Atta og terroristerne fra den 11. september gav os et spor. De kom ikke fra nogen fattig baggrund. Deres desperate råb, der smeltede sammen med og blev overdøvet af de eksplosioner, de forårsagede, handlede ikke om materiel nød eller tabt land. De var alle højt uddannede, tilsyneladende velintegrerede unge mænd, i lighed med deres fremtidige kollegaer fra Leeds rollemodeller for unge muslimer i færd med at tilpasse sig den moderne vestlige verden.

Deres udestående med Vesten handlede ikke om politik i nogen traditionel forstand. Tværtimod. Det drejede sig om identitet og de mærkelige præmoderne begreber, værdighed og stolthed. Årsagerne til den stadig mere omsiggribende globale terrorisme skal findes i den tusmørkezone, hvor det politiske mødes med det psykologiske, i det sære, hidtil uudforskede sted, hvor et anonymt menneskes problemer med sin identitet forvandler sig til et bogstaveligt talt eksplosivt udenrigspolitisk anliggende. Det er derfor, at kampen mod terrorismen er for alvorlig til at blive militærets eller efterretningstjenesternes monopol. Mere end noget handler den om den måde, hvorpå integrationen håndteres i hver enkelt europæisk land.

Når en højt kvalificeret pakistansk eller arabisk ingeniør bliver henvist til jobbet som taxa-chauffør, fordi ingen orker at læse hans ansøgning til ende, da de først har stavet sig gennem hans fremmedklingende navn; når en ung tredjegenerations-indvandrer, som er ude på lidt sjov lørdag aften med sine venner, bliver afvist i døren til diskoteket, fordi farven på hans hud endnu ikke har tilpasset sig den hvide mands verden; når en ung kvinde bliver behandlet med foragt og nedladenhed, fordi hun bærer tørklæde; når forældrenes kultur bliver hånet som værdiløs og tilbagestående; når de selv finder sig omtalt som en byrde på nationalbudgettet, parasitiske undermålere med en medfødt tilbøjelighed for vold og kriminelle handlinger - så skabes der en ny slagmark, og al-Qaeda vinder den første af mange sejre, der en dag kan ende med at forvandle en potentiel rekrut til en virkelig terrorist.

Vi spekulerer meget over de motiver, der kan gøre en ung mand eller kvinde til selvmordsbomber. I deres bog Occidentalism har Ian Buruma og Avishai Margalit påvist, at døds-kulten og den indbildte ædelhed i martyrrollen ikke er noget isoleret islamisk fænomen, men også har dybe rødder i vestlig tankegang. Vi ender alligevel med at stille os tilfredse med en forklaring, der blot besvarer en gåde med en anden, det uudgrundelige begreb "religiøs fanatisme". Vi foretrækker at bilde os ind, at en selvmordsbombers drivkraft er drømmen om de 72 jomfruer, der venter i det islamiske paradis: en orientalsk variation af vestens hedonistiske forbrugersamfund, det hinsides som et seksuelt supermarked, hvor jomfruerne leveres af et himmelsk pizzabud. Vi overser de psykologiske årsager til selvmord, der i selvmordsbomberens tilfælde har både præmoderne og moderne årsager, et tab af ansigt og ære, som kun kan genoprettes ved døden for egen hånd, og en overvældende følelse af personlig uforløsthed, hvor fremtiden lukker sine døre.

Historisk set er der ingen, der har begået selvmord som en reaktion på fattigdom. De fattige bliver oprørere eller kriminelle for at stille deres sult, men de slår ikke sig selv ihjel. Kun fordi vi har et rationalistisk begreb om mennesket, der reducerer det til summen af dets basale behov, er vi ude af stand til at begribe, at terrorismen kan have andre og somme tider stærkere motiver end mangel på mad, vand og husly. Selvmordsterrorisme udspringer af en fattigdom, som er særegen for de mætte, en mangel på værdighed og personlig selvfølelse. Men terrorismens motiv er akkurat som det selvmord, der begåes af personlige grunde, helt igennem negativt. Det er ikke en drøm om det hinsides, der udløser dynamitbæltet. Det er en overvældende følelse af at være fanget i et helvede på jorden.

Det er ikke, når moderniteten undlader at opfylde sine løfter, at nogle bliver selvmordsbombere. Selvmordsbombere bliver de, som fik alle løfterne opfyldt, inklusive det fatale, som reducerer dem til T. S. Eliotts hollow men, tomme mennesker fanget i en skræmmende friheds limbo, hvor de påkalder, ikke det islamiske paradis' 70 jomfruer, men Allah, så han endelig vil vise sit forbudte ansigt og forkynde en mening med det hele.

Og sådan ender verden, som vi kender den, ikke med en hvisken, men med et brag.

Dette er det første af to essays om New Orleans-syndromet. Det næste essay følger i mandagens Information

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu