Læsetid: 4 min.

You sprichst dansk oui?

4. november 1996

Europa-parlamentsmedlem Lone Dybkjær (R), viser fra tid til anden et politisk vovemod, der ligger tæt op ad dødsforagt. På et så velvalgt sted som landsmødet i Folkebevægelsen mod EU jokkede hun sidste lørdag en træskohæl i de ømmeste danske EU-tæer. Som indbudt gæstetaler forkyndte hun:
"Det drejer sig om at forklare befolkningen om de nye udfordringer, vi bliver stillet overfor. I et EU med flere lande end nu bliver Danmarks position anderledes. Men det handler også om, at vi bliver voksne, og at dansk EU-debat ikke som i de forløbne 25 år handler om et ja eller nej til EU. Vi skal bruge kræfter på at diskutere, hvordan vi kan øge vores indflydelse."
Og så tog hun ellers fat: EU-traktaten skal slankes for alt det, der er hældt i den for at pleje alle mulige interesser. Den skal være en egentlig grundlov for det grænseoverskridende europæiske samarbejde. Det er urealistisk at forestille sig, at hvert land efter en udvidelse, der kan bringe EU op over 20 medlemmer, kan bevare kravet om mindst én EU-kommissær. Og så - mest provokerende af alt - satte hun spørgsmål ved, om det er nogen nytte til at opretholde dansk som et sprog, der skal tolkes til og fra under møder i EU's besluttende forsamlinger.
Også her er perspektivet den forestående udvidelse af EU. I dag har unionen et dusin sprog, der tolkes til og fra. Udvidelsen kan bringe den babyloniske kakofoni op på snesen. Hvor mange tolkninger kræver det? Ja, det svarer til det gamle drillespørgsmål om, hvor mange håndtryk, der skal udveksles, hvis tyve mennesker er samlet i et lokale. Den første skal give hånden til 19 andre. Den næste til 18 andre o.s.v. Analogien til håndtrykkene gælder dog kun, hvis tolken kan tolke begge veje. Ellers er tolketallet det dobbelte af håndtrykkene.
Når Lone Dybkjær rejser det ømme spørgsmål, skyldes det ikke, at hun vil sit modersmål til livs. Men hendes realitetssans siger hende, at byrden - også den økonomiske - ved tolkningerne frem og tilbage under alle omstændigheder vil nødvendiggøre en reform. Og hun ønsker ikke at se 'fem store' EU-sprog ophøjet til de officelle, for dansk bliver jo givetvis ikke et af dem. Nej, så hellere ét sprog, der er dét fælles, som alle i de europæiske drøftelser må tale til hinanden på. Og det sprog må - tro det eller ej, franskmænd - blive engelsk. "Det spørgsmål tror jeg, at Internettet har afgjort" forklarer Lone Dybkjær til BT.

DEN FORVENTELIGE NATIONALE fråde på den danske tunge udeblev da heller ikke. Den følgende dag betegnede Hans Engell på de konservatives landsmøde Lone Dybkjærs forslag som "utroligt dumt", og han fortsatte under forsamlingens hujende bifald:
"Udenrigsministeren må kalde Lone Dybkjær til orden. Man kan vel ikke forvente, at statsministeren gør det."
Chancen for at stifte ufred ved morgenbordet vil Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard dog ikke lade gå fra sig. Hun forlanger statsministeren indkaldt til samråd i Folketingets Europa-udvalg om Lone Dybkjærs udtalelser og afleverer som opvarmning følgende svada: "Det er tåbeligt og dybt ustrategisk at falde på knæ, bare fordi man er et lille land."
Nu har statsminister, udenrigsminister og snart sagt alle andre ministre i disse dage så travlt med at kalde hinanden til orden og værre end det. at der næppe er udsigt til, at de får tid til også at hakke på Lone Dybkjær.

VI SYNES IMIDLERTID, der er grund til at tage den diskussion, som Lone Dybkjær lægger op til. Den vil trænge sig mere og mere på i de kommende år. Globaliseringen er en kendsgerning, også i sproget. Store transnationale virksomheder som f.eks. den svenske elektronikgigant L. M. Ericsson har engelsk som arbejdssprog. Sådan at forstå, at bare der i lokalet eller blandt modtagerne for en skriftlig besked er én, der ikke bruger det den pågældende afdelings nationale sprog, så kommunikeres der på engelsk. Det angelsaksiske tungemål er som følge af en historisk udvikling blevet kommunikationsmidlet overalt, hvor landegrænser krydses. Det gælder også i det fjerne Østen, som vil lade høre fra sig stadigt mere eftertrykkeligt i de kommende tiår.
Når repræsentanter for de frivillige folkelige organisatoner mødes internationalt, taler de som en selvfølge engelsk med hinanden. Det er franskmændene - omend skumlende - nødt til at finde sig i. Overalt, hvor politik bliver formet, før den når de officielle mødelokaler, sker det på engelsk. Engelsk har fået samme stilling som fællessprog, som latin havde det fra romerrigets tid og til bogtrykkerkunstens opfindelse. Bortset fra, at engelsk nu spænder hele jorden rundt og ikke bare omfatter den europæiske kulturkreds.
Det er virkeligheden, som den er. Og tendensen vil efter alt, hvad vi ved, slå endnu kraftigere igennem i fremtiden. Spørgsmålet er så, hvordan vi forholder os til den virkelighed. Vi kan godt insistere på, at EU kas-ter de nødvendige stakke af ECU'er ind i at opretholdte en officiel tolkning mellem de nationale sprog. Så har vi bragt et offer for et nationalt princips skyld. Men det ændrer ikke noget ved, at når beslutningstagerne taler uofficielt, og beslutningerne bliver til, så sker det på et fælles sprog. I EU's indersnirkler holder fransk endnu en skanse, bl.a. i kraft af, at 70 % af de øverste embedsposter i kommissionen er besat med fransktalende. Men det hjælper jo ikke os danskere ret meget. Medmindre vi vælger at drage den konsekvens at opdrage vore kommende generationer til at mestre engelsk og fransk lige så godt som dansk. Tyskerne og japanerne har affundet sig med, at deres sprog ikke bliver verdenssproget.
Det er en tung erkendelse. Vi elsker vort sprog. I mere end en forstand bor vi i det. Vort lands demokratiske debat foregår på det. Men må vi ikke indrette os på, at det skal trives ved siden af det sprog, som vi skal tale med den øvrige verden?
Vi spørger bare. På godt dansk.

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her