Læsetid: 3 min.

Ytringsfrihed - igen

I ET STØRRE PERSPEKTIV er Irving-sagen derfor først og fremmest trist. Uanset, hvor afskyelige den britiske historikers synspunkter så har været, må det demokratiske princip om ytringsfrihed have forrang. Den historiske sandhed om Holocaust taler for sig selv, og fortielser eller benægtelser skal ikke kriminaliseres og skubbes ind i fængslernes mørke, men imødegås med argumenter i en åben og fri debat, hvor benægternes argumenter vil falde sammen og blive afsløret som det, de er, nemlig løgn. Krænkernes budskaber siger langt mere om dem selv end om budskabernes genstand.
24. februar 2006

I DENNE uge blev den miskrediterede britiske historiker David Irving idømt tre års fængsel for i to taler, som han holdt i Østrig for 17 år siden, at have benægtet eksistensen af Holocaust. Irving rejste selv ind i landet, vel vidende at der her var udstedt en arrestordre på ham grundet hans synspunkter. Holocaust-benægtelse er også en forbrydelse i Tyskland, Schweiz, Belgien, Tjekkiet, Litauen, Polen og Slovakiet.

I DANMARK OG mange andre vestlige lande, hvor jøder under Anden Verdenskrig enten nød beskyttelse eller blev reddet fra forfølgelse findes en sådan lov heldigvis ikke.

Heldigvis af flere grunde: For det første, fordi love, som a priori begrænser menneskers ret til at ytre sig om visse emner, er skadelige for demokratiet. For det andet, fordi love mod benægtelse af den historiske sandhed om Holocaust - den systematiske og barbariske udryddelse af jøder under nazisternes overherredømme - heller ikke er nødvendige; det obskure og usande benægtersynspunkt har af indlysende grunde aldrig været i stand til at trænge frem til en større offentlighed. For det tredje er dommen uheldig i forhold til den muslimske verden - især i disse 'Muhammed-tider'. Afgørelsen er som skabt til at beskylde Vestens ytringsfrihedskæmpere for dobbeltmoral, fordi man i mange vestlige lande altså kan slippe ustraffet fra at håne Muhammed - et tabu i den muslimske verden - men ikke må betvivle Holocaust, som i visse radikale islamistiske kredse ses som et vestligt tabu.

IKKE ATMANIKKE kan have en vis forståelse for, at det netop er i de europæiske lande, der enten selv var del af Det Tredje Rige (Tyskland, Østrig) eller kun villigt var dettes håndlangere i jødeforfølgelser (Frankrig, Slovakiet, Polen, Schweiz), at man har love mod Holocaust-benægtelse. Lovene kan ses som en del af et endnu levende opgør med denne fortid.

Alligevel er der ingen grund til at glæde sig over dommen over Irving, der i øvrigt under pres nu har trukket hovedparten af sine udtalelser tilbage.

Dommen vil medvirke til at sprede mytedannelser om 'undertrykte martyrer' i visse godt nok stærkt begrænsede men dog eksisterende radikale neofascistiske miljøer på de vestlige samfunds yderste højrefløje. I Frankrig ser man f.eks., hvordan højreekstremisten Jean-Marie Le Pen helt bevidst udnytter de vidtgående franske love, der er vedtaget for at beskytte udsatte mindretal, og gang på gang havner i politiets søgelys (og dermed automatisk på alle avisernes forsider) hver gang, han får lyst til at komme med et par bemærkninger om, at der vist slet ikke blev dræbt så mange jøder under Anden Verdenskrig, som de fleste går rundt og tror.

SOMKOMMENTATOREN Christopher Caldwell gjorde opmærksom på i en fremragende kommentar i Financial Times denne uge, så har loven om Holocaust-benægtelse i Frankrig ledt til andre love, som nu reelt underminerer ytringsfriheden. I 2001 blev de tyrkiske massedrab på armenierne i forrige århundrede officielt ved lov benævnt 'folkemord', senere blev slavehandel defineret ved lov som 'en forbrydelse mod menneskeheden'. Hver gang nye love træder i kraft, opstår nye moralske pressionsgrupper, som udnytter kriminaliseringen af visse ytringer. 'Meningsforbrydelser' er blevet legio. Allerede i 1995 blev historikeren Bernhard Lewis dømt i en fransk retssal, fordi han nægtede at anvende termen 'folkemord' om massakren på armenierne. Muslimske grupper og menneskerettighedsorganisationer har klaget over og anlagt retssager mod forfatteren Michel Houellebecq, journalisten Oriana Fallaci og filosoffen Alain Finkielkraut og senest - for offentliggørelsen af Muhammed-karikaturerne - mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo. I januar i år blev et medlem af den franske nationalforsamling dømt for homofobi (som den første franskmand nogensinde), fordi han havde sagt, at han fandt "heteroseksualitet moralsk overlegent i forhold til homoseksualitet".

En farlig glidebane uden ende - til dyb skade for retstilstanden og den offentlige diskussion, der langsomt kun eksisterer for dem med 'de rigtige' meninger. Uanset, at der i hver enkelt sag kan være mange gode grunde til ved lov at beskytte mindretal mod krænkelser, så må lovgiverne besinde sig og nøjes med at kriminalisere handlinger (f.eks. vold) og ikke ytringer/meninger.

I ET STØRRE PERSPEKTIV er Irving-sagen derfor først og fremmest trist. Uanset, hvor afskyelige den britiske historikers synspunkter så har været, må det demokratiske princip om ytringsfrihed have forrang. Den historiske sandhed om Holocaust taler for sig selv, og fortielser eller benægtelser skal ikke kriminaliseres og skubbes ind i fængslernes mørke, men imødegås med argumenter i en åben og fri debat, hvor benægternes argumenter vil falde sammen og blive afsløret som det, de er, nemlig løgn. Krænkernes budskaber siger langt mere om dem selv end om budskabernes genstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu