Læsetid: 3 min.

Ytringsfrihed ad libitum

Hvis tale er sølv, men tavshed guld, som påstået længe før ordet ytringsfrihed var opfundet, må man konkludere, at også hvad dette angår har magten sat sig tungt på guldet
29. november 2005

På Odense Teater opføres for tiden i Klaus Hoffmeyers knivskarpe opsætning Jokum Rodes Pinocchios aske, der med rette er blevet prist som en af de senere års bedste danske scenetekster. Samtidig med at den er sprogligt oplagt og nuanceret, er den billedskabende og tegner hver enkelt skikkelse med personlige træk, som forløses eminent af det stærke, homogene hold af spillere.

Flertydig er den også, hvad der så sandelig ikke skal lægges den til last, og det i en grad, så man ikke uden videre kan udlede en morale eller et budskab.

Men udgangspunkt og drivkraft er kontante nok. Stykket udspiller sig nemlig i en stat, hvor ikke kun bogafbrændingsbålene flammer til stadighed, men som også forfølger enhver form for kunstudfoldelse, helt ned til dennes mest primitive form i skikkelse af den marionetdukke, der har lagt navn til stykket. Ytringsfrihed og -ret er ikke eksisterende. Meningsundertrykkelsen total.

Scenariet er skræmmende men også velkendt. Det er jo Orwell's 1984 ført ud i sin yderste konsekvens. Men, må man spørge sig selv, når forestillingens forførelse begynder at vige for eftertanken, er ytringsfriheden i dag virkelig truet af et magtapparat, der med tvangsmidler undertrykker ubekvemme holdninger?

Frihed i overmål

Man skal ikke have læst mange aviser eller set mere end et par satiriske programmer for at blive overbevist om det modsatte. Der er jo ikke det, som ikke kan siges om hvem som helst. Grovheder og latterliggørelser falder over hinanden, og gennem de seneste år er tonen skærpet i en grad så skældsord, perfiditeter og hån tårner sig op.

Meningsundertrykkelse? Forstuen til et orwellsk helvede? Nej, for det var ikke Orwells dystre profeti, der gik i opfyldelse, det var Huxleys, i hvis Fagre nye verden magten bruger langt mere raffinerede midler til at pacificere de opsætsige. Ikke ved tvang men med underholdning og - i modsætning til i Orwell's mangelsamfund - med en materiel overflod, der får alle til at være ligeglade med andet end egen tilfredsstillelse af de mest elementære behov. Åben tvang overflødig. Hertil er vi ikke kommet. Men det snerper, strategien er annammet, og de oprørske er gået lukt i fælden.

Medmindre det kan skydes ind under en højere nødvendighed, som bekæmpelsen af terror, er man for kloge til bruge tvangsmidler, inklusive det der bare ligner censur. Lad dem sige og skrive lige, hvad de vil. Vi lader som ingenting, svarer ikke, undgår enhver form for polemik. Og jo mere der skrives, jo stridere og mere skinger tonen bliver, desto bedre, for desto lettere drukner den enkelte stemme og den enkelte sag i koret.

Statsministeren fører an i tavshedens brigade. Georg Metz kan uge efter uge, måned efter måned, ja år efter år, sparke til ham, spytte på ham, gøre ham til grin, sammenskrabe alt det smuds, som Fogh Rasmussens politiske karriere har efterladt - ministeren tier og tvinger Metz ud i endnu voldsommere formuleringer, der nærmer sig det rituelle drab, uden at det øver mindste indflydelse på Fogh Rasmussens helbred, end sige på hans politik.

Strategiens slagkraft bekræftes af de efterhånden få tilfælde, hvor naturen overtrumfer klogskaben, og censuren rasler med de middelalderlige lænker, som da der blev nedlagt forbud mod Frank Grevils foredrag på Frederiksberg Bibliotek. Havde man opretholdt blind- og døvhed, havde Grevil talt til 20-30 mennesker, hvoraf en enkelt måske gik hjem og skrev et læserbrev, ingen ville tage notits af. Forbuddet derimod rettede på ny medielyset på ham, så han nok engang fremstod som martyr for ytringsfriheden. Moralen behøver man ikke at være spindoktor for at udlede.

Hvis tale er sølv

I et velsignet afdæmpet indlæg ("Frihed til at træde på andre", Information den 24. november) plæderede Hanne Moe for selvdisciplin i brugen af ytringsfrihed. Indlægget skal jeg ikke forsøge at tage til indtægt, eftersom ærindet og indgangsvinklen, nemlig Muhammed-tegningerne, var en ganske anden, men tilbage bliver dog en fælles bekymring over, at ytringsfriheden graver sin egen grav, når den i den grad insisterer på sin ret, at den mister formål og hensigt af syne.

Som forsøgt påvist kan graden af reel ytringsfrihed ikke måles på, om man kan sige, tegne og skrive hvad som helst; den har først mening, når og hvis den skaber dialog med dem, der har tiltaget sig uberettiget magt over vort, eller andres, liv.

. Vejen til en omfordeling har Stanislaw Lec anvist: "Somme tider må man være tavs for at blive hørt."

Rolf Dorset er forfatter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu