Læsetid: 3 min.

Ytringsfrihed for universitetsansatte

Jeg har Ombudsmandens ord for, at jeg må udtale mig frit som universitetsprofessor. Videnskabsministeriet har holdt hånden over rektoren på SDU og har dermed også fået to næser af Ombudsmanden. Sagsbehandlingen i ministeriet er efter min opfattelse ensidig og sammenspist
22. november 2005

Rektor på SDU har - som det fremgik af Information den 8. november - fået endnu en endda meget alvorlig næse af Ombudsmanden. Ombudsmanden har nemlig nu tilkendegivet, at rektor har overtrådt de helt centrale bestemmelser om videnskabelige medarbejderes forskningsfrihed i universitetsloven - og dermed krænket min ytringsfrihed.

I rektors kommentar kan man næsten blive rørt over at skulle læse, hvor uskyldig han selv mener han er - efter at have begået lovbrud. For allerede dagen efter han påførte mig denne sag med sit famøse anbefalede brev til min privatadresse i sommeren 2003, hvori han beskyldte mig for at være dybt illoyal, gjorde jeg ham opmærksom på, at den aftale, han forsøger at forsvare sit overgreb med, var såvel konkret og bagudrettet. Jeg har selvfølgelig ikke kunnet undgå at bemærke, at rektor - i mangel af andre argumenter - stædigt har forsøgt at fortolke denne aftale langt udover dens grænser. Jeg har endda flere gange gjort opmærksom på dette i skriftudvekslinger med såvel rektor som Videnskabsministeriet.

Problemet for mig i også denne sag er, at det må være meget svært for udenforstående at forstille sig, hvor absurd og politisk styret administrationen nu er på SDU. Men foreløbig står det 3-0 til mig, når det vel at mærke er udenforstående instanser, der har afgørelsen. To gange har rektor nu fået at vide af Ombudsmanden, at han har været lovbryder. Første gang, da han tvangsforflyttede mig, uden jeg forinden var blevet parthørt! Og Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd har også måttet forklare rektor, at han ikke kunne nægte mig udgivelsen af en i øvrigt allerede trykt forskningspublikation Erhvervsudviklingen på Fyn med en fordrejet påstand om, at der ikke var tale om forskning. Den er i øvrigt ikke endnu blevet genoptrykt af universitetet, selv om afgørelsen fra Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd kom i december 2004!

Nobelpris for tåber

Hvor absurd og pinlig denne sag er for forskermiljøet i Danmark, ses klart, hvis baggrunden for den afgørende sag om forskningsfrihed betragtes. Tre kolleger her på Syddansk Universitet udarbejdede en privat konsulentrapport for Arbejdsmarkedsrådet Fyn. Jeg havde aldrig i mit lange professionelle liv, hvor jeg har beskæftiget mig med dansk økonomi bl.a. som overvismand, læst sådan noget sludder. I rapporten kom de tre frem til, at overskudsgraden i hele Danmarks erhvervsliv var minus 1.000 pct. i 1999. Lægger man alle virksomheders overskud og underskud sammen, skulle erhvervslivet i Danmark altså i 1999 have præsteret et nettounderskud på 10 gange omsætningen. Noget så vanvittigt havde jeg aldrig tidligere læst. Og hvis der var en Nobelpris i økonomi for tåbeligheder, ville de tre med den nuværende rektor for Handelshøjskolen i Århus, professor Børge Obel, i spidsen være selvskrevet til at blive indstillet hertil. Det hører også med til denne groteske historie, at de tre ikke har turdet stille op i en offentlig debat om deres rapport: Uddannelse, job og erhvervsudvikling på Fyn - Veje til et videnssamfund.

Det er en skamplet for et universitet, at de har forskere, der ikke offentligt vil forsvare deres egne resultater. Det var min kritik af denne rapport, som udløste rektors anbefalede brev.

Forstå det, hvem der kan.

Det principielle i denne sag er forskningsfriheden og retten til at ytre sig. Derfor har det for mig været nødvendig at føre disse sager.

I hele dette forløb har Videnskabsministeriet holdt hånden over rektoren på SDU og har dermed også fået to næser af Ombudsmanden. Sagsbehandlingen i ministeriet er efter min opfattelse så ensidig, at ministeriet synes at have reduceret sig selv til et kammeratskabsministerium.

For mig og givetvis mange andre forskere bliver det mest interessante derfor nu, hvordan Videnskabsministeriet vil reagere - for bestyrelsen for SDU vil ikke løfte en finger, selv om der i bestyrelsen sidder bl.a. ansvarshavende chefredaktør Mette Bock fra JyskeVestkysten! For Videnskabsministeriet er nu - efter egen opfattelse - tvunget til at realitetsbehandle denne sag, selv om de kun er tilsynsmyndighed for universiteterne efter den nye universitetslov. For Ombudsmanden har tilkendegivet, at der er tale om lovbrud, og så kan selv en tilsynsmyndighed ikke blot vaske sine hænder. Videnskabsministeriet har givetvis ikke stor lyst til nu at være tvunget ind i denne sag om videnskabelige medarbejderes forskningsfrihed - det fremgår meget klart af korrespondancen.

Men nu er ministeriet tvunget til at forholde sig til, om det vil være et videnskabsministerium eller et kammeratskabsministerium. Det er det principielle i det konkrete.

Christen Sørensen er professor på Syddansk Universitet i Odense og tidligere overvismand

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her