Læsetid: 4 min.

Ytringsfriheden er i fare

Herboende muslimske lederes 'kampagne' vidner om, hvor langt vi har igen med integrationen. For den er komplet absurd
5. januar 2006

Jeg giver gerne en hånd med i integrationsprocessen. Hør engang, muslimske ledere: I er i Danmark. Her har vi demokrati. Vi har ytringsfrihed. Basta.

Det er egentlig simpelt nok. Ikke desto mindre udtalte imam Fathi Alev for nylig på tv, at den danske statsminister burde hjælpe de grupper af herboende muslimer, som er helt uintegrerede og ikke kan et hak dansk, med at blive integreret. Hvordan? Jo, ved ikke at fornærme dem mere og i øvrigt sige undskyld for de 12 tegninger, som Jyllands-Posten, har valgt at bringe.

Vel skal han da ej. Han følger netop Grundloven, der giver fri - helt fri - ytringsfrihed, når han ikke blander sig. Tværtimod er det nemlig de uintegrerede muslimer, der skal komme den demokratiske kultur, de ønsker at bo i, i møde. De skal tåle de 12 tegninger, skal de. For sådan fungerer et moderne demokrati nu engang. Og den gang tudefrans, som nogle muslimer står for nu, er decideret pinlig. De fortolker helt enkelt den danske lovgivning forkert - det fremgår jo med al tydelighed af, at de skal helt til Mellemøsten for at finde udbredt støtte for deres... tja, mellemøstlige tankegang. Her i Danmark er de fleste jo bedøvende ligeglade med, om der er lavet en fjollet tegning fra eller til.

Men måske skal vi lige til at vågne lidt op.

For samme rigide ufremkommelighed, som Fatih Alev repræsenterer på tv og i klummer, kan man nu også se plastret ud over forsiden på Information den 3. januar: En række fremtrædende muslimske ledere i Danmark arbejder ihærdigt på at få udenlandske regeringer til at reagere aggressivt imod den danske stat. De rejser lande og riger rundt i fly og holder møder med gud og hvermand - med det erklærede mål at fremelske had imod den danske regering, en dansk avis og de danske demokratiske værdier.

Jeg er rystet. For så vidt jeg kan se, forsøger man nu fra visse muslimske organisationers side - koordineret, velordnet og supereffektivt - at undergrave den danske ytringsfrihed og den danske grundlov med udenlandske magter som løftestang.

Men nu må den danske regering snart vende bøtten og sige fra. Muslimernes ledere har bare at lære lidt om dansk demokrati. Nu! Ifølge dansk lovgivning kan den danske statsminister ikke tage afstand fra denne eller hin satiriske tegning i denne eller hin avis. Han må ikke blande sig. Det er ikke et spørgsmål om ære eller krænkelse, om muslim eller kristen, men om demokrati. Her er det nemlig ikke en eller anden patriarkalsk Farmand, der bestemmer. Det er den dømmende magt, punktum.

Selv blevet hængt ud

Så hvis man er mopset over en tegning i en avis, så haler man nogen i retten. Det er såre simpelt. Og det er en gåde for mig, at man i muslimske kredse ikke for længst bare har gjort dét, i stedet for at indlede en 'kampagne', der går ud på at beklikke den danske lovgivning ved at påstå, som om de arabiske landes stater og organisationer havde nogen som helst jurisdiktion i Skandinavien.

Det er en gang vås. Og svaret på, hvorfor der ikke er kommet et banalt sagsanlæg imod avisen, er da nok også, at det ikke ville give ret meget pote for muslimerne at følge de danske regler.

For tegningerne er - hvis man sammenligner med andre satiriske tegninger i dagspressen - langt, langt inden for dansk lovgivnings rammer. Vi bringer jo også tegninger i danske aviser, som krænker adoptivbørn, russere, ældre mennesker og - tænk bare! - forfattere. Så sent som i sidste uge kunne jeg faktisk se mig selv hængt ud i en satirisk tegning i Politiken, hvor jeg var tegnet som en latterlig sjuft, der red på Pegasus med en lanse. Helt til grin. Og so what?

Problemet med de religiøse lederes 'kampagne' er i virkeligheden, at den mere end noget andet afslører, at integrationen er slået totalt fejl i Danmark. Når selv relativt højtstående imamer ikke fatter selv de mest basale retsprincipper for demokrati, love og domstole i Danmark, så har vi åbenbart langt igen.

Og inden nogen får mærkelige ideer, så vil jeg gerne her til sidst fastslå, at jeg er medlem af de radikale, og at jeg ved kommunevalget i år stemte personligt på en førstegenerationsindvandrer. Jeg er ikke medlem af den danske folkekirke, fordi jeg bekender mig til en anden religion. Mit ærinde er altså hverken racisme, religionskrig eller højredrejet galimatias.

Mit ærinde er ytringsfriheden. Jeg er forfatter og journalist, og hvis jeg ikke kan udtrykke mig helt frit - helt og aldeles frit - uden at skulle frygte at få en fatwa smidt i hovedet fra et eller andet obskurt præstestyre i Mellemøsten, så er både den vestlige tradition for kritisk tænkning, selve demokratiet og faktisk også min egen karriere allerede så småt begyndt at være i fare.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter og journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her