Læsetid: 6 min.

Ytringsfriheden skal sikre os mod staten

Hvornår er det blevet landsforræderi at spørge til en regerings håndtering af en sag? Og hvilken særegen forskelsløs liberalisme er det, statsministeren er ved at udvikle?
4. marts 2006

Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard har indgået en uheldig alliance, der truer ytringsfriheden og udråber alle de, der er uenige, til at være landsforrædere. Det angriber det liberale demokratis grundsten: mangfoldigheden og enhvers ret til at kritisere statens magtudøvelse og stiller to spørgsmål: Hvornår er det blevet landsforræderi at spørge til en regerings håndtering af en sag? og hvilken særegen forskelsløs liberalisme er det, statsministeren er ved at udvikle?

Efter at den værste storm efter Muhammed-tegningerne har lagt sig, har statsministeren og hans parlamentariske grundlag i disse dage indledt en heksejagt på dem, der ikke mener det samme som de.

Anders Fogh Rasmussen gør sig i et interview i Berlingske Tidende til politisk dommer over Politiken og Berlingske Tidende, mens han hele efteråret nægtede at være det over for Morgenavisen Jyllands-Posten. Dermed krænker han for alvor ytringsfriheden og får oven i købet undergravet den undskyldning, han efter flere måneder gav til den muslimske verden.

Det sker samtidig med, at Pia Kjærsgaard i sit ugebrev udråber sine politiske modstandere til den vestlige verdens forrædere. Et angreb, der forråder de frihedsrettigheder, som oplysningen og demokratiet bragte til Danmark fra udlandet. Dermed nærmer Anders Fogh Rasmussen sig Pia Kjærsgaards position mere, end han selv må bryde sig om, og samtidig fjerner han sig fra det liberale grundlag, der er rundet af 200 års demokratisk udvikling.

Afværgeret overfor staten

Ytringsfriheden kommer på skrift som borgerrettigheder efter den Franske Revolution og den Amerikanske Uafhængighedserklæring for godt og vel 200 år siden. Ytringsfriheden skal sikre den enkelte borger mod magten, det vil sige staten. Man skal kunne ytre sig religiøst, filosofisk, politisk og litterært uden frygt for statens reaktion. Ytringsfriheden kommer til verden efter en tid med religionsforbud, bogafbrændinger, kættermord og henrettelser af systemkritikere. Med ytringsfriheden manifesterer de europæiske befolkninger sig som selvlovgivende (autonome) enheder, der selv vælger sine repræsentanter. Vel at mærke repræsentanter, der kan og vil tage fejl, og som derfor skal kunne irettesættes af dem, de repræsenterer, uden at disse skal frygte for repressalier eller tvetydige angreb i avisinterview.

Derfor bliver ytringsfriheden senere ledsaget af principper som forsamlingsfrihed, boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed og så videre. Alle sammen rettigheder, der er afværgerettigheder over for staten. Staten skal, det er dens demokratiske pligt, sikre den enkelte borger mod staten selv. Ytringsfriheden og ejendomsretten er historisk de to faner i dette demokratiets felttog.

Voltaire er blevet tillagt det højspændte udsagn: "Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre Dem".

Kritik er et sundhedstegn

Hos den mere jordnære Stuart Mill er ytringsfriheden nødvendig på grund af magtudøvernes (ikke kun politikernes, men også præsternes og forskernes) fejlbarlighed. Vi kan ikke opsøge sandheden, hvis vi lukker munden på vores kritikere, var Stuart Mills argument for ytringsfriheden og tillige hans argument for at frigøre kvinden fra mandens tyranni. Og hvis magthaverne ikke bliver klogere af kritikken, bliver de i hvert fald mere rodfæstede i deres argument, og det var heller ikke så dårligt, mente Stuart Mill.

At magthaverne, altså staten, har brug for ytringsfriheden, så vi et godt eksempel på, da den russiske ubåd 'Kursk' sank. Det russiske bureaukrati turde ikke fortælle præsidenten sandheden, pressen måtte ikke, og Putin forblev uoplyst i begyndelsen af krisen, hvorfor han fremstod lige præcis så ignorant (uvidende), som han i ordets egentlige betydning var.

Ytringsfriheden giver således også staten, herunder både regering og opposition, sikkerhed for gyldigheden af de efterretninger, de modtager. Det så vi for nylig i sagen om Frank Grevil, der ikke længere kunne finde sammenhæng mellem de rapporter, han som efterretningsofficer skrev, og så de fortolkninger af rapporterne, der blev udgydt fra Christiansborg.

Den historiske baggrund for denne samfundsudvikling, der kalder sig selv for oplysning, var årtier med detaljeret hegemonisk topstyring. Et enevældigt bureaukrati, der ikke gav plads til individuel mangfoldighed og økonomisk foretagsomhed. Bevægelsen, der som et spøgelse gik gennem Europa, var liberalismen, der både i sin økonomiske (Adam Smith) og politiske (Immanuel Kant) form var udformet som et krav om individuel frigørelse. Frigørelse fra statslig styring og meningstyranni. Men tendensen er ældre, den har rødder til Martin Luthers opgør med kirkens (præsternes) trostyrani.

Individuel frigørelse

Med først den protestantiske bevægelse og siden de liberale og liberalistiske bevægelser, træder den vestlige verden ind i en ny tidsalder, hvor fællesskaber uden plads til individuel frigørelse fra de selv samme fællesskaber langsomt forsvinder. Fællesskabet bliver herefter defineret netop ved den enkeltes frigørelseskamp: En fælles-skabende individualisering. Ytringsfriheden er blevet symbolet på denne udvikling, fordi den understreger det enkelte individs ret til at sige og mene hvad han eller hun finder for godt, ret og rimeligt.

Men det er jo ikke en udvikling, der er gået stille af sig. Op igennem det 20. århundrede har vi set flere forsøg på at inddæmme denne liberale individualisering. De værste eksempler er selvsagt Nazityskland og Sovjet, der på forskellig vis forsøgte at rendyrke det rette individ, arieren og homo sovjeticus - alle sammen individer, der skulle være ét med fællesskabet. Den enkelte skulle indrette sig og identificere sig (gøre sig lig med), de nationale og/eller socialistiske værdier. Som deltager i det nationale fællesskab måtte man ikke være 'forskel-lig', men kun 'ens-lig'.

Mangfoldigheden måtte kun opstå som kontrolleret effektivitet, og ikke som tilfældige knopskydninger på et stadig sig selv udviklende samfund. De, der talte imod værdierne, blev udråbt til - netop - landsforrædere. Men iagttaget udefra kaldte vi dem systemkritikere, fordi de var fortalere for netop de fejlskud og knopskud, som gør verden så smuk.

Så Gud ske lov og tak for systemkritikere. For det er der, oplysningen kommer ind. Den store canadiske poet og sanger Leonard Cohen skriver i en af sine mere politiske sange: "There is a crack in every wall, that's were the light comes in".

Med denne lille linje rammer han demokratiets væsen, dette væsentlige, som aktuelt trues i Danmark. Nemlig at demokratiet består i og på, at der er nogen, der tillader sig at mene noget andet, at der er nogen, der taler magten imod.

Foghs angreb på os alle

Ordet demokrati er græsk og betyder både, at magten er i politiske hænder, altså i valgte (og ikke arvede eller økonomiske) hænder, og at magtudøvelsen offentliggøres, altså at man undersøger, hvad der er sket i en given situation.

Demokrati-begrebet opstår i en skelnen mellem demos og oikos, hvor oikos er den hjemlige husholdning og slægten (oikonomia), mens polis er det politiske (bymæssige) fællesskab. Demos betyder i sin adverbielle form offentlig. Altså noget, alle har ret til, noget der er åbent (öffentlich).

Kratos betyder magtudøvelse. Demokrati betyder altså, at magtudøvelsen er i åbne hænder, at den kan offentliggøres, undersøges og gøres til genstand for kritik.

Derfor er det et angreb mod demokratiet, når statsministeren så utvetydigt siger, at han har sorteret bukkene fra fårene i den danske presse, og når han kalder det for banaliteter at undersøge, om han har levet op til sit ansvar som statsleder. Der er jo netop tale om aviser og politikere, der tillader sig at sige ham i mod og kræver, at han står til ansvar for tacklingen af den krise, han har bragt landet i. Aviser, der vel at mærke benytter deres ytringsfrihed til det, den var beregnet til, og ikke til at gøre nar af et mindretalsreligion.

Tilsvarende bringer Pia Kjærsgaard os tilbage til et middelalderligt niveau, når hun omtaler politiske opponenter som landsforrædere, hvormed hun gør sig selv til dommer ikke blot for den politiske debat, men for dens debattører.

Det, der lige nu bringer Rasmussen og Kjærsgaard sammen, er et angreb på den mangfoldighed og kritisk anvendte ytringsfrihed, som er det liberale demokratis grundlag. Eller som statsministeren formulerer det i Berlingske Tidende: "Nogle har villet ophæve deres personlige præferencer til at være samfundets lov. Det er farligt".

Det har han ret i.

Svend Thorhauge er forstander på Ry Højskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu