Læsetid: 4 min.

Ytringssnerperi

Hvis nogen har tordnet mod den politiske korrekthed, er det Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard. Derfor er det også særegent at læse hendes argumentation i går mod en gruppe kendisser, som protesterer mod regeringens udlændingepolitik. For hun argumenterer med, at de ikke har forstand på, hvad de taler om, og man kunne ligeså godt spørge cykelhandleren eller pølsemanden på torvet. Det er forståeligt, at Dansk Folkeparti er irriteret over protesterne, men Kjærsgaard rammer ved siden af. Savner hun eksperterne?
13. marts 2007

"Hvorfor ikke i stedet interviewe cykelhandleren nede på hjørnet eller pølsemanden på Torvet - er deres meninger ikke nøjagtigt lige så gode?"

Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti i sit ugebrev

Må en lektor sige, hvad han vil? Må en præst? Må en minister eller en leder af en frikirke? Vel må de så, så længe de taler til voksne mennesker, som selv med deres kritiske samfundsopdragelse kan vurdere, hvad de vil tro på. Danmark er desværre ramt af et omsiggribende ytringssnerperi, der er skæmmende for debatten og betyder, at vi ofte i højere grad diskuterer, hvem har lov til at sige hvad i stedet for at tage fat på indholdet. Først var der Ruth Evensen fra Faderhuset, som vil bekæmpe homoseksualitet, adgang til abort og meget andet. De fleste er uenige med hende dog uden at argumentere imod. Lad dog Faderhusets holdning komme frem i al dens moralistiske forstokkethed, uanset at hun har købt og nedrevet et hus som mange holdt af på Jagtvej i København. Så var der lektor og religionsforsker Michael Rothstein, som angiveligt har brugt undervisningstid til at opfordre nogle studerende til at demonstrere mod netop rydningen af Ungdomshuset. Det skulle han ikke have sagt, for det er politisering af undervisningen, mener blandt andre Jyllands-Posten og fagrådet på Københavns Universitet. Så var der den omstridte præst Orla Villekjær, som i en prædiken transmitteret på DR tv kritiserer regeringens flygtningepolitik og tilbagesendelsen af psykisk syge asylansøgere til Kosovo. Kirkeminister Bertel Haarder mener, at han blander politik og forkyndelse sammen, så det skulle han heller ikke have sagt. Endelig var der familie- og forbrugerminister Carina Christensen, som i sidste uge mente, at alle bør have tre børn, hvis det er det, de ønsker sig. Det må hun ikke sige, for det skal hun ikke blande sig i, anførte flere. Socialdemokraternes ordfører, Mette Frederiksen, mente ligefrem, at ytringen kunne føre til, at kvinder følte sig presset til at få flere børn, end de kan overskue.

Fire eksempler fra den seneste uge - og går man længere tilbage, myldrer de frem. Ytringssnerperiet trives og har det godt, og det bliver stadig oftere brugt til at bekrige politiske modstandere. Men når offentlige debatter ender i den slags diskussioner om, hvem der har ret til at sige hvad, er det mest af alt et udtryk for en underkendelse af danskernes evne til at vurdere udsagn og deres validitet. Hvor dumme tror de, vi er? Alle de, der vil lukke munden på præster, ministre, lektorer og grundejere på Jagtvej. Det er trods alt voksne mennesker, der sidder og lytter i auditoriet og i kirken og foran radioerne. De vil formentlig ikke stimle ud i gaderne, fordi en lektor siger det, kaste sig på lagnerne for at følge en ministers doktrin eller skifte grundholdning til regeringens udlændingepolitik på grund af en tv-prædiken. Slip dog holdningerne løs, de er til for at blive modsagt og forestillingen om, at autoriteter i gammeldags forstand skal passe på med deres påvirkningskraft, og hvad de udtaler sig om, er i bedste fald antikveret. Tænk, hvis man kunne gå ned ad gaden og støde på præster mod dyreforsøg, lektorer for atomkraft, læger for flere soldater til Irak, grundejere mod julemanden og meget andet. Problemet med den danske samfundsdebat er ikke, at der er for mange holdninger og for meget engagement, men det modsatte.

Den udskældte politiske korrekthed består i, at kun mennesker med et særligt rum, et særligt sæt af værdier og en særlig argumentationsform kan deltage i debatten. Og den politiske korrekthed, som til at begynde med ikke var noget skældsord, er i den grad blevet brugt til at slå politiske modstandere i hovedet med. Derfor må læren efter korrekthedens årti være, at adgangen til debatten er for alle, og at det er argumentet, der tæller, fremfor titlen på visitkortet og den sammenhæng, det fremføres i. Hvis nogen har tordnet mod den politiske korrekthed, er det Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard. Derfor er det også særegent at læse hendes argumentation i går mod en gruppe kendisser, som protesterer mod regeringens udlændingepolitik. For hun argumenterer med, at de ikke har forstand på, hvad de taler om, og man kunne ligeså godt spørge cykelhandleren eller pølsemanden på torvet. Det er forståeligt, at Dansk Folkeparti er irriteret over protesterne, men Kjærsgaard rammer ved siden af. Savner hun eksperterne? Når kokken Claus Meyer, komponisten Bent Fabricius-Bjerre, den tidligere konservative minister Isi Foighel, forfatteren Lise Nørgaard og andre stiller sig op i flok og kritiserer hjemsendelsen af syge Kosovo-albanere, så er det ikke interessant, fordi de har en autoritet i kraft af deres kendthed eller ekspertviden, men fordi de normalt repræsenterer det borgerlige Danmark, som ikke har for vane at kritisere regeringen. Men ytringssnerperiet har bredt sig helt til Dansk Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu