Læsetid: 4 min.

Ze dsjermans are here

Det tyske sprogs hårdhed fungerer optimalt med heavy metal. Rammsteins musik er international på grund af det, mener den østtyske gruppe. Og på grund af ild. Masser af ild
2. november 2005

LONDON - Tænk tysk fonetik. Sig ordene 'Du hast mich' med dyb vred stremme. Det lyder hårdt i sig selv. Rammstein har siden debutten i 1995 arbejdet med at kombinere det tyske sprogs tydelige konsonanter med en march-agtig gentagelse og selvfølgelige tonstung metal. Det virker. Bedre end de måske selv havde forestillet sig.

"Det har vist sig at være noget af det, der tiltaler folk, at vores tekster er tyske. Det er jo ikke noget, vi bevidst har valgt. Det er bare det mest naturlige for os. Vi er tyske og taler ikke særlig godt engelsk, der ellers er det foretrukne sprog for de fleste andre tyske metalbands med international succes. Men den hårdhed, der er i det tyske sprog fungerer godt med vores musik," siger Christian 'Flake' Lorenz, der spiller keyboard i bandet.

Deres musik er slags industri heavy metal. Et stort maskineri med elementer af techno og sågar pop. Det er ikke kun langhårede unge mænd i sorte læderbukser og affarvede band t-shirts, der lytter til Rammstein. Især i forbindelse med den forrige plade Reise, reise, begyndte de at appellere til et bredere publikum. Ikke mindst på grund af hittet "Amerika". Ikke meget mere end et år senere er de allerede klar med den nye plade Rosenrot. Flake forklarer, at de havde en del sange, der ikke var plads til på Reise, reise, men de var meget i samme stil, og de ønskede at få dem udgivet.

"Hvis vi ikke gjorde det med det samme, ville vi sikkert aldrig få det gjort. Det er som med mad. Det skal ikke ligge for længe."

Reise, reise gav dem et kommercielt gennembrud. Rammstein er en af Tysklands største eksportvarer.

Ingen kan undværes

I forbindelse med den nye plade inviterer de verdenspressen til blandt andet London for at give interviews. Også i denne forbindelse er Rammstein en maskine. Alle bandmedlemmer giver interviews hver for sig, så det kommer tydeligt frem, at alle medlemmer er lige vigtige.

"Ofte er det kun forsangeren, der udtaler sig i et band. Det ønsker vi ikke. Hos os er der ingen, der kan undværes," siger Flake.

Faktisk giver forsanger Till Lindemann meget få interviews, men han er tilstede. Kommer forbi suiten og hilser på. Klædt som en sand rockstjerne. Helt i sort, tunge støvler og en hue trukket godt ned i panden. En diametral modsætning til Flake, der er i slidte plettede brune jeans og en rød trøje. Det eneste rock'n'roll over ham er det lange sorte hår i hestehalen. I Rammstein er de meget forskellige, fortæller Flake. Seks stærke personligheder, og det kan godt give gnidninger:

"Vi skændes tit. Så snart en eller anden hiver stikket ud til sin forstærker, ved vi: Ok, så skal vi i gang med en større diskussion."

Hovedpine på omgang

Men de har fundet en teknik, der fungerer:

"Vi starter uden Till. Vi arbejder på musikken i øvelokalet, og når vi har fundet frem til noget godt, sender vi optagelserne til Till, der så skriver tekster og sender det tilbage til os, og vi lytter til det og kommenterer og sender det tilbage. Vi sender hovedpinen på omgang," griner Flake.

Sådan undgår de, at de allesammen har hovedpine på én gang, hvilket tidligere har været tilfældet, når de skulle skrive musik sammen. Rammstein virker på den måde som et meget opsplittet band, selv om pladeselskabet gør alt for at fremstille dem som en helhed, og Flake gentager flere gange, at Rammstein er et demokrati, men han medgiver, at det ofte har været svært. Det er ikke uden grund, at der tidligere har været både tre og fire år mellem albums. Det eneste sted, hvor der ikke er tvivl om, at Rammstein fungerer som en helhed, er når de går på scenen. Koncerterne er næsten mere legendariske end pladerne. Till Lindemann har uddannet sig til pyrotekniker. Det kræver showet simpelthen. Kaskader af ild står ud fra flammekastere, han har monteret på albuerne, og fra en hjelm, han har på hovedet. Hele scenen står i flammer.

"Det er især varmen, der er vigtig. Flammerne giver vores musik noget ekstra, men varmen handler om os og publikum. Det giver en fornemmelse af helhed."

Showet er den bedste illustration af Rammstein-maskineriet. Velstrukturet og timet. Det er begrænset hvor meget afveksling, der er fra show til show, når bandet tager på turné.

"Det bliver bare nødt til at være stramt opbygget. Ellers risikerer vi at blive ristet. Men det bliver aldrig kedeligt for mig at gå på scenen," siger Flake.

Bandet har også gjort to pladser i koncertens set ledige til improvisation.

"På den måde får vi lejlighed til at gå amok i en improvisation uden, at vi risikerer, at Till eller en af os andre bliver stegt."

Selv improvisationen er altså ordnet hos Rammstein. Sceneshowet er præget af en militaristisk stil og de march-agtige gentagelser i teksterne har ofte fået folk til at tro, at Rammstein skulle være fascineret af højreradikale grupper. Det er der dog ikke noget som helst, der tyder på. Hverken i tekster eller i udtalelser, og det bliver også gang på gang afvist på det kraftigste af Rammstein selv.

Når de bruger den militaristiske, sadomasochistiske og generelt vrede dramaturgi, så er det nærmere med en humoristisk tilgang. Rammstein er ikke et politisk band. Men de bruger politiske referencer i deres tekster. Blandt andet i sangen "Amerika".

"Vi arbejdede på pladen midt under Irak-krigen, og vi kunne ikke bare tie stille, mens en andet land blev bombarderet på denne ulovlige måde," siger Flake.

Han fastholder, at Rammstein ikke er noget politisk band, men der er bare nogle gange, man ikke kan adskille tingene.

"Så løsrevet fra virkeligheden bliver musik aldrig, og det mener jeg heller ikke, den skal være," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu