Læsetid: 4 min.

Zidane tilbage på verdens top

De, der spåede, at Zidanes fatale hovedstød var dødsstødet for en skaldet andengenerationsindvandrers himmelflugt, tog grusomt fejl. Zizou er nu Frankrigs mest populære menneske og reklamebranchens sikreste kort
8. september 2006

"Adieu Zizou," konkluderede mange dagen efter, at Zinedine Zidane i VM-finalens sidste minutter, off-camera, men hurtigt fremspolet, havde stanget modstanderen Materazzi i maven. Ingen kunne forestille sig andet, end at dette var (af)gudens fald. Der var da heller ingen grænser for, hvorledes den olympiske gudeverden, den græske tragedies hovedpersoner eller Kants begreb om det 'sublime' (eller kort sagt uforståelige), i dagene efter finalen blev hentet ind af franske intellektuelle for at forklare heltens fatale gestus. Det blev sågar i denne avis taget som billedet på selve Frankrigs nedtur.

Stilheden umiddelbart efter det usædvanlige hovedstød var til at tage at føle på. Sådan en stor, sort stilhed i den franske nat, og så blev børnene lagt i seng, for sådan gør man ikke.

Men nu er Zizou tilbage. Andengenerationsindvandreren Zinedine Zidane, med sine trofaste algierske rødder, er atter oppe på en absolut førsteplads som Frankrigs mest populære menneske. I midten af august overhalede han stik mod forventningerne endnu engang den sympatiske, reggaesyngende, ekstennisspiller Yannick Noah på den liste, Ifop-undersøgelsesinstitutet udarbejder fire gange om året i samarbejde med søndagsavisen Journal de Dimanche. Abbé Pierre, der i over 50 år har kæmpet sin kamp for Frankrigs hjemløse, har efter snesevis af år på toppen frabedt sig at figurere på listen.

Zidane placerede sig for første gang på listens førsteplads i 2004. Dengang var han, som en lærer ved en af de hårdt belastede skoler i Frankrig fortvivlet udbryder det til dagbladet le Monde, "en positiv helt". Her ved skolestart i Frankrig bekymrer Zidanes status for alvor medspillerne i det franske opdragelsesvæsen.

For sådan gør man ikke, og så gjorde han det alligevel, og i modsætning til de moralske forventninger, lærere og dagblade kan have, er der langt fra tale om farvel.

Reklamebranchen tager sjældent fejl. Adidas er helt oppe på fodbolddupperne med en internetside, der hedder mercizidane, og det gigantiske mælkeproduktfirma Danone overvejer at sætte Zidane i bestyrelsen. Det forlyder, at legetøjsfirmaet Matell, der sælger kryds og tværsspillet Scrapple og allerede havde kontrakt på Zidane, har måttet opgive det slogan, de ellers havde tænkt sig at bruge: 'Fra nu af bruger han kun hovedet'. Men at bruge Zidane har de ikke opgivet.

Æresbegreber vinder frem

For sådan som verden ser ud, findes der intet adieu for en virkelig helt. Adieu betyder, at vi ses hos Gud og ikke før. Det vil altså sige aldrig, eller i al fald at det har lange udsigter. Men nu er forstillingerne sådan, at der muligvis er tæppefald, men så går tæppet straks op igen, og publikum klapper. Og her kan tragedier - også moralske tragedier - ganske som i antikken vise sig at være det allerbedste stof. Hvad ville der være sket med en Ødipus' eller en Medeas samvittighedskvababbelser, hvis tæppet, altså sådan i virkeligheden, straks var gået op, og alle havde klappet? Hvis sponsorpengene viste sig at være betinget af underholdningsværdien? Selv Achilles ville, ramt i hælen, rejse sig igen og haltende hilse og bukke.

Og det gør han så, Zidane, til det moralske Frankrigs fortvivlelse.

"Ved kampen mod Italien opførte sig han sig som et barn i børnehaveklassen," fortsætter den fortvivlede lærer i Le Monde. "Vi kommer helt uden tvivl til at høre masser af undskyldninger såsom, at 'han fornærmede mig, så jeg gjorde bare som Zidane'".

For den fransk-italienske sociolog Michela Marzano, er der helt sikkert tale om en regression, hvad angår samfundsværdierne.

"Æresbegreber bliver vigtigere end respekten for et menneske, lige meget hvem dette menneske er," forklarer hun resigneret til Le Monde.

Og hvor værdierne egentlig er placeret henne på verdensscenen, det sætter Zidane, givetvis helt uforskyldt, rigtig godt i scene. Det gælder både for helte og politikere om at have fingeren på folkets puls. Derfor var de franske politikeres reaktion da heller ikke forargelse. Chirac var med sit folketække lynhurtigt ude med beundrende tilgivelse.

Venstrefløjens for tiden mest populære mulige præsidentkandidat, Segoléne Royal, fik også formuleret en af den slags udtalelser, der viser hendes politiske tæft. Hun anerkendte Zidanes "kapacitet til med næb og klør at forsvare de værdier, han dybest set står inde for, ikke mindst respekten for sin søster".

Og hvem synes ikke, at man skal kæmpe for den slags? Det ved vel ethvert børnehaveklassebarn.

Franskmændene er i al fald vilde med Zidane. Hos de unge mellem 15 og 24 er det over 66 procent, der sætter Zidane allerhøjest.

Moralen for enhver moralist, der havde sendt Zidane i skamfuld retræte, må være, at moralen ikke er, hvad den har været. Men at den på den anden side altid er lige præcis, hvad den er. Den samlede presse tog fejl både af skammen og Zidanes halvhjertede skamfuldhed. Alt i alt havde det forrygende underholdningsværdi. Og se, den værdi er der ingen tvivl om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her