Læsetid: 4 min.

Zidanes umenneskelige menneskelighed

Imens franskmændene lægger nederlaget i sommerens VM-finale bag sig, hyldes kaptajnen Zidane med stadig større begejstring efter sin udvisning. De intellektuelle forfatter den ene mere eksalterede udlægning af hans famøse 'hovedstød' efter den anden
25. juli 2006

Det lignede en ydmygelse, da Frankrig 9. juli tabte VM-finalen i fodbold, og Zinedine Zidane blev smidt ud før tid. Men allerede præsident Jacques Chiracs ubetingede kærlighedserklæring til holdets kaptajn, i minutterne efter kampen var fløjtet af, lod ane, at den fortolkning, der lå lige for, var en blot alt for banal sandhed til franskmændenes smag.

"Det, som jeg vil sige Dem i dette måske allermest intense, allerhårdeste øjeblik i Deres karriere, er den beundring og hengivenhed og også respekt, som hele nationen nærer for Dem," erklærede præsidenten.

Selvom Chirac og hans landsmænd siden har fundet ud af, at Zidane a.k.a. Zizou blev udvist efter at have stødt hovedet ind i en italiensk forsvarer med lige dele beslutsomhed og præcision som svar på en verbal provokation, har det ikke skortet på opbakning. Tværtom.

I de sidste to uger har skuffelsen over nederlaget forskudt sig til en stadig mere eksalteret begejstring for kampen i kampen mellem Zidane og Materazzi. Som avisen Libération bekræftede dagen efter, var Zidanes nu famøse 'hovedstød' en "skøn gestus". Og taberen var en vinder.

Siden er udlægningerne imidlertid blevet mere dunkle. I dag omtales hans indgreb mestendels som "sublimt" og hermed - i traditionen fra oplysningsfilosoffen Kant - hinsides vor fatteevne. Denne udbredte læsning har imidlertid blot fremprovokeret en mangedobling af forsøgene på at forstå, hvad ingen kan forstå.

Zidanes egne sparsomme udtalelser om hændelsen har ikke afskrækket kommentatorerne. Hans spæde "undskyld" er næsten blevet overhørt. Til gengæld har hans "jeg fortryder det ikke" mobiliseret de franske intellektuelle. Står manden ved sin handling, må den gemme på en dybere mening.

De-gudeficering

I Libération går Cédric Mathiot bag om hændelsen ved at oprulle det forudgående forløb påny. Det er historien om en fodboldspiller på 34 år, der efter at være gået på pension anmelder sin snarlige tilbagekomst - omend 'miraklet' først indtræffer i kampen mod Spanien, som Frankrig vinder 3-1. Det kunne være historien om homo sabiens' fødsel: "ZZ rejser sig, går, begynder at løbe."

Men som Mathiot anfører, beviser finalen, at dette nye menneske ikke vil acceptere sin plads i verden. I sin beskrivelse af Zidanes eksekvering i det 7. minut af straffesparket, der rammer undersiden af overlæggeren, inden bolden går ind bag målstregen, kaster skribenten sig ud i mundaflæsning: "På den måbende målmand Fabien Barthez' læber kunne man i dette øjeblik mene at læse: 'Han er syg!' Syg af at have forsøgt dette. Straffesparket kunne være forblevet kampens højdepunkt: som en leg på trods af, hvad der stod på spil, som en absolut kontrol over en teknisk gestus, som hybris, altså følelsen af magt hos ham intet kan ramme eller ryste."

Men som Mathiot indrømmer, bliver dette øjeblik ikke kampens mest ladede. Til gengæld er læsningen af Zidanes hybris eller overmod blot en blandt mange, der forklarer hans 'hovedstød' som en episode i en stor græsk fortælling.

Ifølge den flamboyante filosof Bernard-Henri Levy er Zidane dog hverken en gud eller et menneske, der tror han er det. Snarere var Zidanes 'hovedstød' en overlagt tilbagedrivelse af alle disse forestillinger. Som den viltre tænker med henvisning til den islandske saga og den italienske filosof Machiavelli fastslår, er 'sandheden' en anden. Zidanes 'hovedstød' var såmænd intet mindre end "menneskets oprør mod helgenen."

I sine bloc-notes i magasinet Le Point forklarer Levy, at det er svært at sætte sig i en guds sted. Til gengæld mener skribenten at kunne sætte sig i Zidane's.

"Det ('hovedstødet', red.) var en måde at sige: 'Jeg er levende, ikke en fetich; et menneske af kød, blod og lidenskab, ikke et debilt hologram uden substans, ikke denne guru, denne universelle psykoanalytiker," med meget mere, skriver filosoffen, og forlænger fodboldspillerens sære talestrøm med en bekræftelse:

"Ja, han er et menneske; ja, ja, et menneske, et af de virkelige, ikke et af disse absurde monstre eller en af disse syntetiske stjerner, som mærkevarernes penge og den globaliserede menneskehorde har frembragt i samhørighed."

Brasiliansk generøsitet

Konklusionen, mener Levy, må derfor være, at Zidane's Achilleshæl er hans hovede og fodboldspilleren altså et menneske, der tilbagekæmper sig sin menneskelighed.

I avisen Le Monde langer underviser ved statskundskab i London, Philippe Marlière, også ud efter ophøjelsen af Zidane og hans formidable fodboldspil af "en international presse forgiftet af det ene overbud efter det andet."

Ikke desto mindre mener franskmanden, at det er fodboldspilleren Zidane, vi skal huske, nu efter at han har stoppet karrieren. 'Hovedstødet' satte ikke punktum. Det blev allerede sat i kampen forinden mod Brasilien, hvor Zidane glimrede. Her tillod brasilianernes 'generøsitet' - i modsætning til italiernes negativitet - hvad Marlière kalder "den zidanske apoteose." Og oversætter man sidstnævnte til guddommeliggørelse, er man ikke helt galt på den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her