Læsetid: 3 min.

Zombie-demokratiet

21. september 2000

VÆLGERNES attitude til den dobbelte folkeafstemning i København den 28. september om både den fælleseuropæiske mønt og de lokale bydelsråd er et klart signal om, at politikerne mangler den brede befolknings opbakning til at bringe det politiske system i omdrejningshøjde med en verden under hastig forandring. Mens borgerne i København slet ikke har diskuteret bydelsrådenes fremtid, handler euro-debatten om alt andet, end hvad et øget politisk samarbejde i Europa kan bruges til. Ønsket om at skabe nye kanaler for politisk indflydelse er tilsyneladende ikke særligt populært blandt danskerne. EU opfattes af mange som årsag til netop de globale forandringer, som det europæiske projekt dybest set er et middel til at konfrontere i fællesskab. Bydelsrådene opfattes af mange københavnere som endnu en knopskydning på det kommunale bureaukrati, som bydels-projektet er et forsøg på at mindske ved at inddrage borgerne mere aktivt i lokalmiljøet. Situationen er dybt paradoksal.
Gennem de seneste årtier har de fleste danskerne mistet interessen for national politik. Næsten ingen socialt velfungerende mennesker gider længere at være medlemmer af politiske partier eller græsrodsorganisationer. Utallige undersøgelser viser, at mange borgere mener, at partimedlemsskab ikke giver væsentlig indflydelse på samfundets udvikling. Forklaringen er oplagt, at det nationale demokrati på mange fronter har udlevet sig selv – alt imens globale og lokale udfordringer presser sig på. Det er derfor ikke overraskende, at mange fravælger det nationale demokrati. Det bekymrende er derimod, at så få mennesker ønsker at deltage aktivt i at udvikle nye politiske organer, der kan fungere som et offensivt modsvar til den virkelighed, vi lever i.

SYMBOLANALYTIKERE har for længst fundet på begrebet ’glokalisering’, som indfanger den samtidige tendens til, at de politiske systemer i den vestlige verden er klemt mellem presset fra et globaliseret verdensmarked og en stadigt mere individualiseret befolkning, som stiller kontante krav om lokal indflydelse på de nære problemer i hverdagen.
En hærskare af sociologer med britiske Anthony Giddens, spanske Manuel Castells, tyske Ulrich Beck og polske Zygmunt Bauman i spidsen har længe forsøgt at skitsere fremtidens politik, hvor befolkningens engagement bevæger sig uden om nationalstaten; opad mod verden og nedad mod det personlige liv. De mener, at det nationale demokrati vil stå tilbage som en såkaldt ’zombie’-institution – en levende død, der foregiver at have kontrol over et samfund, som for længst har forandret sig fundamentalt – hvis de nationale parlamenter ikke bliver aflastet af instanser, som kan løse de fjerne og nære problemer, som alle ved, at politikerne i Folketinget ikke længere kan løse.
Vælgernes holdning til de to forestående folke-
afstemninger synes imidlertid at afkræfte de optimistiske prognoser om en ny form for ’glokalt’ engagement. Den fraværende debat om bydelsrådene betyder, at vælgerne enten vil stemme i blinde eller helt undlade at stemme. Selvom erfaringerne med de fire forsøgsbydele har været overvejende positive, tegner afstemningen til at blive en fiasko. Blandt de få mennesker, som har deltaget i bydels-demokratiet, er stemningen dog meget positiv: Lokalmiljøerne er blevet styrket. Men det hjælper ikke stort, når størstedelen af befolkningen er komplet ligeglade.

POLITISK engagement begrænser sig for de fleste danskere til at modgå globaliseringen ved at købe Max Havelaar-kaffe i supermarkedet og præge lokalsamfundet ved at kræve, at deres egne, gamle forældre får en hurtigere behandling på sygehusene. Så snart den ’glokale’ udfordring bliver forsøgt organiseret i formelle institutioner, går flertallet af vælgerne i baglås. Danskerne vil i stedet bevare et politisk system, som næsten ingen ikke gider engagere sig i – og stemme nej til et europæisk projekt, som de fleste vælgere alligevel gerne vil være en del af. At EU-bureaukratiet i Bruxelles ikke er større end antallet af offentligt ansatte i Århus Amt, er en kendsgerning, som nej-sigerne har svært ved at erkende. Og selvom ingen er i stand til at argumentere for, at det nuværende bystyre i København er hverken effektivt eller udpræget nærdemokratisk, vil de største partier heller ikke være med til at forandre forvaltningen.
De to folkeafstemninger den 28. september er
en dobbelt mulighed for at videreudvikle nutidens zombie-demokrati med nye beslutningsorganer,
der forhåbentligt vil udvikle sig til en demokratisk arena, hvor de stadigt flere problemer, som både Folketinget og Borgerrepræsentationen må give op overfor i dag, kan blive håndteret offensivt.-

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her