Læsetid: 3 min.

Zombie-kongerne

3. juli 2003

INTERNETTET bugner af satirefotos, hvor Elvis Presley – anno 2003 – omfavner både Osama bin Laden og Saddam Hussein. De tre herrer deler på forunderlig vis skæbne: Uanset hvad der måtte fremkomme af uigendrivelige beviser for deres endeligt, vil myten om deres mulige overlevelse leve videre. For evigt. Deres tilhængere og andre mærkelige eksistenser vil klynge sig til håbet om, at de stadig regerer fra underverdenen.
Uanset hvad der sker, vil de dog – med Elvis som en mulig undtagelse – næppe få status som martyrer, men snarere som ’zombier’. Altså levende døde, der stadig færdes iblandt os. En helgenstatus, der kan vise sig værre end den klassiske martyrrolle.
Martyrer er trods alt døde. Deres virke her på jorden er fortid. Omvendt med zombie-ikonerne: Uvisheden om deres skæbne vil fungere som en stadig stimulans for tilhængerne. Og myterne om deres hemmelige virke vil aldrig kunne slås ihjel – uanset hvor mange efterretningsofficerer og specialtropper, der sættes på opgaven. Zombier har nemlig en helt enestående og umenneskelig evne til at komme igen. Og igen. Og igen.

LIGEGYLDIGT hvad USA’s regering end måtte fremlægge af konkrete dna-beviser eller fotos, vil store dele af verdensoffentligheden ganske enkelt ikke stole på det. Forspillet til Irak-krigen – med alle de mere eller mindre halvfabrikerede løgne om masseødelæggelsesvåben – har svækket den amerikanske regerings troværdighed. Osama bin Laden og Saddam Hussein vil derfor aldrig kunne erklæres definitivt døde, med mindre én af dem eller begge fanges i live – hvilket næppe er sandsynligt.
Saddam Hussein og Osama bin Laden er dermed blevet symboler på både styrken og skrøbeligheden ved USA’s hidtil succesfulde strategi med at legemliggøre komplekse, sikkerhedspolitiske trusler i én person. Rent kommunikationsmæssigt fungerer det således fremragende at sammenpresse alverdens bestialitet i ét genkendeligt ansigt – som det har været tilfældet med bl.a. Oberst Ghaddafi, Manuel Noriega, Saddam Hussein, Osama bin Laden og senest Kim Jong Il. Styrken er oplagt, at brede befolkningsgrupper får et letafkodeligt ikon, som mange ligefrem kalder ved fornavn. De diffuse sikkerhedstrusler får en fast og kendt adresse.
Skrøbeligheden er imidlertid tilsvarende stor: Hvis slynglen aldrig elimineres, men derimod – måske, måske ikke – lever videre, ja, så udstilles impotensen; den manglende militære formåen blotlægges. Ansigtet, fjendebilledet, lever videre i medierne. Over hele verden. 24 timer i døgnet.

ÉN TING ER, at de amerikansk-ledede styrker i Afghanistan, Irak og omegn endnu ikke har været i stand til at dræbe hverken Osama bin Laden eller Saddam Hussein, hvilket i sig selv er en fiasko for den personfokuserede sikkerhedspolitik.
En anden ting er, at det amerikanske protektorat i Irak gør ondt værre, når de – som tilfældet grotesk nok er – udsender nye irakiske dinar-pengesedler med et ungdomsportræt af Saddam Hussein på forsiden og et Baath-monument på bagsiden. Ikke just et signal om nye tider i Irak. Pengesedlerne er den amerikanske regerings hidtil største symbolske fejltrin i krigen mod terrorisme.
Saddam Hussein lever videre mellem hænderne på folk. I hverdagen. Som et tegn på, at Saddam Hussein stadig regerer et sted fra undergrunden. Og Osama bin Laden er blevet ikon på bl.a. t-shirts og plakater, som efterhånden kan måle sig i global udbredelse med Che Guevaras forslidte ansigt.
Som mytiske zombie-konger fortsætter deres rædselsregimente; virtuelt, i fantasierne blandt millioner af tilhængere og ofre over hele verden.

KYNIKERE og konspirationsteoretikere vil angiveligt hævde, at det kan være en fordel for USA at have uovervindelige fjende(-billeder), som aldrig vil kunne besejres definitivt. Fjender, der som al-Qaeda fungerer som et organisk netværk. En global kræftsvulst; en lurende bøhmand, som ligger under sengen om natten, når lyset slukkes. Tanken skulle være, at frygten derved holdes i live på hjemmefronten, hvorved stigningerne i sikkerheds- og militærbudgetter kan opretholdes.
Konspirationsteorien næres af de regelmæssige meldinger om »konkrete trusler« mod USA og Storbritannien, som heldigvis aldrig materialiserer sig. Der kan heller ikke herske tvivl om, at kredse i de amerikanske sikkerhedsapparater har klare interesser i at opretholde forestillingen om, at al-Qaeda eller andre kan slå til hvert øjeblik.
Alligevel må det konstateres, at strategien med at kondensere fascismens og terrorismens drivkræfter i få enkle ansigtsudtryk foreløbigt har givet bagslag. Som skygger lever zombie-kongerne videre og minder alverden om, at end ikke det amerikanske imperium kan overvinde sine dødsfjender.

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her