Læsetid: 8 min.

Zoner af åndsfrihed

Vores skoler må renses for den religiøse forurening, og havde vi ikke haft et hysterisk debatklima, havde det ikke været nødvendigt at understrege, at det gælder for alle religioner. På min skole blev der rejst krav om fredagsfri for at børn kunne deltage i bønnen i moskeen. Vi gik videre med sagen, for havde det været Indre Mission, der stillede det krav, havde vi straks givet dem fingeren
15. oktober 2005

Verdens bedste folkeskole forudsætter, at folket har valgt at lade deres børn gå i den. Sådan er det ikke i min bydel, Nørrebro i København, hvor ikke engang halvdelen af børnene går i bydelens folkeskoler. De fravælges især pga. andelen af børn med udenlandsk baggrund. En skole er ikke attraktiv, når en stor del af klassens elever ikke taler dansk på et niveau, svarende til deres alder, til trods for, at de er født og opvokset i skoledistriktet, når de ikke kender til den danske kulturarv, sangskat, humor og natur og er underlagt religiøse regler om spisning, samvær og forholdet mellem kønnene, der gør, at de nødvendigvis må isolere sig fra danske klassekammerater.

Det, der skulle være folkeskolens styrke, nemlig dens rummelighed, får efterhånden mange forældre til at frelse deres børn fra et nærmere bekendtskab med den. Når rummelighed bliver til kritikløs respekt for alt, står de resursestærke af.

Men et fælles mødested i barndommen er forudsætningen for et voksensamfund præget af tolerance. I mødet nuanceres holdninger, og finder det slet ikke sted, kan vi også vinke farvel til integrationen. Så ender vi med det balkaniserede (eller multikulturelle for at bruge det moderne ord) samfund.

Ressourcestærke forældre, både danske og nydanske, har valgt bydelens kommuneskoler fra. Der er forældre med muslimsk baggrund, som vælger at sætte deres børn i en privat kristen skole. Simpelthen for at de får en chance for at omgås danske børn, så de ikke ender som samfundets tabere. Men langt flere går den modsatte vej. Til skoler, der er religiøst og også ofte etnisk rene. Hjemme i blokken er naboer ikke længere automatisk klassekammerater. Og folkeskolen er ikke længere folkets skole.

Krav om fredagsbøn

I og med at befolkningssammensætningen i Danmark ændrer sig så hurtigt, bliver der stillet krav om samfundets tilpasning til muslimske værdier. Vi har på Nørrebro været meget imødekommende, problemet er, at mange såkaldte gammeldanskere ikke formår at sætte en grænse. De skammer sig ligefrem over at fremhæve og fastholde de værdier, som ikke mindst arbejder- og kvindebevægel-sen har kæmpet sig frem til gennem årtier.

På min skole blev der rejst krav om fredagsfri for at kunne deltage i bønnen i moskeen. Vi gik videre med sagen for blandt andet at få en udtalelse fra muslimske autoriteter. Havde det været Indre Mission, der havde stillet krav om at afbryde undervisningen eller omlægge skemaerne for at bede, er der ingen tvivl om, at vi øjeblikkeligt havde givet dem fingeren.

Bederum er et ofte fremført krav i samme boldgade. Feriekalenderen er blevet tilpasset muslimske helligdage. Og så er der diskussionen om halalkød. For nogle år siden var det ikke noget problem med oksekød på menuen, men så iværksatte nogle religiøse ekstremister en kampagne for halalkød, som straks blev støttet af en række velmenende danskere. Pludselig var børn af liberale muslimer nødt til at bede om halalkød, skoler og institutioner indførte det, og forestillinger om rent og urent stammende fra Mosebøgerne og videreført i Koranen blev med ét aktuelle i det moderne danske samfund.

Men det offentlige rum, ikke mindst vores folkeskoler, må renses for den religiøse 'forurening' (og havde vi ikke haft et hysterisk debatklima her i landet, havde det ikke her været nødvendigt at understrege, at det naturligvis gælder for alle religioner). For at lokke flere muslimske forældre til en sommerfest har jeg oplevet, at der blev stillet to griller frem til det medbragte kød. Bag den ene var der lang kø, for danske forældre møder temmelig massivt op til denne slags arrangementer. Og denne grill var til dem. Bag den anden var der få forældre, selv om indvandrerbørn udgjorde måske halvdelen af institutionens børn. Da jeg ville hen, hvor der var plads, blev jeg straks stoppet af velmenende danske forældre: For at muslimerne skulle føle sig velkomne, var der en grill til de rene fødevarer og en til de urene (altså i teologisk forstand).

Bøjer mig ej næste gang

Den gang bøjede jeg mig, men jeg gør det ikke næste gang: Mine børn skal ikke vokse op i et samfund, hvor der findes rene og urene madvarer og mennesker. Nej tak til apartheid. Det er mig inderligt imod med denne religiøse racisme, og vi må sige fra over for den i vores børns opvækst. Det er muligt, at mine kritikere vil få ret i første omgang: Det skræmmer bare flere muslimske forældre væk fra de offentlige skoler, hvis de ikke får mulighed for at skille sig ud helt ned i en grillrist. Men hellere det end et værdigrundlag i skred mod opdeling af mennesker efter en mere end tusind år gammel bogs inhumane skel.

I dagens skole bruger vi meget tid på at lære eleverne om fremmede kulturer for at forbedre forståelsen mellem de forskellige kulturer i folkeskolen. Især bruger vi mange kræfter på at få dem til at respektere andre kulturer. Det er godt nok, men bedre ville det være at bruge mere tid på dansk kultur på skoler med mange indvandrere. Mange indvandrerelever får ikke læst højt af børnebogsklassikerne derhjemme, museumsbesøg er sjældne, og det samme er naturoplevelser og ferier i deres fædreland. Mange, som senere står med flotte karakterer fra både den ene og anden eksamen, vil alligevel stå bagerst i køen til en dansk arbejdsplads, fordi de står uden kendskab til deres lands kultur, skikke og tankegang. Meningen er ikke, at de skal overtage dem, men kende dem og den historiske baggrund.

Ikke alt er lige godt

En arbejdsplads er også et socialt værested. Man kan godt arbejde i Danmark uden at vide, hvor stor landets svineproduktion er eller hvor mange ægteskaber, der opløses, men det kan være svært at omgås danskere, hvis sådanne emner har været udeladt af lærere, der ikke orkede endnu en omgang skænderier i klassen. Men så snakker vi om høflig omgang og ikke om integration. Så snakker vi om et multikulturelt samfund og ikke om et solidarisk fællesskab.

Folkeskolen skal være en modvægt til det stadigt stigende antal religiøse privatskoler. Men vi skal ikke lefle for deres succes og f.eks. gå ind i en diskussion af, hvorvidt nogle muslimske elever fra en 9. klasse på lejrskole i Amsterdam har ret til at nægte at besøge Anne Frank Museet. Eller om man kan bede sig fritaget fra kunstneriske oplevelser, fordi der vises et menneske, som Gud har skabt det, eller afvise at besøge et gudshus bygget for en afgud. Her skal vores tale være klar: nej, nej, nej.

Historie skal opprioriteres i skolen. Der skal undervises i Holocaust for at modvirke en gentagelse, ligesom der skal undervises i de ufattelige tragedier, som islam og kristendommen har påført menneskeheden. Ingen skal personligt anfægtes, fordi de tilslutter sig en religion, men de skal kende verdenshistoriens blodspor.

Når vi snakker konkret viden, er det ene ikke lige så godt som det andet. Videnskaberne er ikke alvidende, og nogle synes indbyrdes modstridende. Men de er dog det stadigt udvidede fundament, hvorpå velstand og demokrati har udviklet sig. Vi skal ikke falde på halen for autoriteter, men vi må have mod til at sige, at der er noget, som er løgn og latin. På tværs af religiøse dogmer og al høflighedskorrekthed. Og ærligt sige, at det barn, der af religiøse grunde holdes i uvidenhed, ender som taber.

Et af folkeskolens helt store problemer er, at den ikke får udviklet de muslimske elevers abstrakte tænkning og kritiske bevidsthed. Vi er for bange for konfrontationer og for beskyldninger om manglende respekt for de fremmede. Men i 2001 viste en undersøgelse, at kun godt halvdelen af de unge med minoritetsbaggrund fuldfører en påbegyndt videregående uddannelse, og at det store frafald netop skyldes denne gruppes manglende udvikling af abstrakt tænkning og kritisk bevidsthed.

Hvis vi ser på de sidste 250 års Danmarkshistorie, har en af de mest skelsættende og positive begivenheder været verdsliggørelsen, altså at det religiøse gradvis blev fortrængt fra det offentlige rum. Det var forudsætningen for demokratiet: for en jura uden religiøs indflydelse, for religionsfriheden, for en dialog uden absolutte sandheder.

I dag er religionen på vej tilbage i det offentlige rum. Men hvis politik ikke står over religion og viden over uvidenhed, så kan vi vinke farvel til alt fra kønnenes ligeberettigelse til hele fornuftens kultur med retten til at tvivle og søge og ytre sig frit.

At krænke hvis kultur

Der er lærere, som fortæller mig, hvordan de har undgået en bog eller en forfatter for ikke at krænke nogle af elevernes kultur eller religion. De har oplevet forældre-samtaler, der er løbet helt af sporet på grund af en novelle eller en illustration. Jeg har aldrig oplevet nogle af disse lærere som etnocentrikere, intolerante, islamofober eller på kant med de internationale konventioner, men som mennesker, der er kuet af en debat, hvor det fyger med disse skældsord.

Og børn skal provokeres - langt ud over, hvad mange folkeskolelærere finder forsvarligt. I undervisningen skal eleverne møde den forfatter, der stiller de spørgsmål, de ikke møder derhjemme, og den fritænker, der modsiger det verdensbillede, der er indprentet som det eneste sande. Altså det stik modsatte af hvad prominente danske muslimer begyndte at advokere for efter mordet på filminstruktøren Theo van Gogh: at ytringsfriheden skulle indskrænkes for ikke at krænke religiøse følelser.

Folkeskolens skal ikke alene udfordre alle de dogmer, eleverne møder med, og vise mangfoldigheden. Det er også folkeskolens opgave direkte at bekæmpe fundamentalisme og uvidenhed. Lærerne må gå i konfrontation med alle racistiske, antidemokratiske, patriarkale og feudale tankegange samt ekstreme religiøse vrangforestillinger, der afviser videnskaben. Skolebestyrelserne må bakke op. Hvor vi i min skoletid var stolte af at gå på en erklæret A-våbenfri skole, må vi i dag erklære vores folkeskoler for fundamentalismefri zoner.

For fundamentet for verdens bedste folkeskole er den frie tanke, og det er desværre ikke længere selvfølgeligt.

Kronikken er en forkortet udgave af et bidrag til en debatbog om Verdens bedste folkeskole, som udkommer på Gyldendal senere på måneden

Kåre Bluitgen er forfatter og tidligere skolebestyrelsesformand på Blågårdskolen, Indre Nørrebro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu