Læsetid: 4 min.

ZZZZZZZZ.....

30. september 1996

DEN SOCIALE oprørsbevægelse, som Mogens Glistrup iværksatte i 1971-72 samtidig med, at han stiftede Fremskridtspartiet, eksisterer næppe længere. I bedste fald er den faldet i søvn, hvis man skal dømme efter reportagerne fra partiets netop overståede landsmøde i Aars. "Det gamle protestparti kammede næsten over i vandkæmmet velopdragenhed", skriver Ritzau. "De medbragte dåsesmåkager og ditto-øl kunne ikke holde gabene væk fra de meniges ansigter; mange tog øjensynlig budskabet fra de talrige bannere, der hang ned fra loftet, helt alvorligt".
Budskabet var det samme som vores overskrift her.

DET ER ET STYKKE Danmarkshistorie, der nok er værd at samle sammen og arkivere, både for hvad det fortæller om de 25 turbulente år der nu er gået, og for hvad det muligvis kan fortælle om de kommende års politiske bevægelsesmønstre.
Mogens Glistrup fik heltestatus i januar 1971, da han på tv for første gang fremviste et af sine berømte frikort og forklarede, hvordan alle kunne skaffe sig en trækprocent på nul; en sådan form for skatteunddragelse kunne sammenlignes med sabotørernes patriotiske indsats i besættelsestiden, hævdede han. Det var i netop det historiske øjeblik, hvor Socialdemokratiets keynesianske velfærdspolitik havde nået sin smertegrænse - offentlige såvel som private gældsposter var kommet ind i en tilsyneladende ukontrollabel vækst, det voldsomt stigende skattetryk var med kildeskattens indførelse (1970) blevet synligt for alle, de første absurde historier om indkomstoverførslernes urimelige virkninger var begyndt at cirkulere, og oveni alt dette kom så oliekrisen. For så vidt var der al mulig grund til, at Glistrups fremtræden fremkaldte dønninger i det politiske landskab.
I første omgang tilbød han sin tjeneste til et af 'gammelpartierne', Det konservative Folkeparti. Men de konservative var på det tidspunkt domineret af Poul Møllers midtsøgende konsensuspolitik og takkede pænt nej. I stedet måtte Glistrup stifte sit eget parti. Som ved det berømte jordskredsvalg i december 73 vendte op og ned på det parlamentariske mønster ved at erobre 28 mandater, samtidig med at Erhard Jakobsens nye parti (der red på samme bølge) opnåede 14 mandater - hvorimod S gik tilbage fra 70 til 46, K fra 31 til 16, V fra 30 til 22 og R fra 27 til 20.

DET VAR BÅDE arbejderklassens og de selvstændiges oprør mod den satans stat, påpegede dengang Informations Ejvind Larsen - i skarp opposition til den doktrinære venstrefløj, der havde udråbt Glistrup til kvasifascist. Man tror vel ikke, at jernbanesocialismen repræsenterer et tilfredsstillende svar på nutidens lede ved bureaukrati og teknokrati? spurgte Larsen retorisk. "Hvorfor kan mange arbejdere ikke fordrage LO's og Socialdemokratiets ØD-forslag om en stor centralfond? Fordi de har pampere, fjernstyring og administration nok."
Det tog Anker Jørgensen næsten ti års rådvilhed at erkende, at løbet var kørt for den gamle velfærdspolitik. I mellemtiden fik de etablerede borgerlige partier rig lejlighed til at samle sig - om Poul Schlüter. Samtidig sørgede de for, at Glistrup blev kendt uværdig til Folketinget, så det ved valget i januar 84 lykkedes at bringe hans uberegnelige parti helt ned på seks mandater.
Med Glistrup fængslet for skattesvig, med Pia Kjærsgaard og Helge Dohrmann som nye frontfigurer, med partiet berøvet mere end tre fjerdedele af sin oprindelige vælgertilslutning og helt parlamentarisk isoleret, kunne V-K i 80'erne ugeneret tage luften ud af den anti-statslige skattenægterbevægelse. Det gjorde de ved at sørge for en mærkbar forbrugsudvidelse for flertallet af erhvervsaktive - på bekostning af den både socialt og politisk mere og mere marginaliserede gruppe af ufrivilligt inaktive.

DET SKULLE NETOP blive denne gruppe, Mogens Glistrup vendte sin opmærksomhed mod, da han efter udsoningen i Horserød forsøgte et politisk comeback. Var det den udstødte, der søgte de udstødte? Med søvngængeragtigt instinkt udskiftede Z-lederen sit gamle, anti-bureaukratiske oprør med et helt nyt hovedtema: angsten for de fremmede. Man blev vidne til en af alle tiders mest bizarre alliancer i dansk politik, da den tidligere gammelliberalist begyndte at gå hånd i hånd med ærkestalinisten Preben Møller Hansen. Glistrup blev et omvandrende monument over sin egen tragedie. Hans 600 sider lange bog, De fremmede i landet (1991, 1994) rabler ikke bare af ukontrolleret fremmedhad, men viser også en mand, der ikke længere kan tænke logisk.
"Jeg synes, det er synd for ham", sagde Kirsten Jacobsen på landsmødet, da hun skulle forsvare dirigenternes beslutning om at afvise et forslag fra 89 medlemmer om genoptagelse af Glistrup i partiet. "Jeg tror, at han ønsker et martyrium", sagde hun.

DET ER IMIDLERTID også synd for Fremskridtspartiet. Den store vælgergruppe, der i de første år gav partiet karakter af en social bevægelse, er forlængst vandret ind i Venstres fold. Hvor de nu opfører sig pænt og vandkæmmet. Utilfredsheden med velfærdsstaten er aftaget markant blandt de velbjergede i totredjedele-samfundet.
Fremskridtspartiets gamle position som landets næststørste arbejderparti er forlængst overtaget af Venstre. I dag har både Z og dets aflægger, Dansk Folkeparti, en overrepræsentation af uuddannede og kortuddannede pensionistvælgere - 38 procent lever af overførselsindkomster. Tallet er ikke bare højest blandt samtlige partier; det er også en fuldstændig omvending i forhold til for 20 år siden.
Er det grunden til, at landsmødet var så søvndyssende? Partiets eneste tilbageværende chance for at vække de gamle bjørnekræfter - EU-modstanden - blev tilsyneladende holdt neddysset, måske for at hindre aflæggerpartiet i at komme ind i den parlamentariske varme.
Reduceret til to ekstreme appendikser til V og K - og til hinanden - kan Fremskridtspartiet ikke længere være en bevægelse.

birk (Klavs Birkholm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu