Læsetid: 2 min.

Danskerne og det stille svind

En klokke vender hjem. Er lange fingre danskernes stærkeste karaktertræk?
Det stille danske svind. Vi danskere tager genstande, når det passer os. Det er vores ret. Om det så er værtshusets toiletpapir.

Det stille danske svind. Vi danskere tager genstande, når det passer os. Det er vores ret. Om det så er værtshusets toiletpapir.

Arunas Klupsas

1. september 2007

I dag får det danske folk forvisning om, at englænderne vil returnere en 100 kilo tung klokke, som de uretmæssigt nuppede fra det danske linjeskib Christian VII i 1807.

I stærkt museale kredse anses det for en helt igennem super duper symbolsk gestus - en handling, som Dansk Folkeparti da også har lovprist betingelsesløst. Samtidig langede partiet ud efter svenskerne for ikke at følge englændernes eksempel: Tøm så jeres svenske vitriner for alt det habengut, I stjal fra os i 1600- og 1700-tallet, lød meldingen.

Den pludselige kulturarvspolemik giver stof til eftertanke. For er danskerne meget bedre? Nej, snarere tværtimod. Hvor svenskerne og englænderne for det første havde sans for kvalitet (skibsklokken er meget velstøbt) og for det andet sørgede for at rane andre lande, så stjæler vi med arme og ben fra os selv. Hvor er det sølle.

Forleden mødte jeg en mand, der umotiveret fortalte mig, at han havde taget en rulle toiletpapir på et værtshus. Efter alt at dømme var han blevet sendt i byen med den klare besked, at den var gal på forsyningsfronten, og så har han vel ødslet sine penge væk i et muntert lag. Han berettede om sin forsyndelse i en spøgefuld tone, men jeg kunne såmænd godt se skammen i hans øjne. Du har det sørme dårligt med dig selv, tænkte jeg.

National identitet

Tidligere i år stod der i avisen, at danske butiksansatte er tæt på at være Europas mest tyvagtige, mens 41 procent af de virkelig vellønnede danskere napper effekter fra arbejdspladsen med en svimlende ildhu. Vi tager genstandene, når det passer os. Det er vores ret. På kroferien snupper vi teskeer, dyner, bøjler, håndklæder og peberbøsser.

Engang arbejdede jeg som rengøringsassistent på et stort hospital i København, der ikke eksisterer mere. Jeg kom vidt omkring med min moppe og min gulvspand. Et sted i hospitalskomplekset var der en bygning, som var fuld af værktøj og skruer og bolte, og der var en mand, som passede det hele. Man sagde om ham, at han gennem årene havde taget så meget løsøre med hjem, at det ville fylde to lastbiler, hvis det skulle leveres tilbage.

Der var også en portør, som hver dag drak otte-ti sodavand fra afdelingskøkkenernes kasser. Når han havde bundet en flaskes indhold, lagde han den i en pose i sit garderobeskab. Hver dag tog han posen med sig og indløste panten. Det løb stille og roligt op. Man sagde, at det var kommunen, der betalte hans ferie.

Det er det, man kan kalde det stille, danske svind. Det er ikke så godt. Dansk Folkeparti ønsker velsagtens at få returneret alt, hvad der lugter gammelt og dansk, så "den brede danske befolkning" kan stimle sammen om byttet og mærke den nationale forankring risle ned ad ryggen. Men hvad nytter det at sætte blus på national identitet, hvis danskernes stærkeste karaktertræk er lange fingre på arbejdspladsen? Det bedste, vi kan gøre, er at lade være med at melde det til politiet. Så kommer det ikke til at figurere i nogen statistikker.

Et rap over nallerne eller en lussing kan være straf nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu