Der er en duft af 68-generationen over ideen om at vise personligt ansvar ved at gribe malerkosten og gå i gang med bedstemors plejehjem. Og hvorfor ikke også tage skoler, daginstitutioner, hospitaler og s-tog med? Ministererens senere forsikring om, at der var tale om en skævert, forstærker indtrykket af blomsterbarn.
68'erne satte deres visuelle spor med en blanding af engagement, sort arbejde, manglende professionelle færdigheder, en stor farveglæde og undertiden en mindre ditto sans.
Hvem havde forestillet sig, at et fremtrædende medlem af Venstre ville gå ind for den slags op-shining af offentlig ejendom? Nu kan de hidtil natlige grafittimalere vise både samfundssind og ansvarsfølelse og bidrage til det liberale velfærdsprojekt i fuldt dagslys.
Det var jo netop ansvarsfølelse, der fik den skæve minister til at synke hen i psykedeliske fantasier. Men han er ikke alene om at opfinde nye forbløffende ansvarsområder og -former. Venstres udenrigspolitiske ordfører Jens Hald Madsen belærte i radioens P1-Debat Villy Søvndal om oppositionens ansvar mht. fiaskoen i Irak:
"Jamen, jeg vil da hellere spørge Villy, skal man ikke være jubelidiot, hvis man tror, at man kan lave en overgang fra et fælt diktatur og så over til demokrati på få år, uden at det vil betyde, at der vil komme vold, uden at det vil betyde, at der vil være nogen frustration og nogle ting, man ikke lykkes med? .....Jamen Villy, vil du virkeligt påstå, at du kunne lave en overgang, hvor man havde fjernet Saddam Hussein, over til demokrati i løbet af så få år, uden at der kunne ske forskellige ting, altså mener du virkelig det?"
Det er generøst, at Venstres udenrigspolitiske ordfører ønsker at dele sit ansvar for det altomfattende kaos i Irak med oppositionens uformelle leder. Statsministeren, blandt skolekammerater kaldet Fesser Papkasse, går endnu videre i kunsten at fralægge sig ansvar.
Irakerne fik et tilbud om demokrati, som de ikke ville tage imod, siger han nu tydeligt skuffet, og lader som om, at de mange eksperters og efterretningstjenesters analyser og forudsigelser er kommet bag på ham. Han havde vist forestillet sig, at irakerne havde en dansker gemt inde i sig, som ville blive lukket ud, når Saddam Hussein var væk - og som straks ville begynde at fable om gule plader, skattelettelser, grænser for indtagelse af sodavand, dræbersnegle m.m.
Rundkredspædagogikkens fjende nummer et må have overset, at irakerne ikke som danske børn har lært at diskutere farven på væggen i blå stue uden at komme op og slås.
Noget at spise fik han da ud af det, selvom han vist hellere ville have nydt en rigtig middag i Det Hvide Hus som den, Sarkozy fik forleden med både burgere og hotdogs i stedet for blot en gang morgenmad.
