Læsetid: 2 min.

Yin og Yang i København

Anarkister, kanapéer, champagne og frygtløse forældre - det hele på en aften
Demonstranter for Ungdomshuset kæmper med modefolket om pladsen i Københavns gader. Indimellem smelter de sammen.

Demonstranter for Ungdomshuset kæmper med modefolket om pladsen i Københavns gader. Indimellem smelter de sammen.

11. august 2007

Jeg er journalistikkens svar på Henning Larsen. Mine øjne er særdeles lysfølsomme, og min hud bliver hurtigt meget brun og læderagtig. Efter at have været inden døre i dagevis for at holde UV-strålingen stangen låste jeg mig torsdag aften ud af min lejlighed. En cykeltur bragte mig til Blågårds Plads på Nørrebro, hvor mere end 500 punkere osv. ladede op til deres ugentlige 'Torsdagsdemo' for Ungdomshuset, der nu ligger hen som en bunke rottebefængte murbrokker.

Det var steghedt på pladsen, men stemningen var i top. Under mottoet 'I kan ikke slå os ihjel' havde de unge klædt sig ud som zombier med hvide ansigter, ketchup-sår og plasticknive tværs gennem hovederne. En flok smilende midaldrende kvinder fra foreningen Forældre mod politibrutalitet gik rundt og så ud, som om de ville lægge sig imellem, hvis ordensmagten ville sprede masserne med knippelsuppe.

Jeg opsnappede et brudstykke af en samtale mellem nogle punkere. De nævnte Martin Geertsen, Københavns kulturborgmester, som samme dag havde meddelt, at han ville forlade politik.

Så vidt jeg forstod - jeg kunne ikke høre det hele - følte de, at Geertsen om muligt har været endnu mere talentløs end sin konservative forgænger, Hans Thustrup Hansen, der vist modtog jobbet som en slags retrætepost. Et godt ben at gnave i efter 19 års tro tjeneste i Magistratens 6. afdeling. Thustrup Hansen havde en drøm: Han ville lave Ungdomshuset om til et bibliotek. Martin Geertsen ønskede bare huset ad helvede til. Den klarede Faderhuset.

Sådan som jeg hørte det - jeg stod et stykke væk - mente de unge, at Geertsens kulturpolitiske visioner fremstod klarest, når han søndag efter søndag indfandt sig på Brøndby Stadions Faxe-tribune for med barnets iver at heppe på sine fodboldhelte fra vestegnen.

Ikke længe efter satte optoget af levende døde i fart, og da de sidste purunge anarkister var drejet om hjørnet ved Todesgade, stod støvet stadig foran Ranee Udtumathisarns thailandske restaurant.

Sceneskift

Selv var jeg mere nihilistisk til mode, så jeg cyklede videre. Godt et kvarter senere fandt jeg mig selv med et glas Möet & Chandon i Glyptotekets vinterhave, hvor Bruuns Bazaar afholdt en eksklusiv catwalk under Copenhagen Fashion Weeks faner.

Vi var et par hundrede særligt indbudte modeller, moderedaktører, bookere og stylister med tilknytning til branchen. Vi stod fandeme tæt, sveden løb, og mens vore blikke rodede rundt mellem hinanden, kastede vi stadig større mængder brænde på samtalerne, selv om det var hedt nok i forvejen.

Der var masser at tage fat på. Er det ikke Jokeren, der stod derovre? Nåda, så Mathias Lauridsen, verdens p.t. mest efterspurgte mandlige model, åbner showet? Jeg elsker hans isblå øjne. Er alle modellernes hår blevet crepet? Sikke et greb. Jeg lagde nakken tilbage og bundede glassets indhold.

Da jeg cyklede hjem lidt over syv, var det, som om alle byens borgere lignede enten fotomodeller eller zombier. Jeg sov uroligt om natten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu