Læsetid: 1 min.

FOLK

8. september 2007

Rex

I år er det 100 år siden, at de første to politihunde blev bragt fra Tyskland til Danmark. Derfor fejres i dag et 100-års-politihundejubilæum med opvisning på Rådhuspladsen i Odense. Ordensmagtens hunde prises i taler af borgmester Boye (C) og rigspolitichef Hesselbjerg.

Danskdödare

Terrier-egenskaber behøves i aftenens fodboldgyser, men hvem har dem? 'Danmark är livrädda för Johan och Zlatan', påstås det i Aftonbladet. På det danske tilskuerafsnit på Råsunda stadion har man i øvrigt opsat skilte med servicemeddelelsen: 'Græsset må ikke betrædes'.

Udbrændte

'Landsforeningen for Udbrændte' holder i dag stiftende generalforsamling i Odense. Foreningen har allerede 20 frivillige terapeuter mv., som står klar til at hjælpe danskere, der føler sig udbrændte. Så ved landsholdet da det, hvis det ikke klarer at give svensken dada.

Bjørn Nørgaard

Den veletablerede billedhugger er i dag cicerone på en lystrejse gennem højdepunkter i 3.000 års skulpturhistorie - fra Broddenbjergmanden, en stærkt erigeret bronzealderskulptur, til Joseph Beuys. Det skulpturelle strejftogt foregår på Gl. Holtegaard i Holte.

Claus Meyer

I dag skal det være Fiskens Dag. Det har man i den danske fiskebranche besluttet sig for, og dette skal markeres med 'fiskeoplevelser' for hele familien Danmark på Højbro Plads. Et højdepunkt turde være de maritime måltider, der her anrettes af ovennævnte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her