Læsetid: 2 min.

Passionerede forbrydelser

Kvindegrupper i Frankrig raser over, at forsanger Bertrand Cantat fra kultbandet Noir Désir er på vej ud af fængsel, bare tre år efter at han myrdede sin elskerinde, den folkekære skuespiller Marie Trintignant
Bertrand Cantat slog sin elskerinde ihjel og blev dømt for det, men har opført sig så pænt, at han både løslades før tid og er blevet taget til nåde af sin hustru.

Bertrand Cantat slog sin elskerinde ihjel og blev dømt for det, men har opført sig så pænt, at han både løslades før tid og er blevet taget til nåde af sin hustru.

Mindaugas Kulbis

26. september 2007

PARIS - Franskmænd er over en kam galante, charmerende, storflirtende og passionerede - det ved enhver. Hvad bagsiden af al den passion desværre kan ende med, er stormende jalousidramaer - og i sidste ende mord. Ikke mindre end hver tredje dag mister en fransk kvinde livet, hvor partneren er gerningsmanden.

Det verdensberømte begreb crime passionel er da også fransk. Termen, som blev fjernet fra den franske straffelov i 1975, er betegnelsen for mord begået i affekt, fordi gerningsmanden finder sin elskede in flagrante delicto med sin elsker.

Før 1975 kunne en morder slippe billigere, hvis det kunne sandsynliggøres, at forbrydelsen var begået i affekt med utroskab som baggrund.

I takt med at kvindefrigørelsen indfandt sig i beskedne doser selv i Frankrig, blev begrebet fjernet, men noget tyder på, at retspraksis fortsat skeler til det antikverede begreb.

Det hævder i hvert fald franske kvindegrupper, efter at det sidste fredag kom frem i medierne, at rockstjernen Bernard Cantat løslades fire år før tid. Cantat var forsanger i kultbandet Noir Désir, da han i august 2003 bankede sin elskerinde, skuespilleren Marie Trintignant, til døde under et skænderi i Litauens hovedstad, Vilnius.

Trintignant var en af Frankrigs mest populære skuespillere, mor til fire børn og midt i indspilningen af en film om forfatteren Colette. Hendes død sendte, som sladderbladene siger det, "chokbølger gennem nationen".

Den 43-årige Cantat deltog i en høring om sin egen mulige frifindelse i sidste uge officielt grundet 'god opførsel'. Her lovede sangeren at fortsætte sin psykoterapi og ikke at give interviews om sin forbrydelse i 12 måneder.

Sølle pris

Den officielle beslutning bliver taget i næste måned.

La Meute, en radikal kvinde-organisation, udtalte søndag:

"Fire år i fængsel - er det den pris, det koster at myrde en kvinde? Det er den såkaldte crime passionel, der fortsat får overbærenheden frem."

Cantat, der også er en kendt venstreorienteret aktivist - modstander af lidt af hvert fra Irak-krigen til globalisering - forsvarede sig under retssagen i 2003 med at Trintignant var blevet "hysterisk", da han i et skænderi havde erkendt sin 'jalousi' mod flere af den smukke 41-årige skuespillerindes tidligere kærester.

Selv er Cantat genforenet med sin hustru, der på ægte generøs og gallisk vis har tilgivet sin 'iltre husbond' for hans utroskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her