Læsetid: 2 min.

Den sidste menneskechef

Vi fælder en dom over menneskechef-begrebet og analyserer en ny reklame
22. september 2007
Vi fælder en dom over menneskechef-begrebet og analyserer en ny reklame

Hen over sommeren har Danmarks Radios tilbageværende medarbejdere kunnet gå og vænne sig til at blive pustet i nakken, masseret på skuldrene (i overført betydning) og kaldt ind til hyggesamtale af de såkaldte menneskechefer, som blev lanceret som et formildende indslag midt under masseafskedigelserne.

Nu har resterne af direktion efter alt at dømme slukket lyset og pakket menneskechef-begrebet sammen. Menneskechef-afdelingen lukker ned. Ingen kunne forklare relevansen af det nye mellemlederlag - end ikke menneskecheferne selv.

Man solgte menneskecheferne som nogle HR-typer, der skulle sikre medarbejdernes trivsel, men en væsentlig del af deres job handlede jo også om at spotte ukrudt og afvikle medarbejdere. Hvor meget tillid kunne man så vise dem?

Ordet menneskechef lå ellers godt i munden - lidt ligesom Ministeriet for kærlighed (Justitsministeriet) i George Orwells 1984. Det var newspeak, så det basker. Det var varm luft.

En speciel konstellation

Måske kommer termen menneskechef mere til sin ret i en ny reklame for Louis Vuitton, som er trykt i alverdens toneangivende nyheds- og livsstilsmagasiner i denne måned.

Det er fotoet her ved siden af, jeg taler om. Der sidder han, Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste præsident, på bagsædet af en klassisk statsmandslimousine med sin tro følgesvend, Louis Vuitton-tasken, ved sin side. Er der to, der står sammen, er det åbenbart den gamle glasnost-kommunist og hans lækre rejsetaske, der hører til et af 'den frie verdens' stærke varemærker. Det er er en konstellation, nogle kan have lidt svært ved at goutere.

Jeg vil nu på gymnasial vis analysere billedet minutiøst og kigge efter eventuel symbolik. Gennem side- og bagruden ser vi resterne af Berlin-muren, som forsvinder bag ham. Muren er den nu 76-årige Gorbatjovs fortid. Han betragter den med vemod, ja, han falder næsten i staver over den. Farverne er ned-tonede som et gulnet billede i familiens fotoalbum. Med det blågrønne skær kunne Gorbatjov lige så godt sidde og kigge ned på Jorden fra rumstationen Mir.

Men hvad er det? Gorbatjov ser nærmest en smule beklemt ud. Her kan man tale om, at klæder skaber folk. Forestil Dem Gorbatjov uden den elegante overfrakke og det kongeblå silkeslips. Så har vi en folkepensionist i bussen på vej til den tyske grænse for at købe billige cigaretter.

Har den amerikanske stjernefotograf Annie Leibovitz mon givet ham dette forskræmte drag om munden med vilje? Det er ikke nødvendigvis en handlingens mand, vi ser, men en brik i et stort spil. I Leibovitz' virkelighed er det historien, der har flyttet rundt på Gorbatjov og ikke omvendt. Hans perestrojka var uundgåelig i et segnende Sovjet.

I betragterens hoved rumsterer måske ordene fra Ronald Reagans tale ved Brandenburger Tor den 12. juni 1987: "Come here to this gate! Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!"

Manden på billedet er en menneskechef. Så kan man lægge i det, hvad man vil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her