"Det er jo så moderne med selvcensur i disse ytringsfrihedstider, og det er vel ikke kun forfattere og andre, det skal ramme. Det er vel også naturligt, at det rammer folketingsmedlemmer i Venstres folketingsgruppe," sagde Søren Pind for nylig til Radiovisen.
Nu forsøger han alligevel igen: I et læserbrev i Politiken gik han i rette med Mogens Lykketofts påstand om, at statsministeren er en farlig mand, fordi han påtager sig en hvilken som helst forklædning for at bevare magten.
"Manden hvis Lenin-inspirerede gedebukkeskæg faldt for spindoktorernes og vælger-lefleriets kniv, tillader sig at angribe statsministeren for at forklæde sig... skamløsheden kender ingen grænser," skriver Søren Pind.
Han er tilsyneladende ikke klar over, at den lykketoftske fip ikke lignede Lenins nær så meget, som den lignede Trotskis, Christian den Fjerdes, Gert Petersens eller fippen på Fanden selv. Men det er sikkert slem kulturradikalisme at vide den slags.
Det hører i øvrigt til internettets mærkværdigheder, at man får et billede af Søren Krarup, når man billed-googler på ordet 'fipskæg'.
Elvis, Fogh og Khader
Søren Pinds nyeste forsøg kan læses på hans hjemmeside, hvor han roser statsministerens skatte- og velfærdsmetamorfose med en metafor fra musikkens verden :
"Nogen vil indvende, de bedre kunne lide den sorthårede vilde rock'n'roller med hoftevrid, der fik teenagerne til at skrige. Måske. Hver ting til sin tid. Jeg synes, statsministeren med dette udspil har gjort det, Elvis gjorde i 1961. Placeret sig midt i sin tid. Accepteret den nye virkelighed, der er skabt med Ny Alliance. Og vist mod".
En hoftevridende statsminister, Elvis Presley og Ny Alliance.
Det kan man da kalde kontrafaktisk historie i stil med, at hvis min oldemor var en bus, så havde hun haft gummihjul.
Og hvad var det så, Elvis Presley gjorde i 1961? Han trak sig tilbage fra live-scenen og udgav albummet Something for Everybody, hvor han blev klæbrig soft.
I de næste otte år lavede han en lang række underlødige film, som han endte med at være temmeligt utilfreds med. De indbragte imidlertid en masse penge, som betød, at hans onde ånd og manager Colonel Parker ikke ville opgive filmeriet.
Hele eventyret endte i druk, stoffer, fedme og drivende sentimentalitet.
Søren Pind kunne sikkert godt tænke sig, at statsministeren lagde Something for Everybody på B&O-anlægget og lyttede til "I Want You With Me" og "In Your Arms".
Men statsministeren vil sandsynligvis se en ubehagelig pind til sin politiske ligkiste i numrene "Put the Blame on Me, I Feel so Bad" og "I Slipped, I Stumbled, I Fell".
