Hver dag ved aftenstide cykler jeg hjem gennem byen. Det er det tidspunkt, som folk på store arbejdspladser kalder fyraften.
"Nå, så er det ellers blevet fyraften," siger de og tager overtøjet på.
Så forlader de bygningen sammen.
"Vi ses i morgen!" siger de.
Da min cykel i mandags havde bragt mig hen omkring Gammeltorv, fik jeg øje på dagens spiseseddel fra Politiken: "Vi finder vores venner på jobbet," stod der. Det var dagens vigtigste nyhed i Politiken. Overskriften ramte mig som et dybt stød i leveren. Jeg stod af cyklen og trak resten af vejen.
Gud, hvor er jeg dog egentlig ensom. Jeg arbejder nemlig alene. Jeg sidder fuldstændig isoleret på et kontor for mig selv i et kvarter, hvor der ellers er masser af liv og cafeer og firehjulstrækkere. Men det er jeg ligesom ikke en del af.
Jeg løser dagens opgaver i stilhed. Hvem skulle jeg også tale med? Her er jo ingen. Når jeg er færdig, sender jeg mit arbejde ud i cyberspace. Det er sjældent, at modtageren giver sig tid til at svare.
Det er sgu egentlig trist. Hvis jeg havde en chef, ville jeg nok brokke mig over forholdene. Men jeg er jo for så vidt min egen chef. Ellers sad jeg jo ikke her. Ellers var jeg ikke nået så indiskutabelt langt, som jeg vitterlig er. Eget firma og det hele. Der er koldt på toppen. Er det ikke sådan, man siger?
Engang, før jeg kom til at arbejde alene i den her lille gesjæft, var jeg ansat et sted, hvor chefen sad inde på sit kontor og hørte Porgy & Bess det meste af dagen. Hvad han ellers lavede, andet end ulykker, vidste vi på gulvet ikke.
"Min dør står altid åben," sagde han tit. Men hans dør var altid lukket.
Han sagde også: "Jeg bærer ikke nag."
Folk, der siger, at de ikke bærer nag, husker ofte som elefanter. Nu sidder jeg så her og styrer min egen tid 100 procent.
Kaffe og sammenhold
Der er andre kontorer i opgangen. Når jeg går ned ad trappen med min mappe, kan jeg høre stemmer. Så stopper jeg gerne op og lytter lidt. Tja. De har det sjovt, det er helt sikkert. Nogle af dem ser vel også hinanden privat. Spiller badminton sammen og fortæller blondinevittigheder og sådan. Om fredagen dufter der både af kaffe og kage.
Men de virker nu også lidt mærkelige. De har det der sekteriske blik i øjnene. Man kan ikke rigtig trænge ind til dem. Jeg tror, de er funktionærer. Man skal i hvert fald ikke gå i vejen på trappen, hvis man er momsregistreret, det mærker man straks. Onde øjne.
Men ærlig talt, jeg gider ikke ynkes. Jeg skal have pyntet op til årets julefrokost. Jeg skal købe snaps og klejner. At folk overhovedet interesserer sig for, om jeg er en del af et stort kontorfællesskab med en masse kolleger og guld og grønne skove, eller om jeg hver eneste dag, mandag til fredag inklusive allehelgensdag, checker ind til mit eget selskab i et tomt lokale, ja, det ligger ærlig talt uden for min fatteevne. Sikke en nyfigenhed. Føj for satan, siger jeg bare!
Jeg tror ikke på, at skribenten bag denne OmStilling er så ensom, som han giver udtryk for.
Jeg bliv ked af det efter at jeg have læst artikel. Mest fordi jeg ikke kan forstille mig en person som dig der ikke kan finde ud af at give mening til kaos i dags Danmark.
Nå, det skal nu nok gå alt sammen.
Undertegnede er også selvstændig med egen gesjæft og enmandsbiks. Jeg har imidlertid gjort det at jeg har slået mig sammen med en flok andre selvstændige der også har enmandsvirksomheder og så laver vi bare direktørernes julefrokost, sommerfest osv. Det fungerer faktisk udmærket og har gjort det i snart mange år. Det ER nemlig lidt ensomt at være enmandsvirksomhed og jeg tror mange af dine kolleger vil nikke genkendende til din beskrivese.
han virker noget ambivalent,- føj for satan hvis nogen interesserede sig for ham, - hmm- jeg tror det er selvvalgt ensomhed. For han kunne jo dyrke nogen interesser om aftenen. - Ikke engang cafeerne frekventerer han.
Nå ja, ensomhed på arbejdspladsen behøver jo ikke at betyde ensomhed i privatlivet, det fremgår ikke så tydeligt der.
Man kan sagtens være alene uden at føle sig ensom.
Det er et spørgsmål om at kunne lide sig selv !!!!