Læsetid: 2 min.

Fint besøg

Kunne vi have taget bedre imod Bill Clinton?
Det visuelle udtryk lignede en mellemting mellem en fagforeningskongres og et fascistisk stormøde.

Det visuelle udtryk lignede en mellemting mellem en fagforeningskongres og et fascistisk stormøde.

Thorkild Amdi

6. oktober 2007

'VI MED HUND-MESSEN'. Banneret, der hang over indgangen til Brøndby-Hallen i tirsdags, var så kæmpestort og dets budskab så utvetydigt, at der ikke var noget at rafle om: Hvis man ønskede at kigge på lydige køtere og smage på hundefoderprøver, så var man kommet til rette sted.

De små tusinde danskere, som indfandt sig hen ad eftermiddagen, lod dog til at vide bedre. De mest entusiastiske af dem havde betalt 2.495 kroner for at møde Bill Clinton, verdens førende godgørenhedsbrand, og Hans Blix, FN's tidligere våbeninspektør i Irak, og der stod udtrykkeligt på billetten, at det var i dag, de skulle holde deres taler.

Arrangementet, der havde forpligtet sig med overskriften 'Once in a lifetime', var stablet på benene af et dansk eventbureau ved navn CPH Event Group. På hjemmesiden skiltede de med, at alle deres events "bliver udført til perfektion".

Måske derfor var publikum stadset ud i det samme stive puds, som de tager på, når de går i teatret for at opleve La Cage aux Folles med Preben Kristensen.

Herrerne havde klædt sig i slips og jakkesæt med nogle af Nordatlantens største skulderpuder; kvinderne havde sat håret op og klemt fødderne ned i hæle så høje, at de måtte stavre hen til deres pladser.

Dagen forinden havde Clinton og Blix optrådt med nogenlunde samme foredrag i Nordens Hus i Tórshavn på Færøerne.

Her var arrangøren det lokale Industriens Hus, og der skulle vise sig at være en verden til forskel. Færingerne havde glædet sig i månedsvis, for Clinton var den største fisk, der nogensinde havde aflagt det lille forblæste øsamfund en visit. Nogen havde afstemt farverne på podiet perfekt. Over scenen hang tre fine glasfugle af kunstneren Tróndur Patursson, vægarealet bag pulten var elegant kongeblå, og i forgrunden stod to eksemplarer af Arne Jacobsens Ægget betrukket med orange stof. Lige i øjet.

I Brøndby

Det var, som om rammerne for eventen i Brøndby-Hallen dagen efter ikke emmede af den eksklusivitet, som CPH Event havde lagt op til. Hvad måtte den tidligere amerikanske præsident ikke tænke om Danmark, da han under stor applaus trådte ud fra en skæv sprække i det nussede bagtæppe? Kunne han ved en fejl være havnet i et forsamlingshus i Kiev?

Midt på talerstolen og to steder på tæppet bag Clinton havde arrangørerne klæbet deres triste logo op i størst muligt format. Der var vel tale om et forsøg på en reklamemaksimering, som skulle kilde i maven, hvis det kom på tv om aftenen sammen med den tidligere amerikanske præsident. Det visuelle udtryk endte i noget, der lignede en mellemting mellem en fagforeningskongres og et fascistisk stormøde i Mussolinis Italien.

Én ting var, at den grå betonhal var alt for stor til formålet. Det var mindre heldigt, at 20-30 af de opstillede stolesæder stod tomme, og at de nærmest lyste op i al deres tomhed. Der kunne have siddet en filial af vestsjællandske bankfunktionærer på de pladser - eller hele bestyrelsen for Dansk Eksportteknikerforening plus vedhæng. Næste gang fjerner vi stolene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her