Joachim Boldsen
Håndboldspilleren er blevet skadet, og det fik i går en mediedækning ud over det sædvanlige. 'Boldsen ude af 'Vild med dans',' hed det på tv2.dk. At Joachim Boldsen også er ude af håndboldligaen, vakte ikke den store interesse.
Bendt Bendtsen
Et plaster på såret for TV2 er muligvis, at der i dag falder afgørelse i serien 'Vejen frem'. En af de fire deltagere vinder prisen som årets iværksætter samt en million kroner. Bendt Bendtsen (K) optræder i showet som prisoverrækker, men hvorfor gør han egentligt det?
Politifolk
I dag er der store velfærdsdemonstrationer anført af LO - men også i Politiforbundet er man så utilfredse, at man opfordrer medlemmerne til at gå på gaden. Det forventes, at folk fra Ungdomshuset vil møde massivt op og sikre, at politibetjentenes demo ikke udvikler sig.
Prinsesse Diana
Faderen til prinsesse Dianas elsker, Dodi Al Fayed, mener fortsat, at det britiske kongehus står bag det tragiske uheld for 10 år siden. I dag udpeges jurymedlemmerne til en kommende retssag, selvom en 832 sider lang rapport viser, at der ikke er noget at komme efter.
Flemming Rose
I solidaritet med den svenske tegner Lars Vilks, der har skabt ballade i den islamiske verden med sine Muhammedtegninger, holder Trykkefrihedsselskabet i dag debat om ytringsfrihed med Tøger Seidenfaden og Flemming Rose. Skal vi nu til det igen?